På grund af opgavebortfald på Børne- og Undervisningsministeriets område lukkede DCUM den 1. juli 2025. Vores materialer er stadig tilgængelige på dcum.dk efter den 1. juli 2025, men hjemmesiden bliver ikke opdateret. Læs mere om lukningen af DCUM
”Ræk mig lige venstrehåndsskruetrækkeren?”, ”smut lige til bageren efter en moderkage”, ”kig lige på lageret efter en ny boble til vaterpasset”.
Tonen kan være hård og drilks på erhevrvsuddannelserne. Men hvor går grænsen? Hvornår er det mobning? Det er vi nødt til at definere klart, hvis vi skal arbejde målrettet med at forebygge og håndtere mobning blandt elever på erhvervsskolerne. Og det skal vi. For i elevgrupper med mobning er trivslen generelt lav og angstniveauet højt. Det går ud over personlig, social og faglige udvikling hos alle elever – både hos dem, der bliver mobbet, men også dem, der mobber. Særligt går det ud over det vigtige fællesskab i elevgruppen.
Mobning er et socialt fænomen, som grundlæggende handler om en gruppes systematiske udelukkelse af en enkelt person i sammenhænge som denne person har svært ved at trække sig fra – f.eks. et uddannelsesforløb. Og det er her et sted, vi krydser grænsen imellem værkstedshumor og mobning. Det er ikke længere bare ’gas’, og det kan faktisk være svært at ’ta det’.
Mobning opstår og udspiller sig i fællesskaberne omkring og imellem eleverne og er en konsekvens af en utryg fællesskabskultur med en lav grad af tolerance og en høj grad af social eksklusionsangst. I disse elevfællesskaber er eleverne grundlæggende bange for, om de er værdige til og har adgang til det sociale liv. Denne angst lindres med forskellige strategier, der midlertidigt sætter eleverne i stand til at håndtere den voksende uro, som de oplever i fællesskabet.
En af disse strategier er at definere et stærkt hierarkisk ’vi’, som tydeligt definerer, hvem der har, og hvem der ikke har lov til at være en del af fællesskabet. I denne proces udstødes en eller flere systematisk, og de bliver genstand for foragt, latterliggørelse og forfølgelse. Mekanismen er, at eleverne ved at svække en andens eller andres position i fællesskabet, styrker deres egen. Lav tolerance, foragt og angst er indikationer på, at vi nu befinder os dybt inde i mobningens territorium – langt væk fra værkstedshumor og uskyldige drillerier.
Faktisk sker der det, at de udstødte elever bliver afskyeliggjorte og falder udenfor det, man kalder empatisk relevans. Det er ikke nogen, man skal lytte til, inddrage eller for den sags skyld behandle ordentligt. I et sådan tilfælde er der tale om et fællesskab på alvorlig afveje. Et fællesskab, hvor de elever, som mobbes, betaler den højeste pris, men samtidig et fællesskab, hvor alle elevers trivsel og faglige udvikling er under angreb.
I fællesskaber eller på skoler med megen mobning kan man sågar tale om moralnedsmeltning, hvor den fælles moral skævvrides i en sådan grad at nedværdigende og destruktive handlinger retfærdiggøres og på sigt bredt accepteres som en normal del af det sociale liv. Her kan de unge, som udsættes for mobning, ende i en situation, hvor de rammes to gange – først af udstødelsesmekanismer i fællesskabet og senere af en definitionskonflikt om, hvorvidt de nu også er ramt af mobning eller blot mangler humoristisk sans og bør kunne ’ta' gassen’.
Systematiske udstødelsesmekanismer med negativ indvirkning på hele fællesskabet er igen alarmklokker, som advarer os om, at vi har at gøre med noget mere alvorligt end blot værkstedshumor.
Det er først og fremmest vigtigt, at vi bliver bevidste om, hvornår noget er drilleri, og hvornår noget er mobning. Og det er vel at mærke noget, som hvert uddannelsessted skal definere og eksplicitere.
Ellers er der risiko for, at der på stedet udvikles et mere subtilt mobbesprog, hvor udstødelses- og foragtmekanismer slås hen som humor eller drengestreger eller decideret overses som en konsekvens af et kollektivt moralsk skred.
Indsatser mod mobning skal være resultatet af et målrettet, reflekteret og koordineret arbejde på uddannelsesstedet. Dette arbejde består af forskellige dele.
Hvis vi slår mobbesituationer hen som drillerier eller værkstedshumor, så er det med elevernes selvværd, trivsel og læringsudbytte som indsats
Tidligere direktør hos DCUM
Alle skoler skal have en antimobbestrategi – det står i loven. Antimobbestrategien er et pædagogisk værktøj, der gør ansatte på skolerne kollektivt klogere på arbejdet mod mobning. Når en antimobbestrategi udarbejdes og relevante parter inddrages, herunder elever og forældre, skærpes det fælles blik for uhensigtsmæssige gruppedynamikker. Antimobbestrategien tydeliggør organiseringen af indsatserne mod mobning, så der ikke hersker nogen tvivl om, hvordan mobning forebygges og håndteres lokalt, eller for den sags skyld, hvem der involveres i arbejdet. På den måde bliver arbejdet mod mobning et fælles anliggende, der tager afsæt i et fælles syn på mobning og i konkrete, gennemtænkte indsatser. En god og gennemarbejdet antimobbestrategi er med til at skabe et fælles ’vi’ på uddannelsesstedet. Et ’vi’ som lægger vægt på trivsel og stærke fællesskaber for alle.
Ledere og fagpersoner er vigtige rollemodeller i et stærk skole- og elevfællesskab. De rammesætter fællesskabet i måden, hvorpå de møder hinanden og eleverne, og de spiller en betydelig rolle i etableringen af et positivt og rummeligt fællesskab – både i faglokalet og på skolen som helhed. Måden hvorpå man på de enkelte uddannelsessteder taler om elever og hinanden, forplanter sig i kulturen og fællesskaberne på skolen. Det er derfor afgørende at ledere og fagpersoner kommunikerer værdighed, rummelighed og respekt. Kommunikationen må hverken bevidst eller ubevidst viderebringe negative fortællinger om enkelte elever. Det er vigtigt, at fagpersonerne på erhvervsuddannelserne arbejder med at skabe stærke relationer til og mellem eleverne, ligesom det er vigtigt at gå forrest i et positivt socialt klima, hvor alle møder hinanden åbent, nysgerrigt og med respekt. Rummelige fællesskaber kræver stærke, positive ledere og undervisere, der formidler en fællesskabskultur, hvor forskellighed fremhæves som en styrke og ikke en svaghed, og hvor alles ressourcer bringes i spil og bliver tydelige ind i fællesskabet.
Uddannelsesinstitutionen må ikke placere sig selv i en individorienteret position, som lægger afstand til mobning ud fra argumenter om, at elever i udsatte positioner ’ikke kan klare mosten’ eller har en særlig svag personlighed. Disse elever risikerer at blive efterladt i en uholdbar situation, hvor der i humorens navn ikke tages hånd om tydelige udfordringer. Samtidig risikerer vi at pege fingre af enkelte elever og komme til at lave indsatser, som kun har fokus på mobber og offer og dermed forbigår problemerne i fællesskabskulturen. Nogle gange kan det selvfølgelig være nødvendigt at sanktionere individuelt og f.eks. hjemsende eller bortvise elever, men det løser ikke de grundlæggende problemer i fællesskabet.
Det er helt afgørende, at vi på de enkelte erhvervsuddannelser ikke forfalder til en formodning om, at der altid vil være en hård tone og lidt værkstedshumor blandt unge. Det er ligeså vigtigt, at vi ikke blot sidder og krydser fingre for, at eleverne selv løser udfordringerne. Utrygge elever i mobbesituationer er ikke i stand til selv at forandre den uhensigtsmæssige tilstand som fællesskabet, og dermed de selv, er endt i.
Det kræver opmærksomhed, indgriben og et løbende pædagogisk og didaktisk arbejde at forebygge og håndtere mobning. Men det kræver først og fremmest en erkendelse af, at hvis vi slår mobbesituationer hen som drillerier, værkstedshumor eller ’gas’ (som man skal kunne tage), så er det med elevernes selvværd, trivsel og læringsudbytte som indsats.
