Disciplin skal tilbage på skolebænken

Der er uro i den danske folkeskole. I Tyskland holder man ro uden brug af den sorte skole.

"Hvorfor gider du egentlig at være folkeskolelærer?"

Et spørgsmål jeg blev stillet af en 15-årig elev for et par måneder siden. Jeg undrede mig, og spurgte ham, hvorfor han dog stillede sådan et spørgsmål. Han svarede prompte, at han ikke forstod, hvorfor nogle gider at bruge sit liv på at undervise irriterende børn. Vi havde efterfølgende en snak om, hvad han forstod ved et ”irriterende barn”.  ”Én der svarer igen, en der sidder med mobilen fremme i timerne, en der bare rejser sig op uden at have fået lov, en der ikke laver lektier eller har sine bøger med, ja bare et irriterende barn”, svarede han.

På vejen hjem tænkte jeg meget over vores samtale, og det gik hurtigt op for mig, at han jo egentlig bare beskrev, de elever jeg dagligt er i kontakt med. Og det gjorde ondt indeni at indse dette, for hvor er vi på vej hen, hvis dette er en generel beskrivelse af en typisk dansk elev? Hermed ikke sagt, at der ikke findes elever, der har styr på deres ting, hører efter osv. For selvfølgelig gør der det, og javist har de ”irriterende børn” charme og mange gode øjeblikke, men de fylder for meget i den danske folkeskole, og de kræver enormt meget energi af mig som lærer. Men sådan er børn jo nok bare?

Jeg skulle ikke rejse langt for at opdage, at børn ikke bare er sådan. Efter et besøg på en tysk folkeskole sidder jeg tilbage med en følelse af, at vi i Danmark står overfor en disciplinær udfordring de kommende årtier. Jeg stillede efterfølgende mig selv spørgsmålet om, hvorvidt jeg vil lægge krop til den behandling, som folkeskolelærere får i dagens Danmark. Her tænker jeg ikke den behandling, der ofte finder sted i medierne og hos politikerne. Nej, her mener jeg den behandling, som eleverne og til dels forældrene udsætter lærerene for. En typisk dag består af megen uro, dovenskab, "svaren igen" og Rasmus Modsat i diverse udgaver.

Modstykket til dette oplevede jeg på den tyske folkeskole i forbindelse med en studietur. Her fornemmede jeg respekt for læreren - i Tyskland tiltales læreren med De. Og selv de yngste elever udstrålede ro, selvstændighed, lyst til at lære og gå-på-mod. Her fik eleverne rollen som "eksperter" inden for emnet pindsvin, hvilket resulterede i en enorm lyst til at vise, hvad de kunne – både overfor de andre elever og for læreren. En oplevelse af at eleverne gensidigt var afhængige af hinanden. De lavede alle plancher og biddrag til en fælles bog, men med hver deres fokus. Nogle fik undersøgt, hvad et pindsvin spiser, andre hvordan de sover og nogle fandt information om pindsvinets udseende. Her var tale om en 2. klasse, som uden problemer selv stod for materialesøgning. De havde fundet bøger på skolens bibliotek, søgt information på internettet og én havde sågar foreslået, at klassen sammen så en film om pindsvin. Der blev tegnet og skrevet på livet løs, og alle plancher fremstod meget overskuelige. Der var ingen spildtid og eleverne arbejdede hele vejen igennem koncentreret og målrettet og med respekt for hinandens styrker og svagheder. Det var simpelthen en fornøjelse at være vidne til!

Sammenlignet med en dansk 2. klasse, ud fra de 2. klasser jeg indtil videre har haft fornøjelsen af, vil samme type gruppearbejde foregå med mange flere forstyrrelser. Eleverne kan ikke holde koncentrationen, og der vil hurtigt opstå uenighed om arbejdsfordeling i gruppen, hvilken farve man skal bruge og andre småting. Stemmelejet vil også være af en helt anden kaliber! I den tyske klasse talte eleverne til hinanden med små stemmer, mens man i en dansk klasse som oftest råber til sidemanden – dette til trods for, at man sidder skulder mod skulder. Jeg har flere gange snakket med eleverne om netop dette, og begrundelsen for det høje stemmeleje er, at ”man bliver jo nødt til at overdøve de andre”.  For mig et meget besynderligt argument, men måske samme lydniveau finder sted hjemme ved middagsbordet? Er det tilfældet, kan man jo ikke bebrejde eleverne noget.

 

 

I modsætning til oplevelsen med eleverne i Tyskland bliver jeg ofte overrasket over, hvor lidt respekt danske børn har for læreren. Jeg læser til folkeskolelærer på tredje år og arbejder ved siden af som vikar. Man kan så tænke, jamen det er fordi hun er vikar, men efter adskillige snakke med erfarne lærere, tegner det samme mønster sig. Selvfølgelig udfordres jeg nok i højere grad ved min rolle som vikar, men faktum er, at der generelt set opleves en manglende respekt. Jeg, og mange andre af mine medstuderende, brænder for dette job, som vi med stor lyst ser frem til at udføre.

Jeg bliver dog fortvivlet, når jeg får følelsen af, at lysten til læring ikke er til stede hos eleverne. Samtidig har forældre utallige gode forslag til, hvordan den optimale undervisning bør foregå. Alle har en mening om emnet, for alle har selv været en del af skolen på et tidspunkt – og der bliver ikke holdt tilbage med disse holdninger!

Jeg husker tydeligt et forældremøde, jeg overværede i min første praktik, hvor en veluddannet forælder ”ikke kunne lade være med at drage paralleller til erhvervslivet”. Her var det jo ingen hindring som ene person at holde workshops for op mod 100 personer, så det handlede vel bare om god organisering, og så kunne man sagtens undervise tre klasser af gangen. Måske skulle der være to lærere, nu når det var elever, men budskabet var klart: I som lærere må holde styr på tropperne, for hvor svært kan det være? Det finder jo uden problemer sted i erhvervslivet!

Jeg hører desuden ofte om forældre, som mener, at deres barn ikke får opmærksomhed nok, at bøgerne ikke bør bruges, da de er forældede (vist den lokale kommune der skal have denne besked), at en dobbeltlektion bør indeholde mindst fire forskellige aktiviteter, da ”Joachim hurtigt keder sig og har brug for afveksling”, samtidig med at en anden forælder fra samme klasse beder om ”mange gentagelsesopgaver i træk (f.eks. plusstykker) da det er den eneste måde, man lærer og husker stoffet på”. Ja gode input er der nok af!

For min motivation som lærer er det vigtigt, at der er respekt omkring mit fag. Ligeså vel som jeg respekterer og anerkender forældres forskellige erhverv - direktører, sygeplejersker, selvstændige, kassedamer - forventer jeg også, at det samme gør sig gældende den anden vej.

Det er centralt, at forældrene omtaler skolen og os lærere med respekt over for deres børn. Jeg håber da også, at forældre har den nødvendige tillid til mig som lærer, idet man må formode, at jeg som matematiklærer er bedre uddannet til at formidle matematisk stof end en far, der er professor i matematik. Jeg har trods alt brugt fire år på at lære at formidle! Omvendt vil jeg heller ikke holde tilbage med at benytte mig af forældrenes kompetencer, når dette er aktuelt.

Respekten og lysten til læring og ikke mindst opdragelsen skal komme hjemmefra, hvilket kulminerer med den opdragerrolle jeg føler, jeg som underviser har. De seneste årtier har samfundet oplevet en dobbeltsocialisering forstået på den måde, at børn tilbringer en stor del af deres hverdag sammen med andre voksne end deres forældre, hvorved de i stigende grad påvirkes af andre faktorer og mekanismer end dem hjemmefra. En stor del af opdragelsen har altså flyttet sig fra hjemmet til institutionerne, og man må derfor som pædagog og lærer være bevidst om dette. Jeg spørger så mig selv, om jeg alligevel ikke godt kan forvente, at forældrene opdrager deres børn, så de kan indgå i de sociale relationer, de dagligt sættes i, samtidig med at de har en respekt for de voksne, de omgås.

Åbenbart ikke! Måske skal jeg blot acceptere, at jeg i højere grad skal tage opdragerrollen på mine skuldre? Dette går dog imod de tanker og forestillinger, jeg havde om lærerprofessionen, nemlig at være en formidler af stof, vejleder i forbindelse med elevopgaver og ikke mindst at danne eleverne til demokratiske medborgere. Med dette følger en respekt for forskelligheder men også en respekt for den bærende leder, der skal få brikkerne til at hænge sammen i en ofte hektisk hverdag. Dermed dog ikke sagt, at vi skal tilbage til den sorte skole, men en smule disciplin kan man godt tillade sig at forlange.  

PISA-resultater, før-skole-start, afgangsprøven, læreruddannelsen og efteruddannelse af lærere er temaer, der dagligt vendes og drejes. DR’s program ”9.z mod Kina” er blot et eksempel på dette, hvor de kinesiske elever fremstod meget disciplineret. Ved at fremhæve netop dette program efterlyser jeg ikke et håb om en disciplin a la den i Kina, hvor man har store klasser, minimal elevdeltagelse og en lang skoledag, tværtimod! Jeg nyder, når eleverne aktivt deltager i timerne, og det er en fornøjelse, når det sker, at have en klasse med blot 20 elever, så man kan nå rundt og snakke med de fleste.

Samtidig oplever jeg også trætte elever efter kl. 14, så umiddelbart virker løsningen på de disciplinære udfordringer ikke til at være de midler, man ser i blandt andet Kina. Jeg håber blot, at der kan findes måder, hvorpå jeg ikke længere skal blive svaret igen af en 10-årig, blive talt i munden på af 8- årige, diskutere med en 6-årig pige som nægter at tage sin bog op af tasken – og opleve manglende styr på bøger og lektier, for blot at nævne nogle eksempler fra en almindelig hverdag.

 

 

Jeg har vendt problemstillingen med mine kollegaer, og de giver alle udtryk for, at der de senere år, er kommet alt for stor magt til børnene. Det er blevet mere almindeligt, at forældre bruger lokkemad  som ”vi går forbi bageren på vej hjem, hvis du går med nu” eller ”du må bestemme aftensmaden, bare du kommer med nu”. Og pt. er der ikke tegn på, at denne udvikling stopper, tværtimod. Udtrykket Curlingbørn vinder mere og mere frem, og dette (desværre) med god grund.

Der skal disciplin tilbage i den danske folkeskole, da det, efter min bedste overbevisning, vil medføre bedre udnyttelse af undervisningen samt mere kompetente elever, der kan klare sig i en stadig mere globaliseret verden. Buddene på hvordan det bedst muligt løses er mange, især fra politisk side. Den nye folkeskole ser dagens lys til sommer, og dette med en vis spænding blandt lærere, ledere, studerende, forældre og sågar også eleverne. Her er omdrejningspunktet øget elevdeltagelse og en motiverende og varierende skoledag, hvor lederne får øget indflydelse på undervisningslektioner og forberedelsestid samtidig med, at pædagogerne skal være en større del af skoledagen. Men opnår man øget disciplin ved indførsel af for eksempel en times motion om dagen, eller ender dette bare i mudderkast og brækkede lemmer? Eller skal børnene starte et år tidligere i skole, som Venstre senest er kommet med forslag om? Der er dog ingen garanti for eksempelvis bedre PISA-resultater, selvom et af argumenterne var, at i stort set alle de lande, der klarer sig bedre i PISA-testene end i Danmark, begynder eleverne tidligere i skole end de danske. Jeg er ikke sikker på, at dette er en umiddelbar løsning. I stedet kunne man være mere kritisk overfor, hvem der er klar til skole og ikke er det.

For at vende tilbage til udgangspunktet, Tyskland, arbejder man i nogle delstater med en test af børnene, før de starter i skole. Her testes, om barnet kan skrive sit eget navn, kaste en bold, tegne cirkler og tælle til 20. Måske en løsning, men det er dog en mulighed at være mere kritisk og som forældre erkende, at dit barn muligvis ikke er klar til skolestart, som fødselsdatoen ellers foreskriver det. Individer er trods alt forskellige, hvilket eleverne også kommer til at erfare livet igennem. Hellere være helt klar til skolestart fra start end langsomt at falde bagud, fagligt såvel som socialt.

Man arbejder ligeledes mere og mere med førskolelæring i børnehaverne, som efter min mening er et godt sted at starte, så længe denne læringsproces har en positiv indvirkning. For børn skal vel også have lov til at være børn – iPads, Modemagasiner og internettet er blot eksempler på, hvor tidligt børn presses til at træde ind i en voksenverden, som ændrer sig med raketfart. ‪0. klasse er inden for de seneste år gjort obligatorisk, men den udvikling vi i øjeblikket oplever, er udtryk for, at børnene ikke er klar til dét, der forventes af dem.

Senest efterlyses det fra flere pædagogiske professorer, at straf og sanktioner i langt højere grad skal være en del af dagligdagen i den danske folkeskole. For mig at se er det ikke vejen frem. Jeg tror i stedet på en skole, hvor man roser og anerkender børnene, da straf nemt kan føre til en følelsesmæssig modvilje fra elevernes side.

Centralt er det, at eleverne fra start af oplever en klassekultur bygget på ro, orden og respekt, som kan vare ved igennem deres ti år lange skoletid. Der findes ikke en entydig opskrift på, hvordan det skal gøres, men lige nu oplever mange af os, at vilkårene langt fra er optimale.  Jeg appellerer i stedet til, at forældrene starter med at stramme op i opdragelsen derhjemme – tage voksenansvar – for jeg er en blandt mange, der ønsker at gøre en forskel i folkeskolen. Og sådan skulle det også gerne være.

Kronikken er bragt i Politiken den 8. februar 2014