Spring til indhold

Toiletforhold: Elever tager fælles ansvar for en renere skole

header image
Af Giulia Lorenzen
billede
SM2pigerExt

I Sorø Kommune tager elever ekstra ansvar for et pænt og rent klasseværelse. Det giver mere tid til rengøringspersonalet, der kan nå at give de udskældte skoletoiletter en ekstra rengøring dagligt.    

Skoletoiletterne er ofte under hård beskydning. Det skyldes ikke mindst, at hygiejneforholdene kan være så dårlige, at eleverne slet ikke har lyst til at gå på toilettet i skoletiden. Det kan betyde fysisk ubehag og på længere sigt påvirke elevernes trivsel negativt.

I Sorø Kommune er skolerne dog godt i gang med at komme hygiejneproblemet til livs. Løsningen er iværksat uden dyre renoveringer, men med elevernes egen hjælp. Eleverne deltager nemlig i såkaldte miljøteams - en udvidet dukseordning, hvor klasserne blandt andet får stillet professionelt rengøringsgrej til rådighed. I hold af fem sørger eleverne dagligt for at gøre klasseværelset klar til rengøringsassistenten. Der er tale om en let rengøring, hvor eleverne bruger fem minutter ekstra på den sædvanelige duksetjans. De fejer grundigt, sætter stole op, tørrer borde og karme af, tager skraldet ud og gør tavlen ren.

Ordningen er derfor blot en mindre ændring i elevernes daglige rutiner, men har betydet overskydende tid til rengøringspersonalet, så der er mulighed for rengøre toiletterne en ekstra gang hver dag. 

Ansvar og relationer er afgørende

Med indførelsen af miljøteams er eleverne blevet inddraget i en vigtig opgave – nemlig at passe på omgivelserne i skolen. Det har givet større ansvarsfølelse, der har gjort de ellers lidt sure oprydningspligter betydningsfulde. Samtidig har skolerne sørget for, at eleverne får hilst på rengøringspersonalet. Det har ifølge projektleder i  Sorø Kommune været altafgørende for miljøteamets succes.

SMskrivehæfte.jpg
Giulia Lorenzen
Leder, Sorø Kommunes rengøringsenhed

"Rengøringspersonalet bliver i højere grad en samarbejdspartner for eleverne, som de kender og hilser på. Før kunne de godt være en anonym funktion, men nu har eleverne ansigt på dem, der gør rent hver dag. Det giver en højere grad af forståelse og et bedre samarbejde."

 

Fakta om miljøteams i Sorø

  • Projektet drives af Sorø Kommune
  • Miljøteamet består af fem elever, der for en måned ad gangen har ansvaret for et pænt klasselokale
  • Miljøtemaet bruger ca. fem minutter dagligt på den lette rengøring
  • Alle klasselokaler er udstyret med en såkaldt ”miljøvæg”, hvor eleverne finder professionelle rengøringsremedier som swiffere og håndswiffer.

Undervisningsmateriale: Gode toiletforhold -en gang for alle!

læs mere