
Mia Lønsmann Skole
- loensmann@dcum
- Telefon
- (+45) 72265402


Er du glad for at gå i børnehave? Har du gode venner i børnehaven?
To spørgsmål, som bedst bliver besvaret af børn. Børnene ved nemlig bedre end nogen andre, hvordan de trives i deres dagtilbud, ligesom vi voksne selv ved, hvordan vi har det på vores arbejdsplads. Derfor er det afgørende at kende til børnenes egne perspektiver. Det gælder også i det kommunale tilsyn. For også her ved børnene bedst.
Med de rigtige redskaber og metoder kan man indhente selv små børns perspektiver og oplevelser. Det kan f.eks. ske gennem fokusgruppeinterviews, observation, walk and talk, situationsinterview og tegninger. Det vigtigste er, at man giver sig tid til at indfange perspektiverne, og at man forholder sig åbent og nysgerrigt. Til gengæld øger inddragelse af børneperspektivet børnenes demokratiske dannelse, trivsel og læring.
Det er bl.a. ud fra en tilgang om at forholde sig nysgerrigt til børnenes perspektiver, at DCUM har udviklet Dagtilbudstermometeret.
Dagtilbudstermometeret er et gratis pædagogisk udviklingsværktøj. Værktøjet er bygget op om et spørgeskema målrettet 4-6-årige, der giver danske dagtilbud og kommuner mulighed for at undersøge og blive klogere på børnemiljøet ud fra børnenes eget perspektiv. Spørgeskemaet er digitalt og kan tilgås via en tablet, hvor børnene selv kan sidde og besvare spørgsmålene med en voksen i nærheden. En talende animeret abe guider børnene igennem spørgsmål om bl.a. leg, børnefællesskaber, skæld ud og pladsforhold.
Det er det enkelte dagtilbud, som skal gøre brug af Dagtilbudstermometeret. Værktøjet giver efterfølgende mulighed for, at dagtilbuddet selv kan hente rapporten over undersøgelsen og dermed trække temaer ud.
Også kommunale forvaltninger kan trække rapporter fra de enkelte dagtilbud og få et overblik over, hvordan det generelt står til med børnemiljøet i kommunen. Data, som kan indgå i den kommunale tilsynspraksis.
Hvis man som dagtilbud fast inkorporerer brugen af Dagtilbudstermometeret f.eks. én til to gange om året, er det muligt systematisk at få et indblik i børnenes perspektiver på børnemiljøet. På den måde bliver det en metodisk hjælp til tilsynsarbejdet, samtidig med at dagtilbuddet bliver klogere på børnenes perspektiver. Det giver mulighed for efterfølgende at arbejde med børnenes besvarelser f.eks. ved at tage fat i forskellige temaer fra undersøgelsen.
Uanset hvad er det vigtigste at inddrage børnenes perspektiver – både i selve dagtilbuddet og i tilsynet.