"Sidste år kunne vi ikke have arbejdet 5% af det vi gør nu"

Kombinationen af udfordrede børn og høje forventninger vil måske få de fleste til at hæve et øjenbryn. For hvordan reagerer en flok drenge med opmærksomhedsforstyrrelser på at få sat barren højt i skolen? Tilsyneladende rigtig godt. Hvis man altså gør ligesom Satellitten i Ringkøbing. DCUM har besøgt en finalist til Undervisningsmiljøprisen 2018.

„Gad vide om jeg er det rigtige sted?” tænker jeg da jeg drejer ind mod den store skole. Jeg har forberedt mig på at skulle besøge Satellitten, den ene del af specialcenteret på Ringkøbingskole. I Satellitten går en flok drenge som har brug for fysisk bevægelse, og derfor tager Satellitten meget ud af huset og bruger naturen aktivt. Naturens rolle i det fysiske undervisningsmiljø skulle være en del af succesen og en væsentlig årsag til at Satellitten nåede helt op på podiet i kampen årets Undervisningsmiljøpris hvor mere end 80 skoler og uddannelsessteder var nomineret.

Jeg er meget spændt på at se hvordan Satellitten har indrettet sig. Selvom det er en stor skole, er det forholdsvis nemt at finde kontorgangen, og jungletrommerne har allerede lydt for da jeg støder ind i en af de ansatte, spørger hun straks om det er mig som kommer fra Dansk Center for Undervisningsmiljø. Jeg hilser på Helle og senere Peter, de ledere jeg skal tale med om Satellitten, og over en kop kaffe får jeg gradvist indblik i hvad det er Satellitten kan. Her arbejder lærerne målrettet med at drengene skal kunne begå sig på den anden side af den skærmende skole. „Man kan ikke gå med sin diagnose foran sig og sige: Det er derfor jeg gør som jeg gør” forklarer Helle.

„De bliver udfordret på uretfærdighed i livet, så de forstår at det gør ikke noget hvis en anden får mere hjælp end dig - for sådan er livet” Det med uretfærdigheden fortæller nogle af drengene mig også om senere: „Lærerne siger hele tiden at verden er pisseuretfærdig. Hvis vi siger at vi ikke vil ud og cykle, så kommer vi ud at cykle. Vi har også prøvet at cykle længere end vi skulle, fordi en af os sagde at han ikke gad at cykle. Det gør de for at udfordre os og for at forberede os på at verden er uretfærdig.” Umiddelbart synes jeg det lyder som en lidt hård stil. Men drengene trives. De skal hverken curles eller beskyttes, men derimod udfordres: „Lærerne sætter ikke barren ned hvis drengene har en svær dag – tværtimod sætter de den op” siger Helle. Peter drager parallel til elitesportsverden hvor overlæggeren er sat højt – en tilgang som ikke umiddelbart virker forenelig med udfordrede elevers verden: „Jeg synes det er foreneligt for der er klare mål og rammer, man ved at der er nogle forventninger til en, og man bliver sindssygt glad når målet bliver opfyldt, man bliver opfyldt af en selvtillid og et selvværd som man kan bære med over i en almen klasse.” Drengenes succesoplevelser på andre fronter end den faglige er altså en vigtig del af vejen tilbage til den almindelige skole.

„Mine lærere har givet mig et ordentligt skub”

„Men skal vi ikke køre ud til dem?” spørger Helle. Jo, siger jeg, glad for på første hånd at få lov at opleve drengene ude i den natur som spiller så stor en rolle i Satellittens arbejde med eleverne. Helle ringer til lærerteamet for at høre hvor langt de er i dagens program. „De sidder nok på cyklerne” siger Helle da hun må ringe forgæves nogle gange. Men til sidst lykkes det at få lokaliseret gruppen, og vi kører afsted. På vej derud forklarer Helle at drengene ikke tager samme sted hen hver gang de er ude i naturen. Det er en god dag jeg er kommet på, finder jeg senere ud af da en af drengene fortæller mig at det er deres varmeste udendørssted. Andre gange tager de hen hvor der er bålplads eller shelters, og nogle gange har de undervisning steder hvor der kun er bord-bænkesæt til rådighed. Da drengene bliver spurgt om det ikke er besværligt at skulle være forskellige steder i løbet af ugen, svarer de nej. Tværtimod er de spændte på hvor de skal hen når de får at vide at de skal op på cyklerne i dag. Drengene har altid skiftetøj liggende på skolen, forklarer Helle da vi er kommet tilbage, fordi det skaber muligheden for spontane ture.

I dag er turen gået til et sted ved Ringkøbing Fjord. Der ligger to små huse hvor klassen har delt sig i to grupper. Det er tilfældigt hvordan de har placeret sig, men nogle gange opdeler lærerne dem efter fag og niveau. Da vi ankommer til pladsen, tager to af de fire faste lærere imod os med faste håndtryk. Håndtryk spiller en særlig rolle hos Satellitten, drengene giver nemlig hver morgen hånd til lærerne. Det lyder meget formelt, tænker jeg først, men lærerne fortæller, at det er en rigtig god måde for dem at fornemme drengenes humør. Derfor lægger de også meget vægt på at man kikker folk i øjnene når man giver hånd. Og drengene er helt med på hvorfor de skal give hånd til lærerne: „Når vi giver hånd, er det nemmere for lærerne at vide hvilket humør vi er i. Og hvis man får et godt smil, så kommer man også i bedre humør” fortæller en af drengene. Det ved første øjekast lidt formelle håndtryk er altså en vigtig del af relationsarbejdet. Et arbejde hvor drengene lærer at hjælpe andre end sig selv.

Drengene sidder og læser. Der er helt stille, og sådan som de koncentrerer sig, er det svært at se at der rent faktisk er tale om drenge med opmærksomhedsforstyrrelser.

Måske er de også lidt generte, i hvert fald skal der lige en opfordring fra læreren til før de kigger op fra bøgerne. Jeg sætter mig ned ved den ene ende af bordet og spørger forsigtigt om der er nogle af dem som har lyst til at tale med mig. Da de først overvinder genertheden, opdager jeg at det er nogle drenge som meget gerne vil fortælle om deres klasse og lærere.

„Når vi har brugt vores energi på cykelturen, så kan vi bedre koncentrere os. Vi er også blevet bedre til at sidde stille når vi bare er i klassen”, fortæller en af drengene da jeg spørger om deres undervisningsform. „Sidste år tror jeg ikke at vi kunne have lavet 5% af det arbejde vi gør nu” siger hans sidemakker. Han fortæller også at han om et par uger skal over i en normal klasse igen. I starten blot en dag om ugen, men efter sommerferien er det meningen at han ikke længere skal gå i Satellitten. Han har tidligere prøvet inklusion, men uden held. Nu føler han sig klar til at komme tilbage: „Det er fordi mine lærere har givet mig et ordentligt skub.” „Ja, vi har rykket os siden sidste år” indskyder en af de andre drenge. De ved godt at det ikke er meningen at de skal gå i Satellitten hele tiden, og derfor kalder de det også selv for et ’ophold’. Det er ret stærkt at høre drengene selv fortælle at tiltaget virker.

Ud af min ene øjenkrog kan jeg se et par handsker blive kastet op i den anden ende af bordet. Min sidemakker har hørt at en af drengene på den anden side af bordet fryser sine hænder. Da jeg spørger om han så ikke selv kommer til at fryse sine hænder, svarer han at det er okay, han fryser ikke. Da han bliver spurgt om han har et ekstra par til mig, roder han alle sine lommer igennem. Handsker finder han ikke, til gengæld viser han en cykelnøgle frem. Men det er ikke hans egen, fortæller han, men en af kammeraterne fra klassens. „Jeg holder den for ham fordi han har kun lommer som kan knappes.” Det er en flok meget betænksomme drenge, og det bliver igen bekræftet da et viskelæder bliver kastet ned til en kammerat der ikke lige kan finde et i penalhuset. Omsorgen for hinanden viser hvordan relationsarbejdet, hvor drengene bliver nødt til at samarbejde, bærer frugt. „De løfter hinanden og spiller hinanden gode”, siger Helle, hvilket er i kontrast til tidligere hvor drengene var sig selv nærmest.

De kræver at vi mener det

Omsorgen gælder ikke kun drengene imellem. Lærerne er der for drengene, siger Helle og betegner dem samtidig som nærværende voksne, der stoler på drengene og udfordrer dem ved at vise tillid. Og nogle gange kommer drengene til at gøre noget dumt. Men det handler ikke om at irettesætte: „Hvem der gjorde hvad, er ikke interessant. Lærerne går ikke tilbage for at rede tråde ud, men ser på situationen, og hvad drengene kan lære af det, så der ikke sker en anden gang.”

Lærerteamet er meget tydelige i deres forventninger til drengene. De ved hvad drengene er i stand til og presser dem til at yde deres bedste– også selvom det ikke altid passer til drengenes humør: „Hvis en af drengene kommer og siger at han har ondt i maven måske fordi han ikke er så vild med det vi skal lave i dag, så tager vi en snak om det.”

Men det betyder ikke at eleven slipper, tværtimod står læreren fast på at nogle gange skal man gøre ting man ikke har lyst til. „Men jeg fortæller ham at hvis du vælter, så hjælper jeg dig op. Hvis du kaster op, så venter jeg på dig. Men vi skal ud og cykle.” Jeg kan tydeligt mærke at de klare rammer og forventninger til drengene er et gennemgående element i børnesynet: „De her drenge, de kræver at vi mener det, og at vi er tydelige. Og vi stiller store krav til dem og har store forventninger. Det ved de også godt” forklarer en af lærerne.De høje forventninger er nøje balanceret i forhold til drengenes evner: „Drengene ved godt selv hvad de ikke kan. Det behøver vi ikke slå dem oveni hovedet med. Så vi skal finde deres styrker og det de godt kan.” Denne opbygning af elevernes selvtillid går igen i al relationsarbejdet, for som en lærer fortæller, så er det drenge som måske har slået sig på skolesystemet tidligere, så lærernes opgave er at få drengene til igen at tro på at de er okay: „Det handler om at forpligte eleverne til at ville noget med deres liv.”

Inden jeg får set mig om, så er min tid med drengene gået. Lynhurtigt har de samlet deres ting pakket deres tasker og er på vej ud til cyklerne. De skal videre i svømmehallen inden de afslutter dagen hjemme i klasselokalet. „Det kan vi lige køre tilbage og se på” siger Helle, men først stiller alle drengene op til fællesbillede. Mens de stiller sig på række, ser jeg to af drengene give hinanden et knus, og det minder mig om hvordan Helle beskrev drengenes indbyrdes forhold: „Det bliver lidt familieagtigt. Storebrødrene hjælper på vej når der opstår vanskeligheder” Det er med til at skabe et godt fællesskab. Omsorg og indbyrdes hensyn er markant i gruppen, og endnu engang har jeg svært ved at tro at disse drenge for et år siden var en urolig flok hvor enhver var sig selv nærmest.

Da jeg tager fra Ringkøbing, er jeg ikke blot blevet klogere på hvordan man kan håndtere børn med opmærksomhedsudfordringer, jeg er også blevet en oplevelse rigere. I Satellitten er al bokstænkning gemt væk og erstattet af tydelige rammer for hvordan vi omgås hinanden. Ved at give drengene udfordringer som først virker uoverkommelige, men som gennem hårdt arbejde lykkes, giver Satellitten sine elever succesoplevelser væk fra skolearbejdet. Succesoplevelser som eleverne kan tage med over i det faglige arbejde fordi eleverne har oplevet på egen krop at det der er svært, kan overkommes. Gennem en kombination af tillid og forventninger fra lærerne, udfordringer og faste rammer har en flok drenge med opmærksomhedsforstyrrelser fået muligheden for at vokse og opbygge evner til igen at kunne indgå i den almene skole. Som Peter siger: „Bare fordi man har kikset lidt i skolen, og man har en diagnose eller to, så kan man en masse ting.” Og netop den selvtillid mærker man tydeligt hos Satellittens drenge for kan man cykle rundt om Ringkøbing Fjord, så kan man også klare alt det andet skolen kan byde på.