Spring til indhold

Indretning og ergonomi i børnehøjde

header image
Af Rasmus Challi
billede
_MG_1478 copy2.jpg

Det er altid spændende, når en skole nybygges, ombygges eller der skal indrettes nye lokaler. Man skal have nye borde og stole, og der skal måske friskes op på væggene. Men hvem tager beslutningerne, og hvem skal inddrages i processen?

Vi bygger skolerne for eleverne og til eleverne, men glemmer ofte at høre deres meninger og idéer.

Ved nybygning, ombygning eller bare ved indkøb af nyt inventar nedsættes der ofte en styregruppe med rådgivere, skolens ledelse, servicepersonalet og nogle lærere. Når en styregruppe fungerer godt, kan den generere rigtig meget viden, men hvor er eleverne henne i denne proces? Vi bygger skolerne for eleverne og til eleverne, men glemmer ofte at høre deres meninger og idéer, og der er forskel på, hvordan vi som voksne ser, forstår og oplever rum, og hvordan de samme rum opleves, når man går i 4. klasse.

Dermed ikke sagt at alt skal være børnestyret, for vi skal også læne os op ad den forskning og de erfaringer, der er skabt gennem mange års godt skolebyggeri. Men ved aktivt at inddrage børnene i eksempelvis en styregruppe om indretningen af nogle lokaler, er der chance for, at man opnår en vinkel og meget vigtig viden, man som voksen i sine vante rammer ikke selv havde kunnet fremskaffe.

Tænk holistisk
Et godt undervisningsmiljø stiller blandt andet krav til de fysiske rammer, indretning og ergonomi. Det fysiske miljø skal være sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, men det skal også understøtte elevernes læring og udvikling.

Når man ser på selve indretningen og brugen af forskellige rum, ville det være spændende, hvis man på skolerne turde tænke mere holistisk. Det vil sige, at man ikke kun skal tænke på indretningen og brugen af et rum, men også se på hvad rummet skal kunne i forhold til de andre rum på skolen. På den måde vil man kunne bevæge sig over mod en mere differentieret programmering af skolens rum og lokaler. Det er ikke alle rum, der behøver at kunne det samme, og det er heller ikke alle elever, som trives og fungerer lige godt i alle typer af rum med samme indretning og med samme møbler.

Selve indretningen bør altid besluttes på baggrund af pædagogiske principper om, hvordan man gerne vil drive skolen og undervisningen. Den traditionelle indretning kan somme tider virke selvforstærkende for undervisningsformen og forholdet mellem lærer og elever. En intelligent indretning kan endvidere påvirke lokalets indeklima positivt. Hvis nogle lokaler eksempelvis har problemer med for dårlig efterklangstid, kan placeringen af inventar samt materialer positivt påvirke den lydmæssige oplevelse af rummet. Dette vil både kunne være gældende ved udsmykningen af vægge, samt valg af tavler, borde og stole samt andet inventar i lokalet. Noget lignende vil være gældende i forhold til eksempelvis lys i et lokale, her skal inventar og materialer igen placeres, så de ikke spærrer for lyset eller reflekterer det uhensigtsmæssigt.

Variation i arbejdsstillinger
I forhold til møblerne er behovet her mindst lige så varieret, som det er for forskellige arbejds- og undervisningsmuligheder. Der findes ingen ergonomisk perfekt stol, som kan dække alle elever i en klasse en hel dag.

Hvis man ser på, hvor store forskelle der kan være på højde og drøjde mellem eleverne i en enkelt klasse, så vil det i sig selv stille krav om en møblering, der ikke er ensrettet. Når det handler om ergonomi er gode og tilpassede møbler naturligvis centralt, men det er også meget vigtigt at tilrettelægge undervisningen, så bevægelse og variation i arbejdsstillinger indgår naturligt. At bruge kroppen og skifte arbejdsstillinger kan være medvirkende til, at man undgår belastninger, som giver risiko for skader.

Ergonomisk er det vel stadig gældende, at den bedste siddestilling er den næste. Og det er vel ok at vippe på stolen, hvis man kan koncentrere sig imens?

Man kan med fordel se de fysiske rammer, inventaret og møblementet fungerende som aktivt understøttende for de pædagogiske principper. Fremadrettet bliver det spændende at følge med i, hvordan den hurtige udvikling af elektroniske hjælpemidler stiller nye krav til indretningen af skolen. De traditionelle borde og stole kan til nød også bruges, når der skal arbejdes på en bærbar computer, men i dag hvor flere og flere elever arbejder på tablets, kan det stille nye krav til indretningen, som i flere tilfælde kan tænkes mere frit.

Artiklen er bragt i Magasinet Skolen, nr. 5, oktober 2012

SMspise.jpg
Rasmus Challi
Chefkonsulent, DCUM

"Vi bygger skolerne for eleverne og til eleverne, men glemmer ofte at høre deres meninger og idéer."