DCUM undersøger: Elevinddragelse på EUD



"Vi bruger elevernes input til at forbedre vores uddannelse. Derfor er det vigtigt for os at der er kort vej mellem os og eleverne"
Sådan beskriver uddannelseslederen fra en landbrugsskole vigtigheden af elevernes perspektiv. Og langt de fleste af erhvervsskolernes udannelsesledere og skolechefer er enige. Elevernes stemme ER vigtig og de skal inddrages i udviklingen af skolen og uddannelsen, hvis man vil have motiverede elever som trives og lærer noget.
Det er eleverne, der hver dag modtager undervisning i de samme lokaler, med de samme mennesker. Deres perspektiv på hvad der fungerer godt, og hvad der fungerer dårligt er helt essentielt, når skolen skal arbejde med undervisningsmiljøet.
Undersøgelse: Det kniber når det gælder undervisningsmiljøet
DCUMs tilsyn gør i en ny undersøgelse national status på elevinddragelsen på landets erhvervsskoler. Og det viser sig, at de fleste steder gøres et stort stykke arbejde på den front. Men lige præcis når det gælder undervisningsmiljøet, så kniber det lidt med elevinddragelsen rundt omkring. Alle er fortsat enige om at inddragelse er vigtigt, men mange skoler oplever nogle barrierer i arbejdet med elevinddragelse omkring undervisningsmiljøet.
Hvad viser undersøgelsen?
Ni ud af ti uddannelsesledere er enig i vigtigheden af elevinddragelse, men samtidig svarer mere end halvdelen at de oplever udfordringer i forbindelse med elevinddragelse.
Der er ganske enkelt nogle strukturer i selve erhvervsuddannelserne, som gør det svært at sikre elevinddragelse i forhold til undervisningsmiljøet på. Det drejer sig først og fremmest om de meget afbrudte skoleforløb, praktikophold og generelt skiftende tilknytning til skolens matrikel, hvilket er en barriere for elev-engagementet.
Men de korte skoleophold gør det samtidig endu vigtigere at eleverne hurtigt føler sig både fysisk og psykisk trygge. At de trives hurtigt, da det er en forudsætning for at lære noget.
Men hvad gør vi så? I forlængelse af tilsynets undersøgelsen har DCUM sammenfattet og analyseret resultaterne i inspirationshæftet 'Inddrag eleverne! Det betaler sig' hvor vi udover en masse eksempler fra praksis også giver helt konkrete anbefalinger til hvordan erhvervsskoler kan arbejde målrettet med elevinddragelse.
Det handler i vid udstrækning om at systematisere sine indsatser, at oplyse eleverne om deres lovsikrede ret til at blive inddraget i skolens undervisningsmiljø-arbejde, og så i sidste ende om at klæde eleverne på til dette arbejde.
Så selvom flertallet af landets uddannelseschefer tilkendegiver, at elevinddragelse er et vigtigt redskab på vejen mod et godt undervisningsmiljø, er der tydelige udfordringer forbundet hermed. Udfordringer som både bunder i mangel på procedurer, mangel på oplysning og måske generel mangel på opmærksomhed.
Det kan der heldigvis gøres noget ved. Læs i inspirationshæftet 'Inddrag eleverne! Det betaler sig' hvordan man med uddannede Undervisningsmiljørepræsentanter, engagerede elevråd og undervisningsmiljø-hackathons kan få sat gang i elevinddragelsen. Til gavn for både trivsel, læring, motivation, fastholdelse, rennomé og rekruttering.
Det betaler sig.
