Børnenes unikke viden
Børnene ved, hvad der skal til for, at legen bliver god, og de ved, hvor de kan lege uforstyrret. Børnene har altså en unik viden, som er afgørende for kvaliteten af et legemiljø.
Det fysiske rum er også vigtigt. Et rum bidrager til både begrænsninger og muligheder. Derfor er det vigtigt, at miljøet er dynamisk og foranderligt i forhold til børnenes legeinteresser. Her spiller pædagogerne også en afgørende rolle. De skal tiltrække og fastholde en god kontakt til børnene gennem legeaktiviteter og være medskaber af et godt fundament for læring og udvikling.
Hvis vi altså har foranderlige legemiljøer, skabt og taget i brug med udgangspunkt i børnenes perspektiv, og hvor vokseninvolvering støtter op om børns legeinteresser, kan vi sammen skabe kvalitetsstærke legemiljøer. Legemiljøer, der giver alle børn mulighed for leg, fordybelse og læring.
Og hvad siger børnene selv, der har været med i projektet?
Når vi har spurgt flere af dem, om de kan lide de legemiljøer, som de har været med til at udvikle, svarer de alle samstemmende ”Ja!” Og det er vel det vigtigste, når vi sammen skaber kvalitetsstærke legemiljøer.