Samvær under måltidet er mere end supermad og opøvelse af færdigheder!

Den pædagogiske systematiske refleksion over praksis befordrer en unik faglig kvalitet, der udfordrer nærvær, samvær og fællesskaber i barndommen og dermed identitetsdannelsen.

Jeg oplever i min hverdag, at maden og måltidskulturen har nogle fantastiske muligheder for at rammesætte en grundsten i børnenes hverdag på vores institution. Det gælder ikke kun som et isoleret fænomen.

Madens kvalitet med duft, variation, farvekombinationer, sure og søde smagsoplevelser samt knasende og blød konsistens udfordrer og tilskynder barnets madmod. Dette er et fantastisk projekt i vores institution.

Min hovedpointe er, at samværet som omdrejningspunkt. Dels i professionens refleksion og dels i barnets identitetsudvikling, der skabes gennem de signifikante andre. Barnets egen oplevelse af at blive set, hørt og anerkendt, som det barnet er i sig selv.

Børnene er kerneydelsen i vores arbejde

Børn og medarbejdere fra forskellige etniske og kulturelle baggrunde er en stor ressource i vores institution. Der skabes venskaber og fællesskaber på tværs af sociale og kulturelle verdener. Det er i hverdagen aldrig et spørgsmål om etnicitet alene, men snarere et nysgerrigt ønske om at få mere at vide: Hvem er du? Vil du være med?

Det skal ikke forstås som en idyllisering eller romantisering, hvor vi ikke har sproglige og kulturelle udfordringer, men mere som en konstatering og anerkendelse af at mennesket kommer i første række, uanset hvor vi kommer fra. Altså et menneskesyn der skal italesættes igen og igen til omverdenen og os selv.

At frisætte pædagogerne i systematiske refleksioner

Pædagogfaget eller professionen er under pres i disse år. Besparelser på løn- og madbudgetter skaber nye udfordringer på linje med den nye folkeskolereform, der gælder de største fritidshjemsbørn i vores institution. På trods af disse vilkår har vi gennemført et udviklingsprojekt med støtte fra BUPL.

Projektet har sat fokus på samvær under måltidet ud fra et kommunikativt perspektiv. Gør vi det, vi tror, vi gør? Siger vi det, vi tror, vi siger? Ser vi det, vi tror, vi ser? Det har været en fantastisk udfordring, hvor måltidet har været og er i fokus.

Refleksionens refleksion kunne jeg måske kalde det gennem forskellige metodetilgange, hvor hele pædagoggruppen har været aktive ”praksisforskere” med en nysgerrighed og en energi, der har bragt os nærmere en forståelse af kommunikationen i vores fag og dets betydning for børns samvær, inklusion og medlæring med måltidet som objekt.

 

 

Hvad skaber forandring og glæde under måltidet?

Delresultaterne er langt fra opgjort endnu, men vores klare mavefornemmelse sammen med udsagn og tilbagemeldinger fra vores fællesmøder er:

Set i et professionelt perspektiv

• Faglig nysgerrighed gennem deltagende observationer på tværs i de tre afdelinger sætter sprog på den pædagogiske praksis.
• Videooptagelser af praksis under måltidet giver et godt grundlag for fællesrefleksion, med en systemisk cirkulær spørgeguide.
• Videooptagelser med en introducerende tekst giver gode refleksioner i workshoppen.
• Omsorg og en god tilrettelæggelse med fokuseret og afgrænset teori, artikler og oplæg styrker det faglige fællesskab og det pædagogiske arbejde.

Set i et børneperspektiv

• Børnenes madmod styrkes gennem dialog, sund mad med kvalitet i alle udtryk og smag.
• Børnene medinddrages som måltidsværter, gennem borddækning og præsentation af maden.
• Børnene er hele året medproducenter til måltidet, fx i skolehaver og som køkkenhold.
• Børnene guides i dialog med pædagogen til at fastholde selvhjulpenhed, selvindsigt og færdigheder i måltidets traditioner.
• Børnene hjælpes ad til at skabe en god stemning, der befordrer den gode oplevelse og dialogen.

Kommunikation og læring uden undervisningstonens dominans

Læring, dannelse og erfaringsdannelse er også af og hos os sat på dagsordenen. Læringskraft læser jeg i dit svar som en proces gennem en situeret læringsforståelse, altså ”noget” der understøttes konkret i de situationer, hvor børnene er optaget af leg eller gennem direkte hv-spørgsmål. Pædagogen skal udfordre børnene i deres undersøgelsesfase gennem nysgerrigheden til at ville vide. Det kunne i princippet være alt fra regnormens bevægelser til krigsvåben i legen eller måltidets ingredienser.

Vores erfaringer fra projektet fortæller os, at udvekslingstonen i modsætning til undervisningstonen giver barnet en større mulighed for at reflektere som medspiller i en undrende dialog.  Denne dialog udfordrer ny udforskning til ny viden gennem pædagogens cirkulerende spørgsmål.

Undervisningstonen kommer ofte i pædagogens sprogbrug til at stå i vejen eller ligefrem hæmme barnets egen oplevelse af at blive hørt og anerkendt, hvis pædagogens projekt med at vise og instruere skygger for barnets kommunikative intentioner. Disse to toninger er klassiske, hvis pædagogens projekt med at vise og korrigere fx om måltidets ingredienser overskygger barnets stemme. Fx ”Se der er kartofler, hvor tror I, de kommer fra?”

Jeg vil gerne karakterisere to spor, der tilsammen fremelsker barnets læring og medlæring ved måltidet:

Det første må være at dygtiggøre pædagogerne til at være reflekterende over deres egen og kollegaers praksis. Det betyder også, at pædagogerne skal have mod til at udfordre hinanden gennem en nysgerrighed på den andens intentioner i det pædagogiske arbejde.

Det andet spor er at give børnene de optimale rammer for at udvikle sociale og kommunikative kompetencer ved at opleve pædagogernes praksis. Sammenhæng og mening for det enkelte barn giver ejerskab til det at være en del af fællesskabet. Barnet er medaktør i fællesskabet og kan gøre en forskel for kammeraten.