Skærpet blik på hverdagen

Længe havde der været rigtig mange børn i institutionen. Kommunen manglede pladser, og vi havde taget flere børn ind. Personalet gjorde alt, hvad de kunne for at skabe en god hverdag, men glæden og gnisten havde behov for at stråle mere - både hos børnene og personalet.

I børnehavegruppen var personalet særligt bekymrede. Der var mange børn. Gruppen fungerede ikke sammen, havde svært ved at lytte til hinanden, skændtes om legetøjet, og havde i det hele taget behov for at blive bedre til at lege og være sammen. Et særligt bekymringsbarn var Hanne. Hun trivedes ikke på stuen, slog og var ofte rigtig vred og ked af det. Hun ville så gerne lege med de andre, men havde svært ved at finde ud af hvordan - på en god måde. De andre børn trak sig væk fra hende. Personalet knoklede, men syntes ikke det rigtig lykkedes.

Noget måtte gøres!

Et hurtigt positivt boost var nødvendigt. Derfor satte vi fokus på, hvad der virkede og gav glæde og energi til både børn og voksne i dagligdagen. Gode historier blev efterlyst. Lidt tøvende kom der fortællinger på bordet, f.eks. om den dag der blev bygget en dejlig hule, og børnene var værter og inviterede de voksne ind at spise frokost. Hanne blev også inviteret med, og hun var faktisk rigtig god til at bidrage til den rare stemning. 

Detektivarbejdet gik i gang. Masser af spørgsmål kom på banen: Hvad kendetegnede situationen? Var der nogle gode erfaringer, vi kunne bruge i andre situationer? Hvad var mon grunden til at Hanne i denne situation, var god til at samarbejde og være med? Hvad ville børnene selv sige om situationen?

Svar, løsninger og hypoteser blev vendt og drejet. Noget blev forkastet - meget blev vi nysgerrige på. 

Hverdagens praksis blev grundlag for udvikling

Vi arbejdede med at fastholde nysgerrigheden i hverdagen. Vi så på institutions- og børnelivet fra nye vinkler. Ønsket om at komme væk fra ”synsninger” og hen mod mere professionelle og faglige drøftelser steg. Arbejdsglæden begyndte at småblomstre.

Budskabet blev: Vi må kigge endnu mere på hverdagen og finde ud af, hvordan børnene oplever den.

Vi brugte forskellige metoder såsom praksisfortællinger, børneinterview, relations- og venskabsskemaer samt observationsskemaer, og vi delte relevante artikler med hinanden. Vi brugte også i høj grad metoden "at skærpe blikket i hverdagen og forstyrre hinandens vanetænkning" i forhold til det, vi så.

Ud fra det, børnene sagde og det vi fik øje på ved brug af metoder og øjne, stillede vi os spørgsmål såsom: Oplever alle børn, at de har venner, og at de voksne kan lide dem? Hvilke rutiner har vi, som virker, hvad kan være anderledes? Hvordan bruger børnene lokalerne? - legetøjet? Hvor kan de lide at være? Hvornår er de nysgerrige og eksperimenterer? – og hvordan fanger personalet deres engagementer?  Hvilke ressourcer har børnegruppen? – personalet? Hvad giver mening og glæde for børnene? – og hvad kunne de ønske sig anderledes? Hvilken sammenhæng og forskel er der mellem det, der giver børn glæde og læring og det, der giver voksne glæde og læring? Hvad ved vi om børns læring og udvikling, som kan vise vej for en endnu bedre hverdag?

 

Vi fik mange aha-oplevelser, som førte til forandringer

Børnene sagde, at pladsen var for trang, og der var ingen steder at lave togbaner o.l. Vi begyndte at bruge fællesrummet på en ny måde. Vi gav børnene mulighed for endnu flere aktiviteter og leg i mindre grupper. Kort sagt - vi brugte børnenes svar til at ændre på nogle af hverdagens rutiner og husets indretning.

Arbejdet med børnemiljøet betød, at personalet blev endnu bedre til at se verden fra barnets perspektiv både psykisk og bogstaveligt ved fysisk at være i højde med børnene. Vi bestræbte os på at tage det alvorligt, som vi fik øje på. Vi så blandt andet, at Hanne havde mange positive forsøg på kontakt til de andre børn, og hun havde en nysgerrighed og kompetence omkring kreative aktiviteter. Dette betød, at vi satte yderligere fokus på kreative aktiviteter i hverdagen. Og det blev løftestangen til, at hendes rolle i børnegruppen blev anderledes, og hun blev en del af fællesskabet.

En dreng fortalte os, at han ikke følte, at han havde venner. For os at se havde han, men vi tog hans udsagn alvorligt og arbejdede med at skabe ramme for, at han og de andre børn fik mere øje på hinanden ved at sætte ord på de ønsker og intentioner, vi troede, de havde i forhold til hinanden.

Arbejdet bragte frugt

Børnegruppens samspil blev styrket. Konflikterne mellem børnene blev færre og mere konstruktive, og de blev bedre til at give og tage i lege og gøremål. Børnene følte sig stolte over, at deres forslag blev hørt. De børn vi havde været bekymrede for, tog nu flere positive initiativer og inviterede og blev inviteret mere til leg og samvær af de andre børn. Personalegruppen fik igen øje på, hvad det var, der i sin tid gav os lyst til at arbejde med børn.

Modløsheden havde fået os til at kigge indad og have fokus på det svære, men med det øgede fokus på børnene og børnemiljøet fik vi løftet hovedet og set os omkring – og ikke mindst fik vi øget fokus på børnene. Den faglige stolthed voksede. Dialogen og samværet i hverdagen blev mere konstruktivt, positivt og fremadrettet. Når børnene oplever, at personalet er gode rollemodeller på medinddragelse, gode relationer og empati, er det yderligere en drivkraft i den positive retning. Gode relationer smitter. Stemningen i huset blev gladere og lettere. Både børn og voksne blev bedre til at give plads til hinanden og bære over med hinanden.

Som rollemodeller i forhold til børn og forældre er personalet blevet tydeligere. Brugen af metoder der giver mulighed for at se i helikopter- og barneperspektiv betyder, at det ikke er den enkelte ansattes egne privat/personlige normer der evt. bliver stillet spørgsmålstegn ved, men hypoteser og beslutninger der bygger på en faglig vinkel og fælles refleksion. Det gør det nemmere at begrunde og synliggøre de faglige valg, der træffes.

At arbejde med børnemiljø er ikke kun let

Vi skal hele tiden holde os selv fast på, at det er vigtigt at arbejde med børnemiljøet. Gamle mønstre kan være svære at aflære, og i pressede situationer blusser de op igen. De pressede situationer bliver der for tiden flere af. Besparelser mærkes dagligt. Det slider på alle at vide, hvad der er behov for, men opleve, at det bliver sværere at gøre.

Derfor må vi ikke hvile på laurbærrene eller give op. Mister vi nysgerrigheden og lysten til at blive forstyrret i vores tænkning, så bliver det ”rutinevoksenbrillerne”, der ser. At holde fokus på læringsmiljø og glæde og samtidig effektivisere forudsætter, at der hele tiden følges op på, hvordan det går. Vi må have gang i metoderne igen - reflektere – flytte perspektiv – følge op – sætte nye mål. Kun sådan sikrer vi et godt børne- og voksenmiljø.