Hvad sker der når du har klaget
-
Svar fra skolen
Skolen skal give dig svar på klagen. Hvis du er utilfreds med svaret, skal skolen sende klagen videre til Klageinstans mod Mobning, som skal hjælpe med at løse problemerne.
Hvis klageinstansen vurderer, at skolen ikke har gjort det, den skulle for at løse problemerne, kan klageinstansen bede skolen om at gøre noget andet.
-
Støtte undervejs
Hvis du har klaget over mobning på skolen, kan du måske synes, det er svært at gå i skole. Men det er vigtigt at huske, at mobningen ikke er din skyld, og at du har ret til at få hjælp fra din skole.
Hvis du synes det er svært at klage, kan du spørge om hjælp hos en person, du er tryg ved. Det kan være dine forældre, en anden voksen eller en god kammerat. Din skole skal også hjælpe dig med at klage, hvis du har brug for det. Dine forældre får selvfølgelig at vide, at du har klaget. De vil også undervejs blive informeret om, hvad der sker med din klage, så de kan hjælpe dig, hvis du har brug for det.
-
Hvad gør Klageinstans mod Mobning?
Da du eller dine forældre fortalte i skolen, at der var problemer med mobning eller lignende, gjorde skolen noget.
Klageinstansens opgave er at kigge på det skolen gjorde, og se om de burde have gjort noget anderledes. Klageinstansen kan derefter få skolen til at gøre noget andet, hvis det er nødvendigt.
Det hele handler om at få problemerne til at stoppe. Det er derfor Klageinstansen ikke siger noget om, hvem der har mobbet, og der kommer heller ingen straf til elever eller lærere. Vi siger i stedet noget om, hvad der kan hjælpe.
-
Hvad hvis klageinstansen ikke giver dig ret i klagen?
Det betyder ALDRIG, at det, du oplever, ikke findes, eller at du var forkert på den! Du har gjort præcis det, du skulle, ved at gøre opmærksom på, at du ikke har det godt. Du har helt sikkert oplevet noget, der har gjort dig vred eller ked af det, eller gjorde, at det var svært at gå i skole.
Hvis klageinstansen alligevel ikke giver dig ret i klagen, så er det kun fordi skolen skal hjælpe dig på en anden måde end den, du ønsker dig. De skal altså stadig hjælpe dig. Du har ret til at have det godt.
Det kan også være, at det er nogle andre, der skal hjælpe dig, og så vil vi også sige noget om dét. Hvis du kommer i tvivl om, hvad vi mener med vores beslutning, kan du altid ringe ind og få os til at forklare det.