Universitetet er blevet tænkning uden arbejde

Vi havde for kort tid siden på CBS besøg fra et internationalt konsulentbureau. En meget kompetent seniorkonsulent var ankommet og holdt en i øvrigt engageret og meget interaktiv forelæsning om sit arbejde.

Min kollega og jeg sætter os på femte række for at tage notater, hvilket vi havde opfordret alle til at gøre, fordi gæsten ville blive brugt som case til eksamen. Foran os, mindre end én meter væk, sidder en studerende på fjerde række, og jeg havde forventet at vedkommende havde taget de notater, der skulle styrke eksamenspræstationen og i øvrigt gøre ham klogere. Imidlertid var denne studerende, vel vidende at professoren sad bagved, nærmest permanent på Facebook og mail under hele lektionen.

Spørgsmålet er, hvordan det var lykkedes os at give denne unge mand indtrykket af, at dette var en måde at ’gå på universitetet’ på? Noget er gået galt, og det løses ikke alene af de ’Nye veje’ for uddannelse som den nylige rapport fra Uddannelses- og Forskningsministeriets anbefaler. Ikke kun nye veje, men også nye former for dannelse og rammer for undervisningen er nødvendige. For i det mindste havde vores unge ven fundet vej til auditoriet, men CBS’ studerende har i stort tal mindst halvtidsarbejde, og dermed har vi foreløbigt fat i to store problemer i nutidens universitetsauditorier: at op til halvdelen af de studerende ikke møder til undervisningen, og at de, som gør, i en stor del af tiden er engageret andetsteds med Facebook og så videre. Dette er et monumentalt spild af tid og tab af kreativitet.

Det er så meget mere rystende, da universitetet altid har været stedet hvor man netop ikke måtte spilde tiden, men derimod beskytte den, bruge den og fylde den med kreativt, skabende arbejde. Det har universitetet overtaget fra dets forløbere, de kristne klostre. Klostrene tillod ikke spild af tid, fordi tiden naturligvis tilhørte Gud, og fordi Han når som helst kunne komme og kræve den tilbage, eftersom Jesu genkomst ved dommedag var en permanent mulighed. Man måtte derfor være parat. Det blev man ikke, mente klostrenes grundlæggere, ved at flanere rundt på gader og stræder og gøre hvad man havde ’lyst’ til. Det blev man ved at ens liv fik form, bestemt af klostrets rytme: skoleklokken, der markerer frikvarteret, er Benediktiner-munkenes opfindelse. I klosterlivets form ligger indsigter, som universitetet kan lære af; springet fra det middelalderlige kloster til det moderne, kreative universitet er ikke så stort endda. Og måske kan universitet i bestræbelsen på at genopfinde sig selv og sin form hente inspiration fra den institution, der fødte det, og som stadigvæk trods alt er dobbelt så gammelt, som det selv er.

Det er i hvert fald åbenlyst, at den unge studerende fra auditoriet ikke oplever universitetet som en ramme, der magter at sætte ’kreative begrænsninger’ på hans liv, det vil sige begrænsninger, der inspirerer til fordybelse, arbejde og kreativitet. Til arbejdsglæde. For klostrenes vedkommende var disse rammer udmøntet i klosterreglerne, og særlig barsk er netop Benedikts af Nursias klosterregel ora et labora, ’bed og arbejd’. Vi kunne til lejligheden oversætte dette til ’tænk og arbejd’. Her har universitetet svigtet balancen i mottoet: vi har markedsført os som et sted for tænkning, og underbetonet at vi også er et sted for arbejde. Dagens studerende er ikke mindre tænksomme end deres forgængere, men der er grund til at tro, at de ikke arbejder nok. Det rækker jo ikke at sidde på café med en dyr Airbook og lege kreativ klasse, men så ikke med tilstrækkelig konsekvens møde op til undervisningen, og når man så møder op, ikke finde rammerne inspirerende nok til egentlig at arbejde. Arbejde er jo at bruge tænkningen til noget produktivt og engageret, til at skrive tekster, diskutere cases og teori, søge ny viden og så videre.

Universitetet må have fat i selve den studerendes livsform og via den give mulighed for forandring og nye erkendelser. En sådan livsform skal erstatte halvhjertede halvtidsstudier, ora uden labora, tænkning uden arbejde. Det kræver en genopfindelse af, hvad vi kunne kalde et ’universitetsborgerskab’, en forestilling om hvad det vil sige at gå – og arbejde – på universitetet. Til en begyndelse må universitetet blive meget mere formbevidst: dannelse forudsætter en form i hvilken materialet dannes. Det kræver, at de studerende og deres undervisere simpelthen er til stede. Et første, minimalt tiltag må være indførslen af obligatorisk tilstedeværelse til undervisningen, også selvom det koster nogle kunder i butikken. Det er dog ikke nok med sikker hånd og en vis mængde kontrol at motivere de studerende til at møde op til undervisningen. Benediktinernes fokusering på ’parathed’ skulle også kunne inspirere os. Ligefrem at være parate, som munkene, til dommedag, er muligvis lovlig drakonisk, men de studerende skal jo i det mindste være parate til at lade sig forandre af deres tid på universitetet, og i øvrigt gøre sig parate til et arbejdsmarked. Hvad den åndelige tilstedeværelse angår, kan vi inspireres af det amerikanske Harvard Universitet, men da vi ikke har deres budget, må vi nøjes med at stjæle deres pædagogik. Her har forelæseren mulighed for at kunne henvende sig direkte til enhver studerende til enhver tid. Navneskilte skal sikre, at man høfligt kan bruge navns nævnelse, og hvad der foregår her, er karaktergivende. Selvfølgelig skal de studerende anvende computere og smartphones og internet, som RUC's nye rektor Hanne Leth Andersen også har argumenteret for, men brugen skal hænge sammen med, hvad der i øvrigt foregår i undervisningen. Ophævelsen af universiteternes – og før dem kirkens – tusindårige monopol på viden er en positiv udvikling. Viden er nu alment tilgængelig, men produktiv omgang med denne viden kræver langt mere fokuseret arbejde, end den løse og ret frivillige organisering af dagens masseuniversitet inspirerer til. Ordet studium betyder ’flid, iver, interesse’. Studium betyder arbejde, labora.

For de studerende som for underviserne indbefatter en genopfindelse af universitetsborgerskabet altså mere tilstedeværelse på campus og et engagement i universitetets liv, det vil sige at være aktiv i studenterforeninger, på rusture og i læsegrupper, teater, frivillige forelæsninger, politiske begivenheder og naturligvis også at hænge ud i kantiner og caféer og forsøge at ligne intellektuelle. Det kræver, at universitetet bliver et mere engagerende og kreativt sted, men det kræver også en reduktion af den studerendes erhvervsarbejde. Angående det sidstnævnte ville et passende maksimum være ti timer om ugen, med undtagelse af for eksempel studerende med familie og børn. At holde forelæsninger for halve hold, mens den anden halvdel af holdet har taget sin SU med ud i solen (eller med på arbejde) ødelægger alles motivation og er et ikke-bæredygtigt ressourcespild. I dag opfatter hovedparten af de studerende givetvis en universitetsuddannelse som et produkt på linje med andre produkter, fremfor hvad det er: en mulighed for i en kort årrække at yde en ekstraordinær indsats i arbejdet med tanken, eller som Benedikt ville sige, yde en indsats i åndens rige. Men åndens rige et desværre et temmeligt krævende bekendtskab, og man kan ikke tjene både det og mammon (i hvert fald ikke en hel bunke mammon). Bliver studentens økonomi for omfattende, kræves nemlig ikke bare tid til at tjene pengene, men også tid til at deltage i et kæmpe forbrug, indkøb af ejerlejligheder og biler, dyre rejser og gourmetmad. Skal man konstant sidde til uendelige grundejerforeningsmøder eller male bagtrapper i geschæftige andelsforeninger, fragår der timer, der skulle have været brugt på læsning af Richard Branson, Goethe og Gilles Deleuze og til skrivning af opgaver. Mener den studerende at have brug for alle disse penge og tilhørende forbrug skal vedkommende jo ikke gå på universitetet, men derimod finde sig et lønnet arbejde. En reduktion af erhvervsarbejde til ti timer vil også sætte en stopper for offentlige og private arbejdsgiveres misbrug af studerende til at udføre akademisk arbejde til langt under den korrekte, akademiske tarif.

 

Ideen om et universitetsborgerskab bygger på, at det at gå på universitetet er mere end summen af undervisning og eksamener. Det er en dannelse til et særligt samfundssind og ikke blot et led i egen lyst, karriere eller forbrug. At det skulle være nødvendigt at sige skyldes dog i mindst lige så høj grad universitetets undervisere som dets studerende. Universitetsborgerskabet blev siddet fladt af en 68-generation som lærte sig at foragte undervisningen, fordi den betød en kontakt til den indtrængende masse, der, ifølge underviserne, var medskyldig i universitetets deroute. Hermed var vejen banet vejen for et tiltagende ’frikøb’ fra undervisningen, noget som stadig praktiseres bredt. Jeg har professorkollegaer, der reelt ikke underviser, nogle er frikøbt år ind og år ud. Undervisning og vejledning overlader de trygt til et pjalteproletariat af eksterne lektorer, der med væsentligt ringere arbejdsvilkår og løn end sosuassistenter går og venter på den åbning på universitetet, som aldrig kommer. Et ægte universitetsborgerskab ville indbefatte, at professorer og lektorer som noget naturligt alle underviser og vejleder, og i øvrigt møder på arbejde hver dag i stedet for enten at villaforske eller i dekadent grad tjene penge udenfor universitetet. Også her gjorde 68-generationen Villy Sørensens profetiske ord til virkelighed: ”Manglen på fælles mål gør stræben efter egen fordel til den mest nærliggende form for selvudfoldelse.” En genopfindelse af universitetsborgerskabet medfører at man, ganske som i klostret, kollektivt underlægger sig fælles mål der rækker ud over egne mål.

At genfinde disse fælles mål kræver en gentænkning af, hvilke forventninger man kan stille til universitetet: universitetet som et sted for tænkning og arbejde må tage pladsen for nervøs narcissisme og opskruede karriereforventninger. Her må undervisere såvel som studerende indse, at universitetet hverken kan eller skal indløse de hysteriske krav et moderne menneske måtte have til sin indkomst, berømmelse og løbende selvrealisering. Universitetet skal ikke deltage i den kreative klasses selvskabelsesprojekt. Fra teologien, et af de ældste universitetsfag, kendes kirkefaderen Augustins advarsel mod selvskabelse: ”Hold fingrene fra dit selv: hvis du prøver at bygge dig selv op, bygger du en ruin.” Universitetet af i dag lover den studerende et stort ’return on investment’ som vi siger på CBS, det vil sige stort fremtidigt udbytte af den universitetsgrad, som institutionen tilbyder. Det er et politisk mål at en fjerdedel af en årgang skal optages på universitetet, og det vil kræve, at vi skaber mere end 6000 nye arbejdspladser for akademikere om året, for ikke at ende med et stort, måske endda forgældet, akademikerproletariat i kanten af eller helt uden for arbejdsmarkedet. Universiteterne bruger i dag millioner på oppustet markedsføring, der fokuserer på den mulige studerendes fremtidige lykke for at øge dets andel af mulige studenter. Her burde universitet i stedet for gøre den studerende og dens ansatte klart, at en universitetsuddannelse eller en universitetskarriere ikke garanterer noget som helst, men i bedste fald er en udfordring af netop selvsikkerheden. I åndens rige hersker sjovt nok ånden, og konfrontationen med universitetet er konfrontationen med sit selvs ruin.

For den studerende gælder, at han eller hun i stedet for at fokusere på sit umulige selvdannelsesprojekt, skal finde sin meningsfulde rolle at varetage som en del af den enorme masse, der hvert år optages på universitetet. Sin rolle i fællesskabet kunne man sige. Med masseuniversitetet rykker den stærkes forpligtelse til at integrere den svagere ind på universitetet. Også på den måde ligner universitetet en moderne arbejdsplads, der jo ikke kan fungere, hvis de smarteste bare meler egen kage. De skal gå forrest, blive set og få anerkendelse, men i samme bevægelse også derved trække læsset. At lære solidaritet er en anden og bedre pædagogisk figur end ’at netværke’, såfremt idealet er en genopdagelse af et robust universitetsborgerskab.

Opbyggelsen af netværk er naturligvis vigtig, men denne opbyggelse må have substans. Dette forudsætter en indsats: netværk er del af en gaveøkonomi, der forudsætter arbejde, labora, og ikke bare oratorisk velformulerede henvendelser, ora, på LinkedIn, Facebook og så videre. At netværk prædikes som det nye sort skyldes naturligvis, at uddannelse nu er blevet et sådant massefænomen, at de fleste ansøgere til en givet stilling allerede har en relevant, videregående uddannelse. Uddannelse er med andre ord ikke i sig selv være nok til at ansøgeren kan skille sig ud, hvorfor feudale karaktertræk som navn, familie, nedarvet formue og fødested (det vil sige dialekt og, naturligvis, for ikke-etniske danskere, accent) bliver afgørende i jobjagten. Når det i den kreative klasse så priste ’post-hierarkiske’ netværkssamfund netop er netværk, der er afgørende, overser de kreative behændigt det faktum, at langt de fleste relevante ’netværk’ simpelthen er enten nedarvede eller så dybt indfældede i den enkeltes sociale og økonomiske habitus, at enhver forestilling om at dette kan opbygges via ’sociale medier’ og Facebook er latterlig. De, der i virkeligheden har magten, vil gerne foregøgle ungdommen, at den ved nogle smarte klik kan få del i magten. Sociale medier er simpelthen, i Benedikts jargon, for meget ora, fantasi og snakkesalighed, og for lidt labora, konsekvens og arbejde.

Dette minder os igen om Benedikts uopslidelige klosterregler. Ud over sloganet om at bede og arbejde udfoldede han også sine regler i digre værker. Deres korte version lyder imidlertid sådan: En munk skal 1) have fast opholdsted, 2) leve i fattigdom, og 3) vise lydighed. Et universitetsborgerskab knytter, hvis man altså møder op, én til et fast opholdssted, nemlig universitetets eget sted: campus betyder plads. Det giver en plads i verden, hvor man, ved at leve i en tidslomme af relativ materiel fattigdom, får adgang til en plads i åndens rige. Men det kræver, at man, student som professor, viser universitetet lydighed. Det handler ikke om at hoppe og springe for ethvert lyst indfald den siddende minister, rektor eller underviser måtte få. Lydighed handler ikke om blind underkastelse, som da tyske universiteter i trediverne i enormt tal underkastede sig nazismen. Ordet lydig stammer fra det nordiske hlýda og betyder at lytte til. At genopfinde universitetsborgerskabet kræver skabelsen af kreative begrænsninger, der kan få vores unge Facebookstuderende i auditoriet til faktisk at lytte. Vores nuværende former er nedarvede fra den lille, elitære institution universitetet engang var. Dagens masseuniversitet kræver dannelsen af et nyt universitetsborgerskab, der gør det muligt at lytte til Universitetet. Dér begynder den kreative dialog.

Kronikken er bragt i Politiken den 24. juni 2014