Udvikling handler i høj grad om, at børn opbygger og udvikler deres selvfølelse og tør udfolde sig selv. Alsidig personlig udvikling understreger, at det er barnets mange potentialer, der skal udvikles og ses som en helhed.
Det er i samspil med omgivelserne, at børn udvikler deres personlighed. Børn spejler sig i andre børn og voksne og trives bedst i en omverden, der er anerkendende og medlevende. Et barn skal opleve sig selv som et unikt menneske fyldt med muligheder, succesoplevelser og med betydning for andre.
Trygge og udfordrende hverdagsrammer giver børn god mulighed for løbende personlig udvikling. I hverdagen skal børn have mulighed for at udforske sig selv, deres medmennesker og deres omverden. Hvis omverdenen responderer med interesse, anerkendelse og ved at tilpasse udfordringer får børnene oplevelsen af at have betydning og oplevelsen af at høre til. Herigennem får børnene mulighed for at udforske deres egne grænser, øve sig i at sige til og fra og på samme tid opnå større selvforståelse.
Afgørende fællesskaber og leg
Det sociale fællesskab er af afgørende betydning for barnets alsidige udvikling. Børn har brug for at lære at tackle de forskellige situationer og følelser, der opstår i fællesskabet. Det gælder alt lige fra konflikthåndtering, venskab, konkurrence, sorg, glæde etc. De nære voksne er vigtige medspillere, når børn skal gøre sig følelsesmæssige erfaringer. For at blive et robust og alsidigt menneske er det vigtigt, at børnene får lov til at udfolde og afprøve egne potentialer ved blandt andet at øve sig i både at give og modtage, se andre samt selv blive set.
Legen er også et afgørende udviklingsrum for børn. Legen indeholder flere samarbejdsaspekter, som er med til at udvikle børn. Igennem legen forhandles der, man lærer om kompromiser, evnen til at dele samt forskellighed, hvilket er erfaringer, der i høj grad bidrager til barnets alsidige udvikling. Anerkendende relationer giver gode muligheder for at støtte op om hinandens idéer til lege og aktiviteter og støtter derved op omkring den personlige udvikling.