Rituel undervisning dæmper støj og uro

Ro i klassen har man opnået med en blanding af disciplin og kreativitet.

Her i foråret har jeg i nogle dage for ottende og sidste gang besøgt den friskole, jeg er tilsynsførende for. Det er en fri grundskole nord for København ved navn Michaelskolen, hvis pædagogik er baseret på den østrigske filosof Rudolf Steiner.

Friskoleloven siger, at forældrene på en fri grundskole skal vælge en eller flere tilsynsførende til at føre kontrol med undervisningens kvalitet. Det er den tilsynsførendes opgave at vurdere, om undervisningen og elevernes faglige niveau på udvalgte fag kan stå mål med, hvad der almindeligvis fordres i folkeskolen. Men vejen til målet, de pædagogiske midler, definerer de enkelte frie grundskoler selv, og holdningsmæssigt kan skolerne være kristne, grundtvig/koldske, muslimske m.fl. Heri består det frie.

Men den tilsynsførende er ikke alene om kontrollen. Forældrene er med til at føre tilsyn, og da det er dem, der er tættest på skolens hverdag, er deres tilsyn ganske væsentligt. Selv om tilsynet alene omhandler det faglige niveau, så er man som tilsynsførende uvilkårlig også opmærksom på fænomener som inklusion, mobning, omgangsformer og ikke mindst tonen og disciplinen i læringsrummet.

Min tilsynsskole har 12 klassetrin og ca. 300 elever. Skolen er på en og samme tid konservativ og moderne. Her kartes, spindes og væves, og her skriver afgangseleverne på 12. klassetrin selvstændige årsopgaver, der gør det ud for en studentereksamen. Det vidner om en didaktisk mangfoldighed, som den ny folkeskolelovs fædre og folkeskolens lærere kunne have glæde af at skele til, nu da loven skal implementeres.

I Politiken kunne man for nylig læse, at en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Lunds Universitet viser, at den gennemsnitlige støj fra elever i klasseværelserne udgør 72 decibel. Formanden for Skolelederforeningen, Anders Balle, opfordrer i den anledning skolelederne til at bruge penge på at forbedre undervisningslokalerne ved eksempelvis lydisolering!

- På nogle skoler er støjniveauet alt for højt. Lydforholdene er elendige, og det skal der gøres noget ved i en fart«, udtaler Anders Balle.

Men der kunne måske også være andre måder at dæmpe støjen og uroen på end ved lydisolering. Eksempelvis ved at se på årsagerne til det efterhånden altoverskyggende støjproblem i folkeskolen. Problemet er i nogen grad historisk betinget og hænger sammen med lærernes tab af autoritet og myndighed.

Tilsynets 1. dag. Klokken er 8.45 Børnene strømmer til skolen. Ud over skoletaske bakser de alle med et instrument. Der hankes op i violinkassen, kontrabassen, klarinetten og fløjten. Alle børn har retning mod teatersalen.

Her er der fælles morgensang. Der skubbes og pjattes, grines og grædes. En enkelt elev har glemt at tage huen af, og det bliver straks påtalt af en lærer. Ingen pardon! En regel er en regel.

I grunden skulle man ikke tro, det var muligt at få ro over gemytterne, men pludselig slår pianisten fem akkorder an på klaveret, og derpå er der fuldkommen stilhed. Mirakuløst! Til min overraskelse skal vi synge de samme sange i dag som i går og således ugen ud. Morgensangen er ritualiseret til det yderste. Børnenes adfærd er ikke til diskussion. Den er givet. Enhver kender sin plads og sin rolle.

Kunne det samme finde sted på den for tiden stærkt omdiskuterede folkeskole? Nogle steder, javel, men det er ikke det almindelige. I det hele taget vil mange folkelærere nok betragte ritualer som noget forbenet konservatisme, som ikke hører hjemme i en moderne skole. Men ritualer forbindes også i nogle sammenhænge med tryghed, og er der noget, moderne børn har brug for, er det vel netop det.

 

Men hvorfor er folkeskolen nærmest blevet tømt for ritualer? Hvor er morgensangen blevet af? Hvorfor skal børnene ikke give hånd og sige ordentligt goddag? Og hvorfor skal børnene i grunden ikke rejse sig, når læreren kommer ind i klassen? Det er næppe, fordi børnene ikke gerne vil. Det er snarere en lærerblufærdighed over for at agere autoritet.

Men det er en misforstået blufærdighed. Personlig autoritet og myndighed er, hvad børn og forældre forventer af en lærer både på en fri grundskole og i folkeskolen. Jeg er ret overbevist om, at en rimelig ritualisering af folkeskolens hverdag kunne blive et stærkt fremtidigt pædagogisk værktøj, som ville reducere uroen og det foruroligende høje støjniveau. Som det er i dag, kan man vist godt sige, uden at fornærme nogen, at der er tale om en regulær disciplinkrise. Men spørgsmålet er, om folkeskolelærerne og ’systemet folkeskolen’ har modet til at genopfinde og generobre gamle pædagogiske dyder.

1. klasse. Første time. Klasselæreren hilser på hver enkelt elev og giver hånd. Timen indleder med, at børnene stående fremsiger et vers, som de kan udenad, og som er et led i det daglige klasseritual. Det er ikke til diskussion. Og slet ikke, om børnene har lyst eller ej.

I dag er det tallene fra 1 til 24, som børnene bliver konfronteret med. Læreren fisker 20 Søstrene Grene-poser op af sin kurv og deler dem ud med nøje pålæg om ikke at åbne, før hun siger til. Det respekteres!

Nu må der åbnes, og ud triller 24 brune ovale kaffebønner, og man tænker: Det her ender i kaos. Men nej! Nu skal der indlæres trin for trin: Lav bunker med halvdelen. Hvor mange er der tilbage? Musen snupper nu halvdelen af resten, osv. osv. På ingen måde revolutionerende pædagogik, men systematisk lærerstyret undervisning. Kald det bare ’læring’ med et velkendt begreb, men man kunne også kalde det rituel undervisning eller blot undervisning med form. Det modsatte er formløshedens tyranni.

Måske har folkeskolen i sin iver efter at please børn og forældre glemt, at undervisning er både form og indhold. At tilføre undervisningen form er samtidig at disciplinere hele læringsrummet. Og tag ikke fejl. Børn holder af form og disciplin.

Inde ved siden af i 3. klasse har børnene håndarbejde. Børnene karter, spinder, væver og hækler. På en måde er vi vidne til en pædagogisk anakronisme. Man smiler lidt, klør sig i nakken og tænker: Skriver vi 2014? Men hele arrangementet er et led i den kulturelle dannelsesrejse, som skolen som fri grundskole har valgt at følge, og den rejse kædes i høj grad sammen med håndens arbejde, der rangerer på lige fod med f.eks. dansk og matematik.

Jo, såmænd, dansk og matematik er da væsentlige fag, men forstået mere indirekte og afslappet som redskabsfag. Sådan var det også i folkeskolen, før der gik Pisa i Danmarks Pædagogiske Universitet og Folketinget. Finland og andre upåagtede lande åndede os i nakken. Nervøsiteten forplantede sig langt ind i Undervisningsministeriet.

Nu skulle der måles og vejes. Ord som nationale test, elevplaner og ikke mindst evaluering blev hvermands eje. Og i beskrivelsen af fænomenet evaluering på Undervisningsministeriets hjemmeside får den ikke for lidt:

»Kvalitetsudvikling i folkeskolen hænger nøje sammen med evaluering af folkeskolens læring, undervisning og uddannelse. En evaluering er en systematisk vurdering af proces, indsatser og resultater, og formålet med evalueringen er at blive klogere på, hvordan kvaliteten i folkeskolen bliver forbedret«.

Det er tankevækkende, at man på Michaelskolen ad helt andre veje og med helt andre midler tilsyneladende når til samme kvalitet som i folkeskolen. Her er der en tro på, at satsningen på de musiske og håndværksmæssige fag giver et transformeret kvalitetsløft til f.eks. dansk og matematik. Gevinsten er et mere varieret lystbetonet skoleforløb og et roligere, mere disciplineret og motiverende dagsforløb.

I 7. klasse har børnene kemi. Emnet er grundstofferne og klassisk tavleundervisning. Læreren ved katederet, børnene siddende på rad og række vendt mod læreren. Læreren tegner og fortæller. Eleverne aber efter og overfører tekst og notater til egne hæfter. Den metode er grundigt blevet nedgjort og hånet som ’Tankpasserpædagogik’ af kloge folk på Danmarks Pædagogiske Universitet. Passiv serviceundervisning som at hælde oktan 95 på den tomme tank.

Fra at være den almindeligste undervisningsform i folkeskolen blev bordene nu skubbet sammen, så børnene havde ryggen vendt mod læreren og på sin vis var overladt til sig selv. Dermed var folkeskolen med et snuptag og et smart begreb tømt for endnu et ritual og en form. Og endnu værre gik det, da det blev hot, at børnene skulle »tage ansvar for egen læring«. En helt igennem absurd tanke. Selvfølgelig er det læreren, der har ansvaret for, at børnene lærer noget.

 

Konsekvensen af den udvikling mødte jeg i sin ekstreme form på en rejse rundt i landet for at besøge diverse folkeskoler med henblik på specielt at iagttage klasselærerfunktionen. Her fortalte lærer Iben Bo Hansen, ansat ved Fjordvangskolen, Kerteminde:

- Hvis du kommer op og ser, hvordan de sidder i 2. klasse, så vil du nok blive forundret og tage dig til hovedet. De sidder ude langs væggen og glor direkte ind i muren! Skal jeg undervise dem kollektivt, sidder de på gulvet foran tavlen. Det virker umiddelbart gammeldags, men vi har indrettet undervisningen i denne klasse på den måde, fordi vi i klasseteamet har vurderet, at børnene ikke skal forstyrres af hinanden. Før de blev pålagt denne placering, var de hinandens vogtere, små politibetjente, og der var konstant ballade.

Alt kan naturligvis overdrives og selvfølgelig også traditionel klasseundervisning, men jeg mener i grunden ikke, der er opfundet et kvalificeret modsvar til den simple form, der hedder en lærer, en tavle/medie og nogle børn, der lytter.

Især ikke når det gælder de bogligt svage børn. Hvor skal de hente deres viden fra, om ikke fra læreren? Hvordan skal de blive dannet som gode demokratiske samfundsborgere, hvis ikke de har evner og anlæg for selvstændigt at opsøge viden og end ikke har den oplagte mulighed at høre læreren fortælle.

Nogle gange kan man godt få en fornemmelse af, at vi lader, som om børnene kun har øjne og ikke ører. Alt skal nu om dage visualiseres. Hvad med at lære børnene at lægge øre til den gode fortælling, det spændende faglige oplæg, opleve fællesskabet ved at lytte sammen. Det er samtidig også en læring i at koncentrere sig – og i at klappe i! Læreren i centrum er en pædagogisk kerneværdi, der delvist er gået tabt. I stedet har vi fået eleven i centrum. Og uroen breder sig.

I den avis, som du sidder med i hånden, kære læser, er der som bekendt ofte indstik af forskellig observans. Således også tirsdag 18. marts 2014. Indstikket den dag var på 24 sider og hed: ’Den moderne folkeskole. Annoncetillæg til Politiken’. Jeg mener ikke, der var en eneste af de 24 sider, der appellerede til øret, til levende ord fra en levende mund. Samtlige 24 sider var pakket ind i billeder og it som et trist og ensidigt billede på en moderne, fremtidig folkeskole. Det er simpelthen for uopfindsomt.

I Grundtvigs fædreland burde fortællingen ellers være en kerneværdi, som hver eneste dag fandt sin plads i folkeskolen. Sidde stille på sin dertil indrettede og lytte! Det er en disciplin, som dyrkes i vid udstrækning i de frie grundskoler. Derved opnås to ting: Børnene lærer at lytte og holde mund og opdage, at der er noget, der er større end dem selv, og børnene får en almen viden og en kulturel forståelse, som selv de mest avancerede it-systemer ikke kan konkurrere med.

Det moderne svar på disciplinkrisen er som bekendt klasseledelse. Herom skrev Andreas Rasch- Christensen i Politiken 13. maj 2010:

»Gennemgående for forskningen om den gode undervisning er lærerens ledelseskompetence. Læreren skal kunne lede elevernes faglige og sociale læreprocesser. At lede undervisning handler grundlæggende om at træffe beslutninger og kommunikere. Klasseledelsen skal baseres på få klare, positive og fremadrettede regler. Lærerne skal vælge kvalificeret mellem en række alternativer og vide, hvad de vælger til og fra og hvorfor. Disse valg skal kommunikeres, så det giver mening og er interessant for eleverne«.

Det lyder besnærende, og hensigten er der absolut ikke noget i vejen med. Men i sidste ende er det den enkelte lærer, der konfronteret med børnene på linoleumsgulvet i klasselokalet skal stå i skoene og angive retning og spilleregler. Der er ingen vej udenom!

Det er besværligt og ofte frustrerende. Men vi har som samfund hårdt brug for myndige lærere, der tør være forbillede og personlig autoritet for børnene. Ikke fordi vi skal udvikle verdens bedste skole, men fordi det er børnenes tarv, der er på spil. Positionen som myndig leder kan og skal lærerne generobre. Det gøres ikke fra dag til dag, men på sigt er alt muligt.

Viggo Nørgaard Nielsen er lektor og  cand.pæd.

Kronikken er bragt i Politiken den 9. april 2014