
Mia Lønsmann Skole
- loensmann@dcum
- Telefon
- (+45) 72265402


Resultaterne fra Dagtilbudstermometeret 2024 viser, at knap 9 ud af 10 børn var glade for at gå i børnehave – et tal, der næsten er identisk med 2023. De fleste børn oplever, at de har gode venner, og at de voksne trøster dem, når de er kede af det. Det tyder på, at børnene generelt trives godt i dagtilbuddene. Der er dog nogle underområder i forhold til børnemiljøet, som man fortsat bør være opmærksom på.
Knap halvdelen af børnene svarer ”ja” til, at de er med til at bestemme, hvad de laver i børnehaven – en andel, der er er faldet en smule siden 2023. Inddragelse af børnene er vigtigt, da det hænger tæt sammen med deres trivsel, læring, udvikling og dannelse. Derudover er der fortsat mere end 40 % af børnene, der svarer ”ja” til, at der er larm i børnehaven. Også det er et vigtigt fokus, da støj kan påvirke hørelsen, koncentrationen, hukommelsen og beslutningsevnen.
Tallene fra Dagtilbudstermometeret fortæller os, at det fortsat er nødvendigt at have fokus på det vigtige arbejde med børnemiljøet, og at dette arbejde tager sit afsæt i børnenes perspektiver.
Dagtilbudstermometeret nedlægges i forbindelse med lukningen af DCUM, men dagtilbud og kommuner skal fortsætte med at inddrage børnenes stemmer lokalt. Det kræver opmærksomhed i forhold til at udvikle og anvende metoder til, hvordan selv små børns perspektiver bliver hørt og taget alvorligt. Og børn har ret til at blive hørt i spørgsmål, der vedrører dem. Det er deres hverdag, det handler om.