Læringsmiljøet skal komme først
Et fælles ønske om at spare på energien, er en både beundringsværdig og nødvendig målsætning for en skole. Der er i tiden et stort fælles fokus på udfordringer, som forsyningskrise, energikrise og klimakrise, og det er et fælles anliggende at passe på de ressourcer vi har.
Det betyder dog ikke at vi skal skynde os at klappe vinduerne i og skrue helt ned for varmen i klasselokalerne. For skolen er først og fremmest et læringsmiljø. Et sted, hvor børn og unge skal færdes, trives og lære. Derfor er det en svær balancegang at energibespare som skole, for energibesparende tiltag kan være med til at forringe skolens indeklima. Budskabet fra ekspertgruppen, bestående af forskere, rådgivere og praktikere, er derfor klart. Energibesparelser må aldrig ske på bekostning af indeklimaet, da vi ved, at det har stor betydning for elevernes indlæring og koncentrationsevner.
I den nye vejledning: Indeklima og energibesparelser, tager DCUM sammen med ekspertgruppen, fat i netop denne problemstilling, og giver et bud på, hvordan skolerne kan få indeklima og energibesparelser til at gå hånd i hånd, uden at gå på kompromis med undervisningsmiljøet.