Undervisningsmiljø i et strategisk og ledelsesmæssigt felt

Som på andre skoler er det en del af den styringsmæssige hverdag, at vi skal både det ene og det andet: handlingsplaner for gennemførelse, årsplan, tilfredshedsundersøgelser, undervisningsmiljøvurdering, arbejdsmiljøvurdering og ressourceregnskab.

Ufokuseret styring i detaljen
Hver gang vi kaster os ud i en ny af disse discipliner, sættes der mål, som der kan følges op på. Det betyder i længden mange mål og dermed kun et begrænset fokus på hvert mål. Ikke mindst det såkaldte ressourceregnskab har gjort det klart, at der er tale om noget af en overstyring – oven i købet med redskaber, der ofte ikke egner sig til styring. Det bedste eksempel på sidstnævnte er, at man skal foretage elevtilfredshedsundersøgelser ved hjælp af et intetsigende benchmarkingsystem i stedet for at benytte et kvalitativt system som for eksempel det termometer, Dansk Center for Undervisningsmiljø har udviklet og stiller til rådighed.

Silkeborg Tekniske Skole
Silkeborg Tekniske Skole er en af de mindre af de mellemstore skoler med ca. 1.200 årselever. På skolen uddannes bygningsmalere, skilteteknikere, autolakerere, kokke, tjenere, catere, ernæringsassistenter, automekanikere, karrosserismede og klejnsmede, og der er desuden grundforløb for tømrere, murere og elektrikere. Skolen har også et teknisk gymnasium og et kursus- og efteruddannelsescenter. I 2007 fik vi undervisningsmiljøprisen 2007 for vores arbejde med at styrke elevindflydelsen gennem fokusgrupper.

Strategi og sammenhæng i styringen
På Silkeborg Tekniske Skole er vi mere optaget af at få tingene til at hænge sammen ved hjælp af en rigtig strategi med rigtige mål. Strategien skal være enkel, og den skal omsættes. En strategi er i den forstand ikke så meget noget, vi har, men noget, vi gør. Den skal være en god platform for idérigdom og for at tænke fremtiden. Vi vil have mangfoldighed med retning på. Elementerne i strategien er kort fortalt:

• Vision: Ny skole – fysisk, fagligt og pædagogisk
• Innovation og kreativitet
• Oplevelsespædagogik
• Undervisningsmiljø
• Virksomhedssamarbejde

Vi har valgt at satse på innovation og kreativitet, fordi det er det krav, der møder dansk erhvervsliv og dermed fremtidens medarbejdere. For os er det ikke et emne, som de dygtigste kan møde i slutningen af uddannelsen. Det er en synsvinkel på tingene, som alle elever skal møde fra en start. Vi er godt klar over, at lige om lidt taler alle erhvervsskoler om innovation, men det, der skal kendetegne os, er, at vi gør noget ved det; vi tager vores egen medicin. Den pædagogiske tilgang, der svarer til den innovative og kreative synsvinkel, har vi valgt at kalde oplevelsespædagogik. Det vender jeg tilbage til om lidt.

Pædagogikken, fagligheden og den faglige tilgang kan ikke adskilles fra undervisningsmiljøet. Det er nødvendigt at tænke hele læringssituationen i et og det samme hug. Beskæftiger man sig med pædagogik og didaktik, beskæftiger man sig også nødvendigvis med undervisningsmiljø. Og beskæftiger man sig ikke med undervisningsmiljø, beskæftiger man sig ikke med pædagogik og didaktik på et gyldigt grundlag.

Fokus på virksomhedssamarbejdet er til stadighed en nødvendighed for en institution, hvis uddannelser for de flestes vedkommende er vekseluddannelser. Det skal altid være en ambition at få tingene i virksomhedsdelen og skoledelen til at hænge sammen og til at danne synergi.

At vi vil have sammenhæng betyder også, at overvejelserne over undervisningsmiljøet er en integreret del af overvejelserne omkring innovation, kreativitet og pædagogik. På samme måde tænker vi undervisningsmiljø og medarbejdernes arbejdsmiljø som del af den samme problemstilling. De indsatser, man gør på undervisnings- og arbejdsmiljøområdet, handler om, hvad det er for en kultur, man vil have – og dermed om, hvad det er for en skole, man vil være. Med den nye arbejdsmiljølov som udgangspunkt arbejder vi på at lave en ny arbejdsmiljøorganisation, som vi gerne skulle få til at hænge sammen med en ny og bedre organisation for undervisningsmiljøet.

Undervisningsmiljøet i strategien
Den fulde formulering omkring undervisningsmiljøet i skolens strategi understreger denne sammenhæng:

Målsætning: I perioden 2010 – 2014 vil skolen udbygge sit undervisningsmiljø på bl.a. følgende områder:

• Skolens undervisningsmiljø udvikles bl.a. gennem elev- og medarbejderdrevet innovation
• Skolens arbejdsmiljø udvikles bl.a. gennem medarbejderdrevet innovation
• Oplevelsespædagogikken inddrager skolens rum og omgivelser i undervisningen
• Skolens måltidspolitik har fokus på det sunde og velsmagende måltid som forudsætning for bedre læring
• Idræt inddrages i skolens aktiviteter
• Byens kulturliv inddrages i skolens aktiviteter
• Elevindflydelsen styrkes med det mål, at eleverne oplever skolen som deres skole
• Der arbejdes målrettet med trivsel som et aktiv for skolens læringsprofil, og skolen er at finde i forreste række i bekæmpelse af mobning
• Det har altid været skolens holdning, at undervisningsmiljøet begynder i undervisningen. Det er ikke noget, der ligger uden om undervisningen. Oplevelsespædagogik har lige præcis med det at gøre. Hvornår er det nemlig, at undervisningen lykkes bedst? Helt enkelt når vi har givet eleverne en oplevelse.

Industrisamfundets indskrænkede vidensbegreb
Det er min påstand, at den officielle uddannelsesdebat og ikke mindst uddannelsespolitik fokuserer meget langt forbi disse væsentlige sammenhænge. Miseren består for mig at se i, at det altdominerende tankesæt omkring uddannelse er dybt, dybt forankret i industrisamfundets ensidige – for ikke at sige lettere enfoldige – vidensbegreb. Dette vidensbegreb består i forestillingen om et pensum, der ideelt set kan formidles ensartet og restløst til alle elever. I tråd hermed opstår der en pædagogik, som til tider kaldes tankpasserpædagogik: Der skal fyldes vidensmæssigt brændstof på de tomme tanke. Jo, jeg ved godt, at man også taler om de bløde værdier, om musiske fag og om ”læringsstile”. Men det sker altid som et supplement, en tilføjelse til det, der definerer platformen: begrebet om den færdigpakkede viden. Det er derfor dybest set overspringshandlinger.

Det nødvendige brud
Det eneste, der reelt har rummet kimen til et brud med dette forenklede vidensbegreb, er projektarbejdsformen. Og det har den, fordi den har et forholdsvis stærkt fokus på viden, der bliver til. Viden, der bliver til, stimulerer elevers basale nysgerrighed og evne til at undres – den afsluttede og færdigpakkede viden kan tværtimod lukke for en del elevers nysgerrighed. Dette er ikke sagt for at benægte, at der skal læres noget, for det skal der. Tværtimod. Når vi lærer noget, bliver viden nemlig til for os. Det gælder også for den viden, der allerede er blevet til for andre.

Der er i hvert fald følgende grunde til, at det er nødvendigt at bryde med industrialismens simple vidensbegreb:

• Det er - selv på industrialismens præmisser - en stærkt begrænset vidensopfattelse
• Det er en vidensopfattelse, som lægger op til en naiv og samtidig meget restriktivt normativ formidlingspraksis, hvis kulmination vi i dag er vidne til i form af det målingshysteri, der styrer al uddannelsespolitik
• Det er selve dette kompleks af pensumbaseret vidensopfattelse og tilhørende tankpasserpædagogik, der er den største iboende forhindring i uddannelsessystemet mod innovativ læring
• Det er også dette kompleks, der sætter alt for mange elever af i forhold til uddannelsessystemet

Noget af det allerbedste, man kan gøre for undervisningsmiljøet, er at få gjort op med hele dette kompleks og ikke mindst dets pseudovidenskabelige forankring i læringskognitivismen. Når det ikke er noget, man bare lige gør, hænger det sammen med, at komplekset også har opnået en bastant magtpolitisk forankring med evaluerings-, benchmarking- og lignende styringsredskaber. Jamen, er det da ikke netop det, der sikrer kvaliteten i uddannelsessystemet? Nej, tværtimod. Det er det, der sikrer en fortsat ufokuseret tilgang til egentlig kvalitet og en ligeledes fortsat middelmådighed som uomgængelig målestok. Det er i den forbindelse alt andet end tilfældigt, at det land, der altid scorer højt med hensyn til elevernes læse- og regnefærdigheder – nemlig Finland – samtidig er det europæiske land, der bedst har forstået at holde det teknokratiske evalueringshysteri stangen.

Læring i tre dimensioner
Holder man fast i, at når vi lærer noget, bliver viden altid i en eller anden grad til for os, føres man til en langt mere kompleks og oplevelsesforankret tilgang til læring. For det første kan man starte med at konstatere, at vi i det mindste synes at lære i mindst tre tilegnelsesdimensioner:

• Kropslig tilegnelse
• Sproglig tilegnelse
• Billedlig tilegnelse

Den kropslige tilegnelse er helt basal fra barnsben, så at sige, hvad enten det drejer sig om at lære at gå eller at cykle. Den følger os i virkeligheden igennem hele livet. Tilegnelsen af håndværksmæssige færdigheder er også langt på vej en kropslig læring.

Den sprogbaserede tilegnelse er den altdominerende i undervisningssystemet. På godt og ondt. På godt, fordi sprogliggørelse er en del af aktiv læring. På ondt, fordi det desværre ikke er sprogets performative og dermed kreative egenskaber, der er i centrum for læringen, men derimod den passive og konstaterende brug, som jo er den, der ligger lige for, når det drejer sig om viden som færdigpakket pensum. Den konstaterende brug formidler fakta: ”Sådan er det, og det skal du lære!” Det lader i meget høj grad eleven ude af læringsrummet som andet end en, der indoptager det, der er givet for. Den performative tilgang benægter ikke, at der er noget, der skal læres, men den iscenesætter læringen, så eleven finder sig en plads i læringsrummet.

Den billedlige tilegnelse satses der ikke særligt på, selv om ikke mindst de elektroniske medier viser, hvor stærkt et kort den er. I kombination med den kropslige og den sproglige – især den performativt sproglige – tilegnelse har den en voldsom fascinationskraft ikke blot for de ”bogligt svage” elever, men for langt de fleste elever.

Noget egner sig bedre til den ene dimension frem for den anden, men i de fleste læringsforhold er der tale om en blanding. Det gælder også – og måske endda ikke mindst - i erhvervsuddannelserne. Det er her erfaringen, at undervisningen er mest vellykket, når vi rammer den rigtige vægtning mellem de tre dimensioner, og vi samtidig har taget en nogenlunde præcis pejling på, hvor eleverne er. Det er også erfaringen, at det traditionelle – for ikke at sige ortodokse – pædagogiske system har meget travlt med at klassificere en stor del af vore elever som ”bogligt svage”. Hvad nu hvis hovedparten af dem blot er ”svage” over for den boglighed, der har med ortodoksiens platte pensum- og nu også testfikserede normer at gøre?

Undervisning og undervisningsmiljø i samme bevægelse
Ved at lade undervisningen tage udgangspunkt i, at tilegnelsen foregår i flere dimensioner lader vi samtidig undervisningen begynde i øjenhøjde og med sigte på, at eleverne skal have en oplevelse ved at lære. På en erhvervsskole begynder en del af denne oplevelse i øvrigt allerede i den faglige identitet, der ligger i valget af uddannelse. Den drejer det sig om at beskytte og bruge så langt som muligt i læringen i stedet for at begrave den i alt for mange almenheder i form af pensum, der ikke i læringssituationen vokser sammen med faget. Det er undervisning og undervisningsmiljø i en og samme bevægelse. Det er derfor undervisningsmiljøet begynder i undervisningen. Det er og skal være udgangspunktet for de pædagogiske og strategiske diskussioner på Silkeborg Tekniske Skole.