De halvstuderede

Studerende tager ikke længere en uddannelse. Studerende får en uddannelse. Det bærer debatten præg af, for den handler om det, de studerende skal modtage, og hvad universitetet skal gøre for at få læringen til at ske for de studerende. Enten i form af variationer over temaet »at komme de studerende i møde« med »værktøjer«, pædagogiske strategier, didaktik, e-læring, karrierekontorer, udlandsophold, praktik, valgfrihed og fleksibilitet eller i form af krav om mere undervisning.

Det er alt sammen velmenende tiltag, men de ser ikke ud til at have den ønskede kvalitetsløftende effekt, måske virker de ligefrem modsat.

Problemet med et utal af evalueringer er, at de ikke forholder sig andet end stedmoderligt til de studerendes arbejdsindsats. Evalueringer spørger ofte, hvad de studerende selv synes. Vi lytter alvorligt til, at studerende synes, at vi bør være mere pædagogiske, bruge lettere tilgængelig litteratur, skaffe litteraturen til dem, bruge IT-redskaber, podcaste undervisning, udlevere powerpoints og forelæsningsnoter.

Vi kvalitetsvurderer ikke de studerendes attitude. Hvad hvis vi spørger om, hvorvidt de studerende faktisk studerer timer nok, læser sider nok, gør nok selv uden at lytte til klynk om erhvervsarbejde og boligpriser? Kan man som studerende have en relevant mening om undervisningens kvalitet, hvis man ikke forbereder sig? Og hvad vil en fuldtidspræmis stille af krav til underviserne og eksaminationerne?

Der er et tydeligt kvalitetsskel mellem undervisning, der kræver, at de studerende selv bruger tid på biblioteket, i kilderne, læser på flere sprog, og selv tager notaterne, og ikke gider høre underviseren fremføre en letfordøjelig udgave af de til undervisningen læste tekster og så undervisning, som ikke stiller disse krav. Rigtig meget undervisning stiller ikke disse basale studiekrav længere; krav som refererer til afgørende akademisk læringsaktivitet.

Der bruges mængder af dansksprogede introduktioner, der udleveres og samles litteratur, udleveres powerpoints og noter, som reelt fungerer som erstatning for de studerendes egne synteser og notater – og ikke mindst hjælp til alle dem, der ikke får læst. Vi kan kalde det Ipad-læring. Man skal ikke vide, hvordan det virker ved at arbejde med primærkilderne, originalværkerne, grundlaget for teorierne og metoderne, men man skal lære at beherske en kontinuerligt lettere »akademisk« brugerflade.

Antallet af undervisningstimer, hastighed, alskens lækkerhed med IT, hurtigt-i-job og så videre er kun fattige indikatorer. Det er fuldt ud muligt, at dybt kritisable uddannelser ser vældigt gode ud på nævnte parametre. Vi kan helt sikkert konkludere, at flere timer, højere hastighed, IT og de studerendes jobparathed ikke i sig selv er den lige vej til bedre kvalitet.

På Historie på RUC har vi lavet en lille undersøgelse med udgangspunkt i, at studiet er fuld tid. Det deklarerede vi meget omhyggeligt i kursusplanerne. Vi blev overraskede. Det viste sig, at det store flertal af studerende studerer 20-25 timer om ugen. Det er ikke en (manglende) indsats, som vi kan se reflekteret til eksamen uanset, om der er intern eller ekstern censor. Kvaliteten er høj, de studerende er meget tilfredse, der bliver givet gode karakterer. Det kunne vi så være tilfredse med.

Vi kunne sige, at det ikke handler om tiden, der bliver brugt, men om at det, der skal læres, er blevet lært. Vi og censorerne følger bekendtgørelser, studieordninger og vejledninger, og alt tyder på, at vores studerende generelt lærer det, der skal læres. Alligevel er vi ikke tilfredse. Flertallet af studerende kan ikke alle være supertalenter, der kan lære det, vi har berammet til fuld tid, på den halve. Der må være alment problem.

Undervisning er altid et møde mellem studerende og underviser/universitet, hvor der sker en gensidig tilpasning. Selvfølgelig. Men vi går for meget i møde, og de studerende går for lidt. Vores vurdering er, at eksamen de fleste steder reelt er tilpasset en 25 timers uge. Hvordan skal vi ellers forstå alle de gode karakterer?

Det er en reelt konflikt i universitetet mellem at indrette sig på de studerende, vi faktisk har, og at forholde sig til, hvad universitetet er og skal gøre. I systemet er der mange steder en stærk tro på, at denne konflikt er en falsk modsætning. En tro på at hvis nu bare universitetet opper sig pædagogisk, værktøjsmæssigt, lytter mere og kommer mere i møde, ja så kan vi få de mange med til det rette niveau. Intet tyder på, at det er sandt. 

 

Undersøgelsen af vores historiestuderende peger på flere forhold. For det første ønsker det helt store flertal af studerende tydelige deklarationer af kursernes forventede arbejdsindsats. Deklarationer italesætter tavs viden og tydeliggør kursets niveau og forberedelsens forventede omfang. Deklarationer spiller en rolle for de studerendes forståelse af, hvad det vil sige at være studerende og bruges også til mental og praktisk planlægning, blandt andet i forhold til erhvervsarbejde, projektarbejde med videre.

For det andet angiver en stor gruppe studerende, at de forbereder sig mere end de plejer, når forventningen til arbejdsindsats er eksplicit, og de reflekterer over, hvilken betydning det har haft for deres eget udbytte af undervisningen og for deres bidrag til undervisningen.
For det tredje forbereder flertallet af de studerende sig mindre end det angivne, normerede timetal. Det fører til kritisk refleksion over, hvad deres utilstrækkelige arbejdsindsats har betydet for deres eget udbytte af og for deres bidrag til undervisningen. En meget vigtig erkendelse.

Sidst men ikke mindst er der en mindre gruppe studerende, som har et urealistisk selvbillede: De mener at være fuldt forberedte, selv med et meget lavt antal forberedelsestimer. Kun ganske få studerende i hele undersøgelsen fremfører ønsket om mere undervisning, og de, der gør, hører til gruppen af de dårligst forberedte.

På baggrund af vores undersøgelse kan vi konkludere, at vi med fordel kan fokusere mere på de studerendes arbejdsindsats. Underviserne skal angive, hvor meget arbejde der kræves, og de skal undervise med udgangspunkt i forberedte studerende, ikke de uforberedte. Det er meget frustrerende for de velforberedte fuldtidsstuderende, at mangelfuldt forberedte deltidsstuderendes behov imødekommes.

Derudover skal underviserne også evaluere de studerendes indsats. Hvis det er muligt at få en hæderlig karakter uden indsats, er det ekstremt demotiverende for medstuderende og studiemiljø. Det er nemt at lyde intelligent, selvrefleksiv, selvstændig og kritisk, mens det kræver arbejde at beherske et pensum eller en problemstilling i både bredde og dybde. Eksamen bør indeholde væsentlige elementer af overhøring, og ikke kun diskussion af selvvalgte emner.

Dette er bestemt ikke en kritik af de studerende. Det er en kritik af universitetet og blændværket, der siger, at uddannelserne skal være kinderæg: søde, runde, lette og med en lille gave indeni.

Den gode nyhed er, at vi kan hæve kvaliteten uden, at det kræver ekstra ressourcer. Til gengæld vil det betyde, at de studerende skal arbejde fuld tid, og vi på universiteterne skal undervise og eksaminere derefter. Hvilke andre steder forestiller vi os »elite« og »verdensklasse« uden indsats?

Tove Kruse og Jakob Egholm Feldt er lektorer i historie på RUC.
Kronikken er bragt i weekendavisen den 7. februar 2014