Når det 'nye' mobbesyn rammer praksis

Opfattelsen af mobning og hvorfor det opstår, har ændret sig meget det seneste årti. I dag er de fleste enige om, at fokus på gruppedynamik fremfor individ er vigtigt, når man vil forebygge og standse mobning. Det kan alligevel være svært at vide, hvordan man skal gribe det an. I denne artikel taler vi med en forsker og en viceskoleleder om deres syn på mobning, og om hvorfor det nogen gang kan være svært at se mobning fra en ny vinkel.

Det fællesskabsorienterede mobbesyn

I Danmark tager de fleste, der beskæftiger sig med mobning, afsæt i det såkaldte ’fællesskabsorienterede mobbesyn’. Alle organisationer, der arbejder mod mobning i skolerne, bruger denne måde at forstå mobning på, og selve forståelsen er skrevet ind i lovgivningen om, hvordan skoler skal forebygge og håndtere mobning. Man kan sige, at det er noget vi i Danmark som land er enige om.

Det fællesskabsorienterede mobbesyn har i Danmark sin oprindelse i forskningsprojektet eXbus, som fandt sted fra 2007 til 2011. Det var på mange måder et banebrydende projekt, som undersøgte mobning fra et tværfagligt ståsted. I stedet for kun at bruge personpsykologi, og dermed se på de individuelle faktorer i mobning, blev mobning undersøgt fra bl.a. en pædagogisk, filosofisk og socialpsykologisk vinkel. Et af de vigtigste fund i projektet var, at mobning ikke primært udspringer af egenskaber i det enkelte barn, men af den dynamik, der kan opstå i en gruppe, hvis de ikke har noget positivt meningsskabende at være fælles om.

Kort sagt, så opstår mobning fordi en gruppe mangler sammenhængskraft. Det kan føre til former for sociale overlevelseskampe om at beholde sin plads eller at tilkæmpe sig en plads hos de anerkendte. Det fører til at alle børn kan blive indblandet i mobningen. Mobningen er resultatet af nogle dynamikker i fællesskabet, og ikke af særlige egenskaber hos det enkelte barn. Man bliver altså ikke mobbet fordi man har bumser eller bruger briller – det er noget man bliver mobbet med, fordi fællesskabet mangler noget positivt, der binder dem sammen.  Trods den efterhånden udbredte enighed om, at vi i Danmark arbejder ud fra et fællesskabsorienteret syn på mobning, kan det være svært at udleve i praksis når der opstår konkrete situationer ude på skolerne.

Mange skolers antimobbestrategier bygger på den fællesskabsorienterede forståelse af hvad mobning er og hvorfor det opstår, men alligevel tyer mange skoler til løsninger på individniveau, når mobning forekommer i praksis. Når der igen og igen opstår ballade med de samme elever i centrum, kan det være fristende at sanktionere disse elever, uden at undersøge hvorfor de handler som de gør. Er der noget i klassens dynamik, der gør, at de agerer sådan? Søger de f.eks. anerkendelse eller accept? Der kan der være flere grunde til at skolerne kan have svært ved håndteringen. Der kan være tale om indgroede reaktionsmønstre fra skolens side. Eller at personalet ganske enkelt ikke besidder tilstrækkelig viden om mobningens anatomi og dynamikker. Og ikke mindst det faktum at håndtering af konkrete, måske tilspidsede, situationer i praksis ofte fornemmes langt væk fra forskning og teori, fordi man er nødt til at handle hurtigt.

Det handler blandt andet om vaner

Men hvordan kan det være, at skolerne synes det er svært at se på hele fællesskabet i mobbesager, når de fleste af dem arbejder ud fra en fællesskabsorienteret forståelse af mobning? Vi har spurgt mobbeforsker Helle Rabøl Hansen, og hun svarer, at det blandt andet handler om vaner.

 

”Som mobbeforsker ser jeg tit, at skolerne arbejder ud fra en fællesskabsorienteret definition af mobning”, siger Helle Rabøl Hansen. ”De kender den seneste teori og er helt med på, at mobning er noget, der sker pga. dynamikker i gruppen. Men hvis der foregår mobning, tyr de alligevel til individrettede indsatser. Jeg tror, at dette handler om vanetænkning. Vi bruger individorienterede tiltag pga. vane, og ikke fordi de virker. De er nemme at gå til, fordi det er dem man plejer at bruge, men fordi de netop ikke tager højde for dynamikken i gruppen, virker de ikke. Vi forestiller os, at vi kan forandre et individ udenfor betingelserne. Man skruer individet af konteksten. Det fungerer ikke. Man ser tit i mobberamte klasser, at problemet ikke løses ved f.eks. at en elev flytter. Problemet opstår igen, men med andre elever i rollerne som 'mobber' eller 'offer. Det viser, at det er dynamikken i gruppen, der fører til mobningen og ikke egenskaber ved de enkelte børn.”

At mobning kan følge en klasse, selv om de enkelte børn, der var en del af mobbeproblematikken, flytter, viser hvor vigtigt det er at fokusere på helheden i klassen. Men hvad med helheden på en skole? Er det også vigtigt?

”Ja, det er vigtigt, at det ikke bliver op til den enkelte lærer. Hele lærerværelset skal med, og tilgangen til mobning bør være noget hele skolen har fælles. Vi forestiller os, at vi ikke kan se det kollektive subjekt, men det er fordi vi ikke er vant til det. Det er jo ikke noget af det vi kan se, bogstaveligt, men vi er trænede i at kigge efter individer, der larmer eller gør noget forkert. Vi skal træne os selv i at se ’VI’er’, der gør de der ting. Men vi mangler praksiserfaringer med hvordan man forandrer klasser og laver ny start. Det har nogle klasser brug for – de skal genstartes.” siger Helle Rabøl Hansen.

 

Anerkendelse fremfor skyld og straf

Når vi nu ved fra forskningen, at det kan være svært at ændre vaner, så er det nærliggende at tale med en, der har sin daglige gang blandt elever, lærere og pædagoger, og som selv skal træffe valg baseret på den fællesskabsorienterede tilgang til mobning. Vi har spurgt viceskoleleder Lene Koch Borchmann fra Solbjergskolen udenfor Aarhus, om hvordan man som skole kan sørge for, at man hele tiden har blik for fællesskabet og ikke kun kigger efter årsager til mobning i den enkelte elev.

”For os er det vigtigt, at man har en anerkendende grundholdning til andre, både til elever, forældre og medarbejdere”, fortæller Lene Koch Borchmann. ”Vi ønsker at møde eleverne med nysgerrighed, og hvis der sker noget uhensigtsmæssigt, undersøger vi hvorfor de reagerer sådan. Det sker jo på grund af noget, og ikke fordi de er dårlige børn. Vi forsøger derfor at forstå, hellere end at forsøge at placere skyld.

Det fællesskabsorienterede mobbesyn er ikke kun en metode – det er en grundholdning i vores hverdag. Desuden arbejder vi systemisk ud fra en tanke om, at vi alle er en del af sammenhæng, som vi hver især påvirker og har en individuel oplevelse af. Det skal vi undersøge og være nysgerrige på, når der opstår konflikter””

Oplever I udfordringer ved en sådan tilgang?

”En udfordring kan være, når forældrene til et barn, der føler sig krænket eller mobbet, forventer, at vi finder den skyldige og straffer ham eller hende. Men vi bruger ikke straf. Vi har en anerkendende tilgang og mener ikke straf hører hjemme i skolen.

Vi kan sagtens reagere hurtigt, ved f.eks. at lade en elev tage en pause fra undervisningen, men vi har så også hurtig opfølgning med eleven og forældrene, samt de elever, der har været indblandet, hvor vi lytter til deres perspektiv. Hvad oplevede du? Hvordan så det ud fra dit ståsted? 

Selvfølgelig skal man følge op på dem, det er gået ud over, men det er også vigtigt, at følge op på den elev eller gruppe, der har haft en uhensigtsmæssig adfærd. Da er det vores opgave at forklare forældrene hvorfor det, for os, ikke handler om at placere skyld, men om at forstå og handle ud fra det.” 

 

Plads til forskelligheder

En kritik af den fællesskabsorienterede mobbeforståelse kan være, at ikke alle børn er i stand til at indgå i fællesskaber sammen med andre. Hvordan håndterer I det hvis en elev har det svært ved det sociale, f.eks. pga. manglende sociale færdigheder?

”Det kan være en udfordring når der er elever, der selv har svært ved at indgå i et fællesskab, f.eks. fordi de ikke har de samme sociale færdigheder som de andre elever i klassen.” fortæller Lene Koch Borchmann. ” Vi har da et fokus på både at støtte eleven i at lære sig sociale færdigheder og samtidig arbejde med, at klassen har plads til forskellighed. Hvis man skaber et rum, hvor der er plads til forskelligheder og vi har fokus på anerkendelse, er det også nemmere for den ene elev at være åben om, at han eller hun har det svært ved visse ting. Det gør det nemmere for gruppen at rumme den elev, der har svært ved at aflæse sociale koder eller som reagerer anderledes end andre elever på samme alderstrin i forskellige situationer. Vi har også et ekstra tilbud til elever, som af forskellige årsager kan have særlig brug for f.eks. guidning og vejledning i det personlige og sociale. Vi har et ikke-fagligt ressourcecenter, hvor eleverne kan være færre sammen, opleve ro og få støtte. Vi har nogle dygtige pædagoger og lærere, der er tilknyttet, og som er rigtig gode til det meget vigtige relationsarbejde. Det er virkelig godt for de elever, der kan have det svært i det sociale liv på skolen.”

 

 

Har du et godt råd til andre skoler, der ønsker at arbejde mere med det fællesskabsorienterede mobbesyn?

”Noget af det vigtigste er, at skolens ledelse sørger for, at det bliver prioriteret. At det bliver det grundlæggende menneskesyn, som alle arbejder ud fra. Så kan man som ledelse give sparring ud i alle teams, og hele tiden give sparring til medarbejderne i forhold til de værdier, vi arbejder ud fra. Det er en meget vigtig ledelsesopgave, og helt essentielt for at det skal lykkes. Rigtig mange skoler arbejder allerede på denne måde. Det er ikke noget nyt, det vi gør" siger Lene Koch Borchmann.

 

Fem gode råd til skolen

1. Prioritér fælles temadage for medarbejderne, hvor I drøfter børnesyn og mobbeforståelse
2. Lad børnesynet og mobbeforståelsen skinne igennem i hele skolens virke, også i dialogen med forældre
3. Øv jer i at holde øje med både konkrete og subtile tegn på, at der foregår noget uhensigtsmæssigt mellem eleverne
4. Tag hånd om situationerne inden de bliver til decideret mobning – det skal man gøre allerede ved mobning eller lignende
5. Husk at det at tilhøre en gruppe er vigtigt for alle børn, og at alle børn derfor kan blive en del af et usundt mønster, der holder nogen udenfor