Vi binder sløjfer hver dag

Sløjfens to halvdele hedder trivsel & faglighed. Bundet sammen til en sløjfe symboliseres på smukkeste vis sammenhængen mellem de to. Omvendt giver to halve sløjfer ikke mening – de to halvdele skal netop knyttes sammen i sløjfen.

På Hornslet Skole påbegyndte vi i 2007 med udgangspunkt i et oplæg fra ledelsen et 3-årigt trivselsarbejde med henblik på at skabe sammenhæng mellem trivsel og faglighed for eleverne i hverdagen ud fra den grundholdning, at netop sammenhængen i hverdagen er helt afgørende.

Nonstop trivselsarbejde

Trivsel handler ikke om temadage med mellemrum – de kan være gode nok – trivsel handler meget mere om, hvordan vi er sammen i hverdagen. Et trivselsarbejde må derfor også planlægges og implementeres på flere niveauer på samme tid – først med grundige drøftelser og skabelse af fælles forståelser omkring det syn på eleven, som vi gerne vil stå for og dernæst en implementeringsplan og tidsplan, som helt konkret anviser, hvad der skal ske hvornår med hvilke mål, og hvordan og hvornår der evalueres.

Det kan lyde af ”overkill”, men alle de gode holdninger og intentioner løber let ud i sandet helt eller delvist uden den faste plan styret af en tovholder, som meget gerne må være den pædagogiske leder og dermed en del af ledelsen. Det giver indsatsen troværdighed, at ledelsen går foran og med hele vejen.

Men tilbage til de pædagogiske grundholdninger, som trivslen skal hvile på i dagligdagen. Hos os handler det om, at vi møder hinanden med respekt og derfor tager hinanden alvorligt og altid er parat til at forsøge at lytte til og forstå den andens perspektiv. Siden vi sagde det første gang, har vi lært, at det hedder anerkendende tilgang og eleven som aktør.

Ledelsen skal gå foran

Men gode intentioner og holdninger og en god implementeringsplan kan ikke stå alene. Skal god trivsel og faglighed med udfordringer rodfæstes i skolen, er det helt uomgængeligt, at ledelsen skal tage ansvar for at opbygge en organisation, hvor det er klart og tydeligt for både medarbejdere og forældrene, at der altid er hjælp og sparring at hente, når noget går skævt i dagligdagen. Det handler om at opbygge en vifte af forskellige muligheder, som kan tages i anvendelse til hver en tid. 

Vi har derfor opbygget en AKT-gruppe (Adfærd, kontakt, trivsel), som med kort varsel kan træde til, et kompetencecenter hvor vejledere med spidskompetencer støtter kolleger og alle lærere og pædagoger arbejder nu på 2. år med at implementere LP-modellen (model for at skabe gode betingelser for social og faglig læring for alle elever) som endnu et redskab i værktøjskassen.

Vi gør noget – og gør det hurtigt

Vigtigst af alt italesættes til stadighed den grundlæggende holdning på skolen, at her kommer man med det samme, når noget er ved at gå skævt eller bliver svært – den enkelte skal ikke putte med det og forsøge at klare det selv eller håbe på, at det går væk af sig selv – det professionelle handler netop om at agere professionelt og dermed bruge de kanaler og redskaber, som findes på skolen og i værkstøjskassen hos den enkelte.

Samme holdning er signaleret til forældrene; vi vil møde hinanden med tillid og åbenhed, og kritik er velkommen, vi taler respektfuldt til hinanden og lytter til den andens perspektiv. Der findes ikke én sandhed, men der findes mange forskellige perspektiver eller oplevelser af det samme, og de er lige gyldige. Det er svært indimellem, men det er sådan det er.

Voksne skaber præmissen for elevernes involvering

Men alle de gode intentioner til trods – eleverne har også brug for, at de gode viljer manifesterer sig i noget konkret. Vi har organiseret elevrådet som to råd fra 1. – 5. kl. og fra 6. – 9. kl. De har eget mødelokale og hver sin kontaktlærer, og vi arrangerer nu på 3. år en kursusdag for alle elevråd på kommunens skoler. Og vigtigst af alt så øver vi os hele tiden på at huske elevrådet og dermed inddrage dem i små og større spørgsmål i skolens dagligdag. Gevinsten er for længst hentet hjem; der er opbakning til elevrådet – man ”gider” det – og de to elevrepræsentanter i skolebestyrelsen er fremme i skoene – og vi lytter… og ja, vi glemmer dem også stadigvæk, og så får vi et rap, for "det er træls". 

I hverdagen virker det, når elevrepræsentanterne tager emner op på klassemødet, fx. ideer til hvordan nogle penge skal anvendes. Det virker, når elevrådet står for indkøb og ceremoni i forbindelse med indvielse af nye net i målene på legepladsen. Det virker, når et problem med vandpjask ved vandautomaten bringes op i det store elevråd.

Skole og SFO arbejder for fælles kultur

Men det er jo ikke bare ligeud ad landevejen alt sammen. SFO flyttede ind på skolen for 4½ år siden, og to kulturer skulle dermed blive til én fælles kultur. Meget er nået: klassepædagoger og lærere er sammen i 3 lektioner hver uge nu, der planlægges og samarbejdes omkring den enkelte elev og klassen, LP-modellen implementeres i fælles grupper med lærere og pædagoger. Men alene den logistiske opgave med at få fastlagt LP-møder og planlagt samarbejder har været og er en stor opgave.

Og kulturen ændres ej heller bare lige: i dagligdagens travlhed opstår småt og større, hvor forbehold og fordomme om hinandens fagligheder, respekten for forskellige arbejdsbetingelser osv. går fløjten. SFO's større integration i skolen betyder også en ændring i SFO's måde at arbejde på: fra mange fællesmøder med planlægning i retning af en mere repræsentativ deltagelse i de forskellige samarbejdsfora.

Rammerne har betydning

Til sidst de to allerstørste udfordringer: de fysiske rammer og størst manglen på ordentligt IT, så vi for alvor kan komme af sted med en med en undervisning, der udfordrer og motiverer alle elevers evner og talenter. De fysiske rammer renoveres for et beløb i 2011-12, og det er godt. IT-mæssigt er der brug for mod og vilje til prioritering: Det bør ikke længere være til diskussion, at alle elever og medarbejdere har en skole-pc, som bruges i alle fag, at interaktive tavler hænger i alle lokaler, og at lærerne hele tiden opkvalificeres til at løse opgaven med at integrere IT i undervisningen på et langt højere niveau end nu.

Skal vi gøre eleverne et år dygtigere – så er det altså her, der skal sparkes – elever med faglige vanskeligheder mister hver dag muligheder, fordi redskaberne er opfundet, vi kan bare ikke tilbyde dem, og det er ikke godt nok. Det handler ikke om, at hver skole bare kan prioritere – det handler om, at et land vil det og gør det. 

Trivsel og faglighed hænger sammen – På Hornslet Skole kan vi rigtigt meget med trivsel – nu skal de faglige muligheder med.