Sundhedspersonalets rolle i arbejdet mod skolemobning

Mobning er et socialt fænomen, som alle i og omkring skolen har et ansvar for at forebygge og bekæmpe.

Mobning giver dårlig trivsel og har en negativ indflydelse på helbredet – både på kort og længere sigt. Derfor er forebyggelse af mobning et centralt fokuspunkt i arbejdet med sundhedsfremme på skolerne. Denne artikel giver faktuel viden om mobningens udbredelse, årsager og konsekvenser samt konkrete handleanvisninger for skolernes sundhedspersonale i forebyggelsen og håndteringen af mobning.

1. Hvad er mobning?

• Mobning er et socialt fænomen, hvor der sker en fordrejning af de sociale normer og relationer i negativ og ekskluderende retning.
• Mobning indebærer en ubalance i magtforholdet mellem den/de der mobber, og den, der bliver mobbet, så den der bliver mobbet mister status.
• Mobning kan udføres af én person eller af en gruppe.
• Mobning kan have verbal, social, fysisk, materiel, elektronisk og virtuel karakter og kan foregå både direkte og indirekte.
• Gruppefænomen

Børn har forskellige grænser for, hvornår de kan føle sig krænket og forfulgt. Det er vigtigt at være opmærksom på denne spændvidde uden hverken at overdramatisere eller bagatellisere. Selv om der eksisterer definitioner på mobning, skal de aldrig bremse for, at man som voksen anerkender et barns oplevelse og følelser.

2. Hvor udbredt er mobning?
   Skolebørnsundersøgelsen 2002 viste en udvikling til det positive på mobningsområdet fra 1998 til 2002. I 1998 blev hver fjerde elev mobbet, mens det i 2002 var 15%.

Bliver mobbet

1998  
Nogle gange/Mindst et par gange om måneden: 17%
En eller flere gange om ugen: 8%

2002
Nogle gange/Mindst et par gange om måneden: 11%
En eller flere gange om ugen: 4%

Kilde: Skolebørnsundersøgelsen 1998 og 2002

Dog var der ikke sket en reducering af mobning for de mest udsatte elever, der blev mobbet en eller flere gange om ugen – her var tallet konstant på 7 – 8%. Indsatsen mod mobning i skolerne skal derfor fremover også koncentrere sig om at dæmme op for den meget alvorlige mobning.

Nyere danske undersøgelser understøtter Skolebørnsundersøgelsens resultater. Undersøgelsen Mobning 2004 – En undersøgelse i 7. klasse viste, at 10,4% af eleverne bliver mobbet. Heraf bliver 5,3% mobbet ugentligt eller dagligt.

De seneste tal bekræfter mobningens omfang: 8,7% bliver mobbet, hvoraf 5,5% bliver mobbet ugentligt eller dagligt. Faldet i det samlede procenttal mobbede til 8,7% kan skyldes statistisk usikkerhed eller det forhold, at undersøgelsen fra 2006 blev foretaget blandt elever fra 9. klasse (Mobning og konflikt 2006 – en undersøgelse i 9. klasse.

3. Hvem er involveret i mobning?
   I princippet kan alle børn blive involveret i mobning. Det er en myte, at det er de ydre kendetegn, der er selve årsagen. At Signe bliver mobbet med sit røde hår er det synlige resultat af noget dybereliggende – et gruppefænomen båret af socialpsykologiske mekanismer manifesteret som social smitte eleverne imellem, hvor nogle tager andres sympatier og antipatier (Tidlige spor, 2002).

3.1. Kønsforskelle
Drenge og piger bliver mobbet lige meget. Der er altså ingen nævneværdig forskel på, hvem mobningen går ud over set i forhold til køn. Men der er derimod kønsforskel, når det gælder dem, der mobber. Her er drenge overrepræsenteret i forhold til piger (Mobning 2004 – En undersøgelse i 7. klasse, Skolebørnsundersøgelsen 2002). 

Der er også forskel i måden, drenge og piger mobber på. Der er en tendens til, at drenge mobber mere fysisk og direkte (f.eks. ved at slå, ødelægge ejendele, bruge øgenavne og andre verbale trusler), mens piger mobber mere indirekte ved f.eks. udelukke fra fællesskabet, sprede rygter, bagtale eller simpelthen ignorere (Mobning og konflikt 2006 – en undersøgelse i 9. klasse).  

3.2. Både-og gruppen
Flere undersøgelser har vist, at der i Danmark findes en forholdsvis stor gruppe børn, som både mobber andre og selv bliver mobbet. Det er den såkaldte både-og gruppe. Jo mere man bliver mobbet, des større er sandsynligheden for, at man også selv mobber andre.

Blandt de elever, som bliver mobbet hver dag, mobber 30% også andre hver dag (Mobning 2004), mens hele 40% af de elever i 9. klasse, som bliver mobbet også mobber andre (Mobning og konflikt 2006). Undersøgelser har ikke indtil nu kunnet forklare denne sammenhæng til bunds, hvilket vil kræve uddybende, kvalitative undersøgelser. Det er ikke desto mindre vigtigt at holde sig denne dobbeltrolle for øje. Rollerne som den, der mobber, og den, der bliver mobbet, er ikke nødvendigvis skarpt adskilte og tilhører ikke nødvendigvis børn med forskellige personlighedstyper eller entydige sociale positioner.

4. Mobningens væsen
   Mobning kan ikke forklares med simple kausale sammenhænge. Det er en kompleks social problematik, som må anskues kontekstuelt for at undgå simplificering og individualisering. Det betyder, at der er flere forskellige faktorer, der har indflydelse på, om mobning får gode vækstbetingelser. Overordnet set er følgende faktorer centrale i at hæmme eller fremme risikoen for mobning blandt elever:

• Skolens fysiske og æstetiske rammer
• Skolekulturen
• Lærerens rolle
• Opvækst og opdragelse
• Gruppedynamik og sociale normer

4.1. Skolens fysiske og æstetiske rammer
Dårlig vedligeholdelse på skolen sender et signal om ligegyldighed til eleverne: her er det i orden ikke at behandle sine omgivelser ordentligt. Hvis der ikke drages omsorg for skolens fysiske og æstetiske miljø, kan man heller ikke forvente, at eleverne som noget naturligt drager omsorg for hinanden.

En undersøgelse viste allerede i 1970’erne, at der var mere mobning på skoler med store, asfalterede skolegårde end på skoler med spændende og varierede udearealer (Svendsen 1979).  Samtidig ved vi, at de, der mobber, keder sig mere end gennemsnittet i skolen. Det kunne altså tyde på, at varierede og spændende omgivelser og undervisning understøtter positiv relationsdannelse mellem eleverne.

4.2. Skolekulturen
Der er stor forskel fra skole til skole i udbredelsen af mobning, hvilket viser at:

• Nogle skoler er bedre til at tackle problemet end andre
• Skolespecifikke kendetegn har betydning for, hvor udbredt mobning er

Mobning trives bedst i miljøer, hvor man ikke har taget aktivt stilling, ikke har sendt tydelige signaler, ikke har klare retningslinjer for indgriben og ikke har en fælles holdning til mobning.

På skole- og klasseniveau ligger der således en stor udfordring i at udvikle en skolekultur, hvor mobning ikke kan få fodfæste. Det er afgørende, at der er en fælles forståelse af, hvad mobning er, og hvad man på skolen vil gøre for at forebygge den. Som en del af en antimobbestrategi er det også afgørende at have en beredskabsplan, så alle – ledelse, lærere, pædagoger, elever og forældre – ved, hvad der skal gøres, når mobning forekommer.

4.3. Lærerens rolle
Læreren har en central rolle for udviklingen af de fælles sociale normer i klassen og derigennem en indirekte indflydelse på mobningen i klassen. Helt konkret kan læreren modvirke mobning i en klasse ved at:

• Vise omsorg og have en god kontakt med den enkelte elev
• Give gode tilbagemeldinger på positive væremåder
• Have et velfungerende samarbejde med forældrene
• Turde være åben over for problemer og konflikter
  (Roland og Galloway 2002)

I klasser hvor læreren jævnligt tager initiativ til en åben dialog med eleverne om, hvordan man bør opføre sig over for hinanden i klassen, er mobning mindre udbredt end i klasser, hvor denne løbende dialog ikke er en del af hverdagen.

Det er altså af stor betydning for forebyggelsen af mobning, at læreren tager et overordnet ansvar for i samarbejde med eleverne at udvikle klassens sociale normer i retning af medansvar, empati, tolerance og rummelighed. 

4.4. Opvækst og opdragelse
Det er i sagens natur ikke kun i skolen, at voksne rollemodeller kan påvirke børns adfærd og trivsel. I hjemmet har forældrene en vigtig indflydelse på deres børn, primært i kraft af deres adfærd og ikke så meget i kraft af, hvad de siger. Hvis forældrene f.eks. taler dårligt om andre i børnenes påhør, mobber børnene mere end andre børn (Mobning 2004 – En undersøgelse af mobning i 7. klasse). Forældre er modeller for børns læring gennem observation – både bevidst og ikke-bevidst.

Selve den opdragelse, som barnet får, har stor indflydelse på, hvordan barnet agerer i sociale sammenhænge, og hvordan barnet relaterer til jævnaldrende. F.eks. kan autoritære eller eftergivende opdragelsesformer fremme risikoen for, at barnet får en aggressiv adfærd eller en anti-social adfærd styret af egne behov (Bandura 1973 i Engler 1999, Olweus 2000).

Disse børn risikerer ikke kun at komme til at mobbe andre. De risikerer også selv at blive mobbet, fordi de har svært ved at indrette sig efter de sociale normer i klassen.

4.5. Gruppedynamik og sociale normer
Mobning opstår som oftest i en vekselvirkning mellem individuelle faktorer og sociale forhold i gruppen (for en uddybning af de individuelle faktorer se Olweus, 2000). I denne vekselvirkning bliver gruppens normer afgørende for, hvordan det sociale liv fungerer, og hvem der marginaliseres. Hvis der ikke gribes ind, kan klassen frit organisere sig med bestemte roller alt efter popularitet og magt, og der er dermed også risiko for, at uhensigtsmæssige normer bider sig fast i klassemiljøet, og at mobning bliver legitimt (for uddybning af legitimering af mobning se Hägglund, 2004).
    
Drivkraften for disse sociale mekanismer skal findes i gruppedynamikken. En sammensætning af forskellige børn i en gruppe muliggør forskellige roller og positioner. Samspillet mellem dem medfører gruppenormer, som både kan være positive/rummelige og negative/ekskluderende. Kommer negative gruppenormer til at dominere, er mobning en reel risiko.  

Social smitte er en vigtig gruppedynamisk mekanisme i mobning, som indebærer:

• At en eller flere personers handlinger og holdninger præger resten af gruppens
• At man gennem gruppeidentiteten legitimerer, at man ikke har et personligt ansvar
• At man legitimerer mobningen ved at flytte ansvaret over på den, der bliver mobbet: ”Det er hans egen skyld

Disse socialpsykologiske mekanismer bidrager til, at den, der deltager i mobningen, kan reducere den uoverensstemmelse, der ofte vil være mellem holdning (det er forkert at mobbe andre) og handling (jeg mobber en klassekammerat).

Når mobning i så høj grad er et socialt fænomen, er det aldrig nok at arbejde med relationen mellem den, der mobber, og den, der bliver mobbet. Det er ligeså vigtigt at have øje for de andre roller i og omkring mobningen: medløberne, de passive tilskuere m.fl. Hos de passive tilskuere ligger der et vigtigt men ofte overset potentiale: De er med til at legitimere mobningen i det sociale rum, men omvendt kan de også modarbejde mobning ved at sige aktivt fra og på den måde være med til at ændre normerne for acceptabel adfærd i gruppen. Vi ved, at ca. halvdelen af eleverne på 7. klassetrin har grebet ind over for mobning af en klassekammerat (Mobning 2004 – en undersøgelse i 7. klasse). I en indsats mod mobning må et vigtigt fokus derfor også være at udnytte dette potentiale. 

5. Mobningens konsekvenser
   Børn og unge, der bliver mobbet, vil ofte opleve et forhøjet stressniveau på grund af deres situation. Mange vil også opleve angst og søvnbesvær samt få psykosomatiske symptomer som for eksempel mavepine og hovedpine. De trives altså meget dårligt og har derfor også svært ved at koncentrere sig i skolen og udvikle sig fagligt. De mere personlighedstruende konsekvenser er ødelagt selvtillid og selvværd, som kan risikere at føre til depression på længere sigt.

Undersøgelsen Mobning og udvikling af kriminel adfærd – et kendetegn ved skolen? har vist, at elever, der er involveret i mobning (både de, der mobber og de, der bliver mobbet) har en forhøjet risiko for at udvikle kriminelle adfærdsmønstre. Sammenhængen er størst for dem, der mobber. Denne gruppe risikerer – udover at udvikle risikoadfærd – også at udvikle dårlig sundhedsadfærd (Due, Holstein, Jørgensen, 1999). Som det var tilfældet for dem, der bliver mobbet, har også dem, der mobber en dårligere psykisk trivsel end gennemsnittet. At gribe ind over for mobning er derfor at hjælpe både de, der bliver mobbet, og de, der mobber, til et bedre liv.

6. Handlemuligheder for sundhedspersonale
   En effektiv indsats mod mobning er flersidig og indeholder en forebyggende, langsigtet strategi og en indgribende, her-og-nu strategi mod mobning på skolen. Det kræver samarbejde på tværs af faggrupper på skolen og inddragelse af elevernes perspektiver.

Sundhedspersonalet kan spille en væsentlig rolle i disse forebyggende og indgribende tiltag. Med et overordnet fokus på sundhedsfremme og et godt psykisk undervisningsmiljø kan kommunallæge og sundhedsplejerske være konstruktive medspillere i at modvirke mobning: for den enkelte, for klassen, i en tværfaglig koordinering, i forældresamarbejdet og som ad hoc sparringspartnere for lærere og pædagoger.

I det følgende præsenteres forskellige handlemuligheder for sundhedspersonalet til at forebygge og modvirke mobning. Den overordnede tilgang er baseret på, at mobning er individuelt oplevet, men altid foregår i en social kontekst med flere personer involveret (jf. definitionen af mobning). En indsats mod mobning skal derfor koble det individuelle med de sociale relationer og den sociale kontekst.

For samtlige indsatser og handlemuligheder drejer det sig om at skabe kulturændring gennem empowerment, dvs. styrke voksnes og børns handlekompetencer, evne til at se muligheder og gøre noget aktivt ved situationen. Handleanvisningerne er blevet til på baggrund af interview med psykolog Bente Lynge og sundhedsplejerske Berit Hertz, der hver især har erfaring med at arbejde med skolebørn.

7. En forebyggende indsats
   Forebyggelse af mobning handler overordnet om at skabe en rummelig skolekultur og et sundt undervisningsmiljø på skolen med særligt fokus på det psykiske undervisningsmiljø, primært hvordan eleverne trives socialt i hverdagen.

7.1. Skoleniveau
En forebyggende indsats kan bestå i at arbejde med skolekulturen gennem:

• Fælles debat om hvad et sundt undervisningsmiljø er, og hvad mobning er
• Fælles holdninger til at møde konflikter åbent og løse konflikter konstruktivt
• Fælles holdninger til at fokusere på elevernes ressourcer frem for mangler
• Udarbejdelse af en antimobbestrategi som en beredskabsplan, der klart angiver, hvordan der skal gribes ind overfor mobning, hvem der er ansvarlige, og hvem man kan trække på i personalegruppen, herunder sundhedspersonalet

Tværfaglig koordinering
Forebyggelse af mobning fremmes gennem et tværfagligt samarbejde på skolen med deltagelse af sundhedsplejerske, kommunallæge, psykolog, lærere, speciallærere, pædagoger, ledelse og elevrepræsentanter. I et sådant forum er det nærliggende at drøfte undervisningsmiljø og sundhedsfremme i temaer som trivsel, samarbejde, konfliktløsning, mobning, antimobbestrategi i både et forebyggende og indgribende perspektiv:

”I det tværfaglige team er det vigtigt at have fokus på, hvordan vi kan arbejde forebyggende og indgribende med mobning – og hvordan vi kan bruge hinanden. Det er også vigtigt at finde fælles holdninger, eksempelvis at man ikke bare giver op og siger, at” det nytter ikke noget, for de børn er alligevel bare sådan, og det kan der ikke ændres på”. For det nytter at gøre noget, og de børn er ikke bare sådan!” (Berit Hertz, Interview 2004)

7.2. Klasseniveau
På klasseniveau kan en forebyggende indsats fokusere på:

• Hvilken klasse vil vi gerne være, hvordan skal det være at komme i klassen hver dag?
• Hvilke spilleregler har vi for samvær og omgangstone?
• Hvordan sikrer vi, at alle er en del af et fællesskab?
• Hvordan kan vi bedst hjælpe hinanden – drage omsorg for hinanden?
• Hvordan siger vi til og fra, og hvordan modtager vi et afslag?
• Hvordan løser vi konflikter konstruktivt?
• Hvordan har vi fokus på hinandens ressourcer frem for svagheder?
• Hvilke gensidige forventninger er der mellem elever og lærere?
• Hvad gør vi, hvis nogen mobber?

Klassemiljøet
I en forebyggende indsats i klasserne kan sundhedspersonalet i samarbejde med lærerteamet og forældrene sætte fokus på klassens trivsel og kultur. Det kan ske gennem særlige undersøgelser af undervisningsmiljøet, af den sociale trivsel og forekomsten af mobning (Jf. f.eks. DCUM’s materiale Ha’ det godt i skolen, som har et udforskende perspektiv med eleverne som centrale og aktive deltagere eller DCUM’s elektroniske kortlægningsværktøj Termometeret).

Forebyggende kan sundhedsplejersken i samarbejde med læreren arrangere temamøder for forældre, ligesom der gennem forskellige sundhedspædagogiske aktiviteter og tematiske undervisningsforløb i klassen kan sættes fokus på konflikthåndtering, betydningen af fællesskab, positive/negative hierarkier, trivsel, tryghed, sprog og omgangstone, samarbejdskultur og forskellighed:
 
”Som voksne skelner vi mellem kolleger og venner. Et godt kollegialt samarbejde fordrer ikke venskaber men kan føre til det. På samme måde er det en fordel i skolen at skelne mellem venner og kammerater. Venner vælger man selv. Kammerater bliver man sat sammen med. Og for at alle skal kunne trives, har man nogle fælles spilleregler for, hvordan man skal opføre sig over for hinanden. F.eks. at alle skal have nogen at snakke med, arbejde sammen med, gå med og lege med.” (Bente Lynge, Interview 2004).

I en forebyggende indsats kan sundhedspersonalet indgå i en proces, hvor klassen udarbejder spilleregler for det sociale liv i klassen, en handleplan mod mobning eller en plan for, hvordan klassen skaber en mere rummelig og tolerant klassekultur ved bl.a. at fokusere på hinandens ressourcer i stedet for på manglerne.

En metode, der kan ændre vilkårene for en negativ kommunikation og identificering, er Appreciative Inquiry. Metoden tager udgangspunkt i en anerkendende og værdsættende vinkel og skaber derved mulighed for at sætte fokus på det, der virker, og det, man ønsker sig mere af. Hensigten er at få øje på egne og andres ressourcer og at styrke den positive gruppedynamik ved at være konkrete og arbejde med det, man gerne vil opnå. 

Metoden kan bruges i individuelle samtaler til at ændre uhensigtsmæssige konfliktmønstre og negative billeder af sig selv og hinanden. Metoden kan også bruges i grupper med sundhedspersonalet i en konsulentrolle til at styre samtalen, der foregår efter faste retningslinjer (for uddybning se Hertz, 2004). Sundhedspersonalet kan i denne proces med fordel arbejde tæt sammen med læreren, som på sigt skal overtage styringen for at sikre forankringen i klassekulturen.

Metoden kan anvendes eksplicit på klassefællesskabet og på andre emner, der er vigtige for elevernes trivsel – eksempelvis til at være udforskende på undervisningsmiljøet.

8. En indgribende indsats
   Børn og unge, der er udsat for mobning, udvikler symptomer på dårlig psykosocial trivsel:

• Psykosomatiske symptomer som hovedpine, mavepine, søvnbesvær, træthed
• Fravær fra skolen
• Fysiske mærker på kroppen
• Aggressiv/destruktiv adfærd over for andre eller sig selv
• Tilbagetrukket, indesluttet opførsel
• Tristhed
• Ensomhed og social isolation
• Manglende koncentrationsevne
• Nervøs adfærd
• Usikkerhed, lavt selvværd og negativt selvbillede
• Angst

Disse symptomer kan skyldes mange andre problemer end mobning, men forekommer de, skal de mulige årsager undersøges. Hvis man gennem en åben og lyttende samtale finder ud af, at der forekommer mobning, vil der være behov for efterfølgende samtaler og aktivering af et beredskab til at standse mobningen.

Sundhedsplejersker og kommunallæger er i jævnlig kontakt med de fleste børn og unge i skolen og har derfor en naturlig plads i samtaler med børn og unge, der bliver mobbet og i den efterfølgende tværfaglige indsats. Sundhedssamtalerne er et nøgleredskab til at drøfte den enkelte elevs sociale trivsel samt rolle og position i klassen. Her kan det være af væsentlig betydning, at sundhedsplejersken og kommunallægen ikke er en del af hverdagen i klassen, hvilket kan give mulighed for større åbenhed uden samtidig frygt for tab af prestige.

8.1. Den opmærksomme samtale
Mobning opleves som en svær og fastlåst situation, som det er vigtigt, barnet får mulighed for at tale om for at komme videre. Det gælder både den, der bliver mobbet, den/de, der mobber, og de passive tilskuere:

”De voksne skal være meget tydelige og markante i forhold til, at mobning ikke er acceptabelt. Der skal handles, og det er vigtigt at inddrage2 lærere, elever og forældre. Samtidig er det vigtigt at tænke empowerment for hele gruppen – ikke kun for dem, der bliver mobbet, men også for dem, der mobber og dem, der passivt ser til. Hele situationen skal konkret undersøges og analyseres, inden man kan kigge fremad og tale om, hvordan man så ændrer situationen. Som voksen gælder det om ikke at fordømme men om at være nysgerrig, åben og undrende for at få børnene til at fortælle om deres oplevelser. For mobning er i sig selv en abstraktion, der dækker over konkrete handlinger og oplevelser, og det er dem, vi skal have fat i for at kunne skabe ændringer.” (Bente Lynge, Interview 2004).

Samtale med den, der bliver mobbet
Der er mange negative følelser forbundet med at blive mobbet, eksempelvis skyld, skam, et negativt selvbillede og manglende tillid til omgivelserne. Uanset hvor længe mobningen har fundet sted, er det forbundet med en smerte, som samtalen kan løsne op for. Samtalen med det barn, der bliver mobbet, drejer sig derfor om:

• At barnet frit kan fortælle om noget, der har betydning, som måske længe har generet barnet, og som barnet føler sig alene med uden at kunne gøre noget ved. At dele sin historie med en anden, der lytter og ikke fordømmer, kan være en stor lettelse i sig selv
• At give empati ved at signalere indlevelse og forståelse, der gør, at den, der bliver mobbet, ikke føler sig skyldig, forkert, skamfuld og udstillet
• At forstå og møde barnet på de behov og følelser, som barnet udtrykker
• At få vendt negativ afmagtstænkning til konstruktiv ressourcetænkning, hvor barnet bliver styrket i sin evne til at håndtere lignende situationer.

”Samtalen og rådgivningen handler om at styrke barnets opmærksomhed, robusthed og evne til at håndtere konflikter og stresssituationer. Barnet skal blive klogere på, hvad der sker i situationen og øge evnen til ”coping” – at mestre belastede situationer og finde styrke til at kunne hente social støtte ved at koble op på det sociale netværk igen.” (Bente Lynge, Interview 2004).

Konkret og fremadrettet skal den, der bliver mobbet have hjælp til at kortlægge handlemuligheder og se på egne ressourcer. Det er med til at skabe klarhed og fjerne noget af den usikkerhed og angst, der er forbundet med et negativt selvbillede og en følelse af afmagt:

”Man kan fastholde barnet i en negativ situation ved kun at tale om problemerne. På den måde fastholdes barnet i problemstillingen, i en konflikthistorie og en offerrolle. Barnet ved ikke, hvordan man kommer ud af konflikthistorien, det skal vi sammen reflektere over. Den voksne skal hjælpe barnet til at skabe en ny historie om sig selv og se andre handlemuligheder, eksempelvis hvad der kan gøres mere eller mindre af. Barnet er dog ikke parat til at se fremad og putte en positiv vinkel på, inden barnet føler sig set, hørt og forstået. Det er en svær balancekunst.” (Berit Hertz, Interview 2004).

Den, der bliver mobbet, skal også have hjælp til at skabe overblik over venner, roller og positioner i klassen, familie og andre tilknyttede: Hvem kan barnet gå til i hvilke situationer, hvad vil barnet gerne opnå, hvad skal der til for, at barnet får det bedre, hvad kan barnet selv gøre, og hvad kræver involvering af andre for at komme mobningen til livs og skabe grobund for et konstruktivt samvær og en bæredygtig selvidentifikation?

Samtale med den/de, der mobber
Udgangspunktet for samtalen er, at mobning er en adfærd, som ikke kan accepteres. Dette skal den voksne klart melde ud. Først derefter kan blikket rettes konstruktivt fremad:

”Samtalepartnerens opgave er at få historien udfoldet, at være konkret analyserende og ikke fordømmende. Skæld ud accelererer oplevelsen af stress. Det gælder om at komme ned i tempo, skabe kontakt og nærvær i samtalen for at fremme refleksion og læring. Den voksne samtalepartner skal både være åben, nysgerrig og udforskende i forhold til barnets oplevelser og være tydelig i sin beskrivelse af, hvad der er tilladt, og hvad der ikke er tilladt.” (Bente Lynge, Interview 2004).

Det er adfærden hos den, der mobber, der skal ændres, og det skal der hjælp og opbakning til i omgivelserne og hos samtalepartneren. For den, der mobber, handler samtalen om:

• At fortælle konkret om mobningssituationerne for at kunne analysere, hvad der sker, hvornår det sker, samt hvilke reaktioner og følelser, det vækker
• At blive klogere på hvad der fungerer godt ved at udfolde historier, hvor barnet reagerer på acceptable, sociale måder
• At sætte fokus på egne ressourcer og nye strategier for at kunne handle hensigtsmæssigt i de sociale relationer
• At kortlægge sociale normer, positioner og klassens gruppedynamik med fokus på social medansvarlighed og betydningen af at være en del af et fællesskab.

Fællestræk: Fra fastlåste roller til nye handlemuligheder
Der kan være nogle fællestræk i vilkår og indsats for den, der bliver mobbet, og den/de, der mobber. For det første kan der være tale om den tidligere omtalte dobbeltrolle, hvor man både mobber andre og selv bliver mobbet – både-og gruppen. For det andet kan der være tale om, at både den, der bliver mobbet, og den/de, der mobber, er havnet i nogle fastlåste adfærdsmønstre og måder at opfatte sig selv og andre på.

Derfor skal der i samtalen for begge parter sættes fokus på at udfordre de negative tanker og tolkninger om egen situation, og hvordan man opfatter verden og andre ved at spørge ind til situationer, hvor man lykkes: ”At finde de gode historier i den svære historie og forstørre og konkretisere de gode historier”. (Berit Hertz, Interview 2004). Barnet skal oparbejde en ny og positiv fortælling om sig selv, der giver mulighed for at komme ud af en fastlåst situation.

Samtalen skal også have fokus på fremtiden ved at få barnet til at sætte ord på behov og ønsker og samtidig bede barnet om at konkretisere, hvilke handlinger og aktiviteter, barnet skal gå fra samtalen og øve sig på for at få opfyldt nogle af behovene og ønskerne.

I samtalen er det vigtigt at melde klart ud, at mobning er uacceptabelt dog uden at gøre nogen af parterne til syndebukke i fastlåste roller, hvor person og adfærd blandes sammen i en stigmatisering som henholdsvis offer og mobber.

Samtale med de passive tilskuere
Som tidligere nævnt er de passive tilskuere en væsentlig gruppe at få aktiveret i en effektiv indsats mod mobning. Når der forekommer mobning, er det derfor også vigtigt at tage en samtale med denne gruppe. Det kan foregå individuelt eller i grupper.

De passive tilskuere er indirekte med til at legitimere mobning ved ikke at fortælle voksne om deres viden eller ved ikke selv at gribe ind og sige fra. Tilskuerne kan have brug for at fortælle en samtalepartner om sin viden, der ofte kan være forbundet med ubehag, usikkerhed og nogle gange angst for at ”sladre” og selv blive mobbet. Samtalen med tilskuerne har derfor flere formål:

• At bidrage til at kortlægge den konkrete mobning
• At fortælle sin historie til nogen, man er i et fortroligt rum med
• At tale fremadrettet om social medansvarlighed og hvad man som tilskuere kan gøre, så man ikke længere er passiv
• At hjælpe med at finde den enkeltes ressourcer til at handle mere aktivt, forebyggende og indgribende, så det gøres til noget legitimt og velanset blandt eleverne at gribe ind.

Samtale med hele klassen
Mobning er et socialt fænomen, der sætter sit præg på hele klassens identitet, og derfor kan det være nødvendigt at lave en generel opfølgning i klassen. Her kan sundhedsplejersken arbejde fremadrettet med klassens ressourcer og positive handlepotentialer på en anerkendende og inddragende måde, så der skabes større variation i roller og opfattelser af hinanden. De positive ændringer i de sociale relationer igangsættes ved, at eleverne sammen gennemgår den anerkendende proces struktureret i interview, anerkendelsesrunde, mulighedsrunde og drømme- og ønskerunde (Hertz 2004). På denne måde udstilles ingen enkeltpersoner som problemet, og eleverne skaber sammen en ny historie og fortælling om sig selv som klasse.

8.2. Samtaleteknik
I en opmærksom samtale er den voksnes rolle at støtte de implicerede i at sætte ord på et svært emne ved at være nærværende, opmuntrende, lyttende og anerkende oplevelserne. Den voksne samtalepartner kan benytte sig af forskellige teknikker:

Aktiv lytning
Aktiv lytning er en teknik, der indebærer at gentage nøgleord fra fortællingen, opsummere og sætte ord på følelser. Aktiv lytning har den funktion, at barnet føler sig forstået, hører sin egen historie gentaget og spejlet af en anden person, sådan barnet får en indsigt i, hvad det oplever, og hvordan tingene hænger sammen. Aktiv lytning bidrager til at skabe klarhed over barnets situation samtidig med, at teknikken helt basalt opfylder et behov hos det barn, som har det svært: At føle sig mødt og taget alvorligt – at blive mødt med empati.

Situationsanalyse
En konkret analyse af barnets situation er nødvendig for at skabe klarhed og hjælpe barnet til at skelne mellem fakta og oplevelse:

”Man kan hjælpe barnet til at få klarhed over konkrete hændelsesforløb ved at fastholde barnets fortælling gennem tegninger, stikord og citater. Således lærer barnet at skelne mellem det faktuelle: ”hvem, hvornår, hvor, hvordan”, handlinger: ”Jeg gik over til muren og stod for mig selv”, tanker: ”Der er ikke nogen, der vil lege med mig”, følelser: ”Jeg blev ked af det” og kroppens reaktioner: ”Jeg kom til at fryse”.” (Bente Lynge, Interview 2004).  

Skalaspørgsmål 
Teknikken bruges til at vurdere egne mestringsevner f.eks. på en skala fra 1 – 10. Barnet placerer sin oplevelse af en konkret situation et sted på skalaen:
””På en skala fra 1 – 10 hvordan synes du, at du klarede at tale med dine forældre for et halvt år siden? Og nu? Hvor vil du gerne ende”? Ved at stille spørgsmålene på den måde tydeliggøres udviklingen og det, barnet gerne vil opnå.” (Berit Hertz, Interview 2004).

Cirkulære spørgsmål
Spørgsmålene stilles på en måde, så barnet forholder sig til andres syn på sagen. Teknikken hjælper barnet til at få øje på egne ressourcer og udvikling:
”Hvad ville din mor sige, at du har klaret allerbedst? Hvordan tror du, at din lærer vil sige, at du har udviklet dig? Hvad tror du, at dine klassekammerater vil sige, du er god til?” (Berit Hertz, Interview 2004).

Perspektivering 
Denne teknik hører til i den konstruerende fase af samtalen, hvor barnet er parat til at kigge fremad:

”Når barnet har fortalt om de vanskelige situationer, handler det om at finde nye tolkninger og muligheder. Det gælder om at finde situationer, hvor barnet har oplevet, at det selv eller andre reagerede anderledes og om at hjælpe barnet med at beskrive, hvordan det vil se ud, når problemet er løst: Hvad gør barnet selv, og hvad gør de andre? Ved at udbygge barnets forestilling om en ønsket fremtid fremmes evnen til at skabe den” (Bente Lynge, Interview 2004).

Cirkelsamtale
For at skabe varige og holdbare ændringer i hele klassens måde at fungere på er cirkelsamtaler et vigtigt redskab. Her kan man gennem forskellige samtalerunder sætte fokus på problemstillinger og få vendt dem til noget konstruktivt ved at bruge teknikker, der knytter an til Appreciative Inquiry (Jf. Hertz, 2004). Princippet for cirkelsamtalen er, at alle taler direkte til hinanden i stedet for om hinanden, og at alle bliver hørt. 

8.3. Dialog med forældre og lærere/pædagoger
Det er vigtigt at få talt med de voksne til de involverede børn – forældre og lærere/ pædagoger. Hvordan oplever de børnene og klassen? Hvordan er samværet derhjemme? Hvordan er konfliktmønstret i hjemmet og i skolen? Har børnene et aktivt fritidsliv og kammeratskaber i og udenfor skolen? Hvad kan de voksne hver især gøre, og hvordan sikrer man et optimalt samarbejde mellem skole og hjem om børnenes fremtidige trivsel?

Lærere og pædagoger kan have behov for at være i dialog om, hvordan de kan følge op på de involverede børn, og hvordan de konkret kan arbejde med at gøre fællesskabet i klassen inkluderende med klare retningslinjer for handlemuligheder ved mobning, forebyggende og indgribende.

Der kan som tidligere nævnt være behov for at inddrage hele forældregruppen til en klasse, hvor der er mobning. Hvordan sikrer forældrene en åbenhed og et samarbejde på tværs, når der er problemer af denne karakter? Hvad kan forældrene bidrage med for at følge op og forhindre, at mobning forekommer igen?

9. Et inkluderende undervisningsmiljø
   Det at være en del af et socialt netværk og et socialt fællesskab er afgørende for den personlige og faglige udvikling, for identitetsdannelsen og for at udvikle socialt anvendelige kompetencer. En indsats mod mobning skal derfor spille på flere strenge og udgøre en systematiseret indsats, forebyggende og indgribende, og inddrage hele den sociale kontekst. Det er i vekselvirkningen mellem gruppedynamik og individuelle faktorer, at et sundt og inkluderende undervisningsmiljø skal forankres. I arbejdet med at udvikle positive sociale normer og social medansvarlighed skal eleverne være aktive medspillere med læreren som central rammesætter. Og med sundhedspersonalet som konsulenter.

Redigeret 2008