Problembørn 2.0

Inklusion. Tidligere udskilte man hårdhændet »debile« og »adfærdsvanskelige« børn fra den almindelige skole. Men i nutidens skole er intet barn for afvigende til at kunne deltage i den livslange læring. Et kritisk blik på tidens pædagogiske ideer.

"Han er en meget vanskelig Dreng. Han er tydeligt degenereret og mangler Evne til at koncentrere sig, noget farlig for Kammeraterne fordi han er en Klovnenatur, der er uden Hæmninger, saa han let faar svagere Naturer trukket med til Uærligheder og Skulkeri.
Han har faaet en daarlig Opdragelse af en hysterisk Moder."

Det var hårdkogte skudsmål, der i midten af forrige århundrede blev vanskelige børn til del. I hvert fald er beskrivelsen fra begyndelsen af 1940erne af den 10-12-årige dreng i en værneskole på Frederiksberg langt fra vore dages sympatiserende personkarakteristikker af uomgængelige elever i den danske folkeskole.

Sammenlign blot med denne nylige vurdering af en elev med særlige behov foretaget af en lærer i et specialskoletilbud.

"Han er en meget reflekteret dreng med et højt abstraktionsniveau... når han kan være voldsom over for sine klassekammerater samt andre børn han møder i skolegården, er det ikke altid, at han umiddelbart kan se hvilke konsekvenser hans handlinger har over for de andre børn. Han kan ikke se, at han gør noget forkert i selve situationen, men i en efterfølgende samtale, kan han godt forstå det forkerte i at gøre andre ondt, men han kan altid argumentere eller bortforklare sine handlinger."

Al pædagogisk sympati til trods er ballademageren, der gør livet surt for dydsmønstret, imidlertid ikke et overstået kapitel i dansk skolevæsen, skal man tro den dårlige presse, som bliver folkeskolen til del i disse måneder.

For nylig blev en far ifølge DR bedt om at købe et ekstra høreværn til sin datter, fordi de syv, som 2. klassen i Næstved allerede havde anskaffet sig, ikke var nok til at sikre de mest støjplagede elever arbejdsro. Samme kanal viderebragte en historie fra en folkeskole i Vordingborg, hvor eleverne måtte hjælpe med at pacificere en voldelig elev, der angreb læreren. Hertil skal man lægge endeløse versioner af forældrebeklagelser over urolige elementer, der gerne kobles sammen med kritik af den lovændring om inklusion, som skal bringe flertallet af specialskolebørn tilbage i de almindelige folkeskoleklasser.

Men én ting er, at ballademageren lever i folkemunde. Eksisterer den larmende, urolige og utilpassede elev overhovedet i det pædagogiske tankegods anno 2014? »Ja, men i en meget anderledes form end tidligere. Som eksemplerne viser, er der enorme forskelle på, hvordan det vanskelige barn er blevet forstået og tacklet med skiftende tiders pædagogiske idealer og værdier,« siger adjunkt fra Danmarks Pædagogiske Universitet, Bjørn Hamre. Som en af de få i Danmark har han beskæftiget sig med, hvordan afvigere og normale historisk er blevet defineret og kategoriseret i det danske skolesystem.

- Hvor vi i de senere år har søgt at forklare, forstå og afhjælpe de udfordringer, som den enkelte elev måtte have, blev der tidligere gået anderledes direkte til makronerne i beskrivelsen af afvigerne. Tolerancen over for elever, der trådte ved siden af, var meget lav, og der var generelt ringe tillid til, at de vanskelige børn kunne ændre adfærd. I modsætning til i dag, hvor børn med særlige behov, som de nu kaldes, ofte ses som ofre for omgivelser og omstændigheder, og hvor der arbejdes konstruktivt med at få dem til at indgå i forskellige læringsmiljøer, siger Bjørn Hamre, der blandt andet har undersøgt skolejournaler over børn med vanskeligheder i perioderne 1930-1945 og 2000-2010 i forbindelse med sin ph. d.-afhandling Potentialitet og optimering i skolen fra 2012.

Ifølge Bjørn Hamre kan man føre den statslige kategorisering af børn i normale og afvigere tilbage til indførelsen af intelligenstestning, der opstod med skolepsykologiens etablering i 1930rne. Hermed fik man et nyt vidensregime, hvormed der med videnskabelig legitimitet kunne sorteres mellem de begavede og mindre begavede af hensyn til fremtidige generationer. Rationalet bag var en nytte-og optimeringsideologi, der skulle hindre de mindre begavedes uhæmmede vækst i samfundet, forklarer Bjørn Hamre:

- Med etableringen af skolepsykologien i 1930rne opstod den første egentlig videnskabeligt legitime ramme for vurdering af skolebørn. På det tidspunkt stod skolen over for en meget stor udfordring med at differentiere mellem de børn, der egnede sig til boglig læring, og de børn, der ikke var egnede eller måske-egnede. Overordnet opererede skolepsykologien med to typer af børn: de velopdragne, disciplinerede og kvikke, der blev regnet for normale, og de mindre begavede, imbecile og debile, som oftest blev erklæret uegnede til almindelig skolegang. Desuden var der problembørnene, som både var vanskelige i betydningen udisciplinerede og uforudsigelige.

At det var de støjende, urolige og uomgængelige børn, der oftest blev henvist til en skolepsykologisk undersøgelse, som var første skridt i overflyttelse til datidens specialskole, kaldet værneskolen, ses af journalerne.

Eleverne blev dog forinden søgt disciplineret til at være stille, lydige og pligtopfyldende i tråd med datidens idealer om god skolekultur.

- I 1930rne var disciplin et fuldstændig selvfølgeligt begreb og et af de mest brugte ord i skoledebatten. Især ballademagerne blev stemplet som udisciplinerede, og det var helt legitimt at diskutere og eksekvere straf. Barnets perspektiv fyldte ikke meget, siger Bjørn Hamre og fortsætter:

- Ser man på de senere årtier, har disciplin derimod været fuldstændig fraværende i det pædagogiske tankegods og debatlandskab. Kigger man eksempelvis i fagbladet Folkeskolen fra 2000 og frem, er det bemærkelsesværdigt, så lidt der tales om disciplin i forhold til den enkelte elev. Det har været legitimt at tale om klasseledelse, men det handler mere om, hvordan man skaber ordnede forhold i selve læringsrummet snarere end i forhold til den enkelte elev.

 

 

Ikke at disciplin forventedes at kunne bringe afvigerne på ret køl i midten af forrige århundrede. De vanskeligheder, som problembørnene havde, blev overordnet anset for at være iboende og nærmest umulige at rette op på. Urostifteren forventedes derfor heller ikke at kunne tillære sig boglige dyder. Det, mener Bjørn Hamre, står i klar modstrid til synet på vore dages »udadreagerende« børn, der anses for at være lige så nysgerrige og interesserede i at lære som alle andre:

- Før i tiden gjorde man ikke noget for at hjælpe problembørnene med at fatte interesse for bøgerne. Hvis barnet ikke ville lære, ville det ikke lære. I dag er det lige modsat. De pædagogiske anskuelser anerkender ikke, at problembørn skulle være mindre interesserede i at lære end såkaldt normale børn. Det hænger sammen med, at det store mantra i pædagogikken i dag er læring forstået som viljen til at ville forløse sig som et lærende subjekt i livslang udvikling. Det er ret nyt, for ser man i en pædagogisk opslagsbog fra starten af 1990erne, kunne man ikke finde en selvstændig artikel om læring.

Bjørn Hamres pointe er den, at pædagogikken i dag som udgangspunkt antager, at eleverne formår at reflektere og tage ansvar for egen udvikling. Måske-egnetheden ophøjes dermed til et ideal, og det at være lærende bliver en evig beskæftigelse, for der er altid plads til forbedring. Men kan alle elever honorere det? Eller er det en smuk utopi, at selv børn med adfærdsdiagnoser dybest set er drevet af samme entusiasme, nysgerrighed og motivation som flertallet?

- Det er jo det, man berettiget kan spørge om. Som elev forventes man i dag altid at være et livslangt lærende subjekt. Det er sket sideløbende med en anden udvikling, nemlig den at psykiatrien i vid udstrækning har erstattet psykologien som det vidensregime, der danner grundlag for sortering af elever i dagens folkeskole. De psykiatriske diagnoser er blevet det nye redskab til at kategorisere menneskelige forskelle. Hvor problembørnene før blev karakteriseret med baggrund i psykologien, defineres de i dag af lægevidenskaben, siger Bjørn Hamre, der eksempelvis stødte på denne beskrivelse af en dreng i en specialklasse fra perioden 2000-2010:

- William har en grundlæggende blokering i forhold til at skulle lære nyt. Det kræver stor tålmodighed og vedholdenhed fra lærerens side at hjælpe William med at indgå i en læringsproces, men når det lykkes, kan man til gengæld også være sikker på, at William har forstået stoffet til fulde, da han i processen stiller velvalgte og intelligente spørgsmål.
I en almindelig skoleklasse er der på ingen måde den tid, der skal bruges til Williams læringsproces, fordi William har haft dårlige erfaringer med omstændighederne, hvorunder han skulle lære, vægrer han sig fuldstændigt ved at skulle tilbage i en almindelig skoleklasse. Mit håb er, at en skole for børn med Asperger ville kunne skabe rammerne for en god skolegang for William, der forhåbentlig vil give ham så meget mod på at lære nyt, at han senere vil kunne vende tilbage til et traditionelt skoletilbud.

Bjørn Hamre siger:

- Sammenlignet med eksemplerne fra 1930rne, hvor elevernes vanskeligheder og årsagerne dertil beskrives uden omsvøb, fungerer diagnosen Aspergers syndrom her som en definitiv, videnskabelig kategorisering af eleven. Med baggrund i de nye inklusionstiltag og idealerne om livslang læring for alle forventes William dog alligevel at kunne være en del af det almindelige skolefællesskab.

Så afvigeren er aldrig mere afviger, end at han kan indgå i fællesskabets læring? Og er det måske en af de væsentligste årsager til, at der i debatten om folkeskolen forekommer at være en afgrundsdyb kløft mellem på den ene side den normative pædagogik, der primært beskæftiger sig med, hvordan tingene bør være, og på den anden side læreres, elevers og forældres erfaringer fra dagens folkeskole, der primært baserer sig på, hvordan tingene rent faktisk er?

- Man kan vel sige, at virkeligheden er begyndt at udstille hulheden i mantraet om livslang læring og kompetenceudvikling for alle. Erfaringerne viser jo, at alle ikke kan. Eller i hvert fald kan nogle kun på deres helt egne præmisser. Inklusion er en vigtig og brugbar vision for skolen, som ideen blev udformet i Salamanca Erklæringen fra 1994. Men en inkluderende pædagogik må tilpasses omstændighederne og kan ikke gennemføres som led i et besparelsesprojekt. I så fald bliver den en urealiserbar utopi, fastslår Bjørn Hamre.

Hvor problembørnene før blev karakteriseret med baggrund i psykologien, defineres de i dag af lægevidenskaben.

Artiklen er bragt i Weekendavisen den 4. april 2014