Trivsel på skoleskemaet

Ifølge den forestående folkeskolereform skal elevernes trivsel øges, og derfor er trivsel nu sat på det politiske skoleskema. Danske skoleelever skal fremover hvert år svare på spørgsmål om deres trivsel og undervisningsmiljø, og dette afføder spørgsmål om, hvorvidt trivsel overhovedet kan måles, hvad resultaterne skal bruges til og ja, hvad trivsel egentlig handler om?

Der har over en længere periode været tendens til at fokusere på mistrivsel og konsekvenserne heraf. Som en selvfølgelighed har der været stor opmærksomhed på mobning og anti-mobbekampagner, hvilket der naturligvis fortsat skal være. Vi skal stadig iværksætte forskellige og veldokumenterede indsatser mod mobning, men samtidig skal vi sætte spot på det, der virker, for det er jo det, vi skal stræbe efter. Et både-og-perspektiv kunne være at foretrække. Derfor er det glædeligt, når man fra politisk hold anerkender vigtigheden af elevernes trivsel i skolen med indførsel af de nationale trivselsmålinger.

Hvad er trivsel?

Begrebet trivsel er i de senere år mest brugt i professionelle sammenhænge uden egentlig entydighed. Trivselsbegrebet har mange facetter og er under påvirkning af mange forskellige forhold som bl.a. hjemmemiljøet, fritidsinteresser og det lokale undervisningsmiljø. Ifølge anbefalingerne fra ekspertgruppen nedsat af Undervisningsministeriet kan trivsel anskues ud fra et tredimensionelt perspektiv; 1) fysisk og psykisk velbefindende 2) faglige og personlige kompetencer, og 3) oplevelse af støtte og inspiration fra omgivelserne. Denne tilgang bekræfter mig i, at der er flere identiske berøringsflader mellem trivsel og undervisningsmiljø, som DCUM definerer ved det fysiske, psykiske og æstetiske undervisningsmiljø. Det er derfor oplagt at koble trivselsmålingen med den lovpligtige undervisningsmiljøvurdering, som skolerne skal udarbejde hvert tredje år.

Er trivsel et mål i sig selv?

Ja, i høj grad, hvis man spørger mig. Det, at børn trives, har en stor værdi i sig selv. Trivsel kan anskues som en ”her og nu”-tilstand mere end at betragte det som et appendiks til andre begreber som f.eks. læring. I folkeskolereformen er der fokus på, at alle elever skal blive så dygtige, som de kan. Jeg ser en klar og betydningsfuld sammenhæng mellem trivsel og læring, men opfatter ikke trivsel som en forudsætning for læring. Der er flere tilfælde, hvor børn i mistrivsel yder fagligt høje præstationer og har en stor evne til at tilegne sig ny viden. Men at trivsel i høj grad øger potentialet for læring, kan jeg kun nikke genkendende til, og det er den indgangsvinkel, vi skal holde fast i.

Kan trivsel måles?

Også her vil jeg svare ja. Vel vidende at der er rigtig mange måder udover spørgeskemaundersøgelser, man som skole kan arbejde med trivsel på. Endvidere det nødvendigt, at være bevidst om, at spørgeskemaundersøgelser har sine begrænsninger og dermed skal bruges med omtanke. Min erfaring er, at det i høj grad handler om, hvordan skolerne anvender resultaterne i deres opfølgende pædagogiske arbejde. Vi har på DCUM god erfaring med Termometeret, som er et elektronisk spørgeskema- og benchmarkingværktøj til skoler og kommuner. Gennem elevernes besvarelser af indikatorer på deres fysiske, psykiske og æstetiske undervisningsmiljø får man som skole et billede af undervisningsmiljøets styrker og udfordringer. Det, spørgeskemaundersøgelser kan, er nemlig at give en pejling på, hvordan det står til med det aktuelle miljø på skolen set ud fra elevernes perspektiv. Resultaterne kan være en øjenåbner for de voksne på skolen og derfor være med til at skabe nysgerrighed på nye vinkler af f.eks. elevernes sociale trivsel, indeklimafaktorer, rengøring og toiletforhold.

Fra tal til handling

Den obligatoriske nationale trivselsmåling kan derfor danne grundlag for faglig refleksion i forhold til skolernes videre trivselsarbejde. Men for at undersøgelserne skal have en reel værdi for eleverne, er det afgørende, at der bliver fulgt op på undersøgelserne, og at eleverne bliver informeret om resultaterne og inddraget i den videre proces. På baggrund af resultaterne skal der iværksættes konkrete tiltag, der både på kort og lang sigt kan være med til at styrke og udvikle undervisningsmiljøet. I denne fase kan det være en god idé at benytte kvalitative metoder, som giver mulighed for at være nysgerrig på resultaterne og dykke ned i elevernes svar. Spørgeskemaresultaterne giver en pejling på, hvordan det står til med undervisningsmiljøet, men det er nødvendigt at komme et spadestik dybere – og dermed minimere risikoen for fejltolkning og misforståelser. Et eksempel kan være, hvis eleverne har svaret negativt på spørgsmålet, om de voksne arbejder med elevernes trivsel. Der kan være flere grunde til en negativ svarfordeling. Det kan være, at eleverne ikke er bevidste om, hvornår der arbejdes med klassens trivsel, at de ikke er inddraget i processen og dermed ikke kender til og føler ejerskab til trivselsarbejdet, men der er også en reel risiko for at skolen ikke arbejder tilstrækkelig gennemsigtigt og systematisk med trivsel. Så det er ikke i sig selv nok med en kortlægning af elevernes trivsel og undervisningsmiljø – det er nysgerrigheden og evnen til at komme bag om tallene i et samarbejde mellem elever, kollegaer og eventuelt ledelsen og få sat gang i nogle trivselsfremmende indsatser, der gør det muligt at skabe holdbare resultater i praksis.

Børnenes stemme

Vi ved, at det er betydningsfuldt for både børn og voksne at blive hørt. Og af frygt for at blive misforstået vil jeg understrege, at det at blive hørt ikke er det samme som det at få ret. Oplevelsen af medbestemmelse, at være inddraget og have indflydelse på den hverdag og det undervisningsmiljø, man som elev færdes i hver dag, har stor betydning for deres trivsel og demokratiske forståelse. Gennem anonyme spørgeskemaer er der stor sandsynlighed for, at eleverne svarer ærligt på spørgsmål om bl.a. elev-lærer-relationen, ensomhed, kammeratskab og mobning. Spørgsmål, der for nogle elever kan være svære at tale om i klassen og med venner og forældre. Anonyme undersøgelser som trivselsmålinger kan være afsæt for at sparke gang i en god fælles dialog omkring forskellige dele af undervisningsmiljøet, der har særlig betydning for den enkelte klasse.

Skab muligheder!

”Det gør vi jo allerede” hører vi fra mange lærere – altså arbejder med trivsel. Der er ingen tvivl om, at rigtig mange skoler allerede prioriterer og arbejder med elevernes trivsel som en naturlig del af deres undervisningsmiljø. Men der er også rigtig mange steder, hvor det kan blive bedre. De obligatoriske trivselsmålinger understøtter skolernes trivselsarbejde og kan være en hjælp til at skabe systematik ved f.eks. at give mulighed for at følge egen-udvikling over tid. Så jeg tror på, at vejen frem er at vende energien mod de muligheder, der opstår med de kommende obligatoriske trivselsmålinger. Når vi ikke tænker i nye ranglister, men i stedet benytter lejligheden til at tænke målingerne ind i den pædagogiske praksis, er jeg sikker på, at trivselsmålingerne får en positiv betydning for eleverne på den lange bane. Ét mål for trivsel kan være afsæt for meget mere trivsel for rigtig mange børn.