”Vi har fået en bedre skole”
Elevinddragelse øger elevernes motivation, følelse af tilhørsforhold og selvbestemmelse. Men derudover har elevinddragelse også en positiv betydning for de voksne, pointerer Jesper Berthelsen.
”Det er vigtigt at have UMR, fordi vi som personale får en bredere forståelse af børnenes perspektiv. Vi hører nogle ting fra børnene, som vi ellers ikke ville, hvis ikke vi skaber et forum, som kan danne grobund for, at børnene kan komme med de ting, som de går rundt og tænker på.”
Han oplever også, at det er eleverne selv, der skaber processerne, og det giver eleverne et drive og motivation, når de lykkes. Men han understreger også, at det er børn, de har med at gøre, derfor er de også nødt til at træde til og hjælpe med at prioritere, så eleverne kan fokusere på at gå i skole.
Ferslev Skole har altså haft stor succes med at inddrage deres UMR i emner, der vedrører undervisningsmiljøet. Og skolelederen slår også fast, at inddragelsen af UMR gør en forskel.
”Jeg er ikke i tvivl om, at vi har fået en bedre skole efter det her, fordi børnene oplever sig som en del af det og er en del af det, og det betyder også, at vi som voksne er meget klogere på, hvad der sker, og hvad der fungerer og ikke fungerer.”