Motivation og læring som udgangspunkt

Motivation er nøgleordet for at lære noget, og for at skabe (små) succeser i hverdagen.

Med inspiration fra amerikansk psykologisk forskning viser Lise Lund, hvordan motivation er helt afhængig af, at nogle forhold er på plads, som eksempelvis at kunne se en mening med det, der foregår, eller at eleven føler sig tryg og respekteret i klassen.

Når den enkelte elev oplever succes i skolen på såvel det faglige som sociale plan, må det antages, at vi har at gøre med glade børn, der trives og som er motiverede for at lære nyt. Men hvad skal der til, for at børn oplever den faglige og sociale succes og derved trives – og hvordan kan trivsel og dermed motivation medtænkes og understøttes i skolens daglige læringsmiljø?

I undersøgelsen blandt næsten 8000 skoleelever fordelt på offentlige og private skoler stilles eleverne mange forskellige spørgsmål, hvoraf nogle er særligt interessante og centrale i forhold til det ovenfor stillede spørgsmål. Det er eksempelvis spørgsmål, hvor eleverne svarer på, om de har det godt i klassen, om læreren skaber en god stemning, om de lærer meget i skolen og har lyst til at lære nyt samt om eleverne keder sig.
 
De fleste af eleverne erklærer sig ”enige” i, at de lærer meget i skolen, men mere end hver tiende af de adspurgte elever mener ikke, at de lærer meget i skolen. Trods alt en del. Det kunne have været interessant at få uddybet elevernes besvarelse, for hvad mener de mere konkret med at ”lære meget”, og hvad mener eleverne om det, som de lærer i skolen? Måske ikke at det er interessant, for på udsagnet: ”jeg keder mig i timerne” svarer mere end halvdelen af eleverne, at de er ”enige” i, at de keder sig. Det er en stor procentdel. En del af eleverne må altså kede sig og ikke mene, at de lærer så ”meget”, mens den største del af eleverne synes, at de ”lærer meget”, men at de samtidig keder sig. Det er tankevækkende.

Når eleverne spørges, om læreren skaber en god stemning, svarer syv ud af ti elever, at de er ”enige” i, at læreren skaber en god stemning. Lærerne tages i dette spørgsmål som én samlet gruppe og altså dermed en helhed. Ni ud af ti elever mener, at de har det godt i klassen og har lyst til at lære nyt. 

Potentialet for at lære nyt er således til stede, og de fleste af eleverne mener, at de lærer meget, og at de har det godt i klassen, og at læreren skaber en god stemning. Men kedsomheden synes at være et problem.     
 
En amerikansk forsker ved navn Raymond Wlodkowski mener, at hvis vi som individer skal motiveres i en læringssituation, så er der forskellige motivationsprincipper, som skal inddrages. Wlodkowski peger på fire forskellige principper, som underviseren kan medtænke i læringssituationen, således at der bliver større sandsynlighed for, at der bliver tale om såvel en faglig som social succes for den enkelte. De fire forskellige principper, han peger på, er følgende:

• Der skal skabes en følelse af fællesskab
• Der skal arbejdes med den enkeltes indstilling
• Den enkelte skal kunne se en mening med det, som foregår 
• Den enkelte skal føle sig kompetent. 

En følelse af fællesskab beskriver Wlodkowski som en læringssituation, hvor den enkelte føler sig respekteret, og hvor man føler sig som værende én af fællesskabet. Med andre ord inkluderet i kredsen – i klassen. Set ud fra besvarelserne af de mange spørgeskemaer føler de fleste af eleverne sig inkluderet i fællesskabet og mener, at deres kammerater accepterer dem, som de er.

Den enkelte elevs indstilling til at lære nyt kan også siges at være belyst i undersøgelsen. Indstillingen til at lære nyt og mere, end man i forvejen kan, er ifølge spørgeskemaundersøgelsen tilstede. Men om den enkelte elev kan se en mening med det, som foregår i undervisningssituationen – det er et spørgsmål. At kunne se meningen hænger sammen med den enkeltes motivation.

Det fremgår, at mange keder sig i undervisningssituationen – og det behøver vel ikke nødvendigvis betyde, at den enkelte elev ikke kan se meningen, men kunne betyde, at undervisningsformen er kedsommelig. Man kunne forestille sig, at såfremt undervisningsformen er meningsfuld og interessant, så vil flere af eleverne kunne se meningen med det, som de undervises i og dermed blive mere motiverede. Eksempelvis kunne læreren konsekvent medtænke de forskellige læringsstile i den daglige undervisning.

Ved at anvende forskellige læringsstile vil den enkelte elev have chance for at blive interesseret i det, som foregår i undervisningen og dermed mere motiveret. Den enkelte elevs forståelse af hvorfor det er vigtigt at lære netop dét, som der undervises i, vil være med til at give den enkelte mening. 

En elev, som bliver respekteret af læreren og sine klassekammerater og taget alvorligt for sine meningstilkendegivelser samtidig med, at skolens indlæringskrav føles til at indfri, vil føle sig som en kompetent elev. 

Som det fremgår af ovenstående, er det ikke alene lærerens ansvar, om motivationsprincipperne bliver tilgodeset i den daglige undervisningssituation. Eleverne er medspillere og dermed også ansvarlige for læringssituationen. At gøre skolen interessant og vedkommende er en daglig udfordring for såvel lærer som elev, og forældrenes indstilling og tagen del i fællesskabet har indflydelse herpå. 

Og hvordan kan der arbejdes konkret med at inddrage Wlodkowski’s motivationsprincipper?

 

Egans tre-stadie model
Den amerikanske psykolog Gerard Egan har opstillet en model, som er enkel og overskuelig, men samtidig meget anvendelig for den fællesopgave, som skal løses af såvel elever som lærere og forældre. Egans model har tre stadier.

Det første stadie drejer sig om at afklare situationen: Hvor er vi nu – hvad er den nuværende situation? Når dette er afklaret, hvilket ikke nødvendigvis er så ligetil, som det umiddelbart lyder, da de forskellige involverede parter kan have forskellige opfattelser heraf. Derfor kan afklaringsfasen opfattes som værende en forholdsvis lang proces, hvor der ikke sker nogen handling. Men såfremt der skal ske en handling, må parterne være enige om, hvor de befinder sig ”nu”, da det er afsættet for ny handlemåde.

I dette første stadie taler Egan om, at det kan være af stor betydning at afklare såkaldt ”blinde pletter”, hvormed menes, at det i dette stadie er vigtigt at udvikle nye indfaldsvinkler og være villig til at arbejde med indre og ydre adfærdsmønstre. Dette fører over i andet stadie af modellen.
 
Det andet og næste stadie tager udgangspunkt i at arbejde med en målsætning: Hvor vil vi gerne hen, eller hvad vil vi i fremtiden satse på? Også dette spørgsmål kan afstedkomme mange forskellige meningsudvekslinger, idet hvad er forbedringer, og hvordan stemmer det med skolens værdier og muligheder? At arbejde med spørgsmålet om, hvor man gerne vil hen, kræver, at man er præcis og specifik i sine ønsker og behov, såfremt handlingsplansstadiet skal have mening.  

Først når andet stadie er gennemdiskuteret kan tredje stadie, som er et handlingsplanstadie, inddrages: Hvordan kommer vi derhen? I dette stadie skal der arbejdes med de forskellige mulige former for handling, som målsætningsfasen har anskueliggjort, og før der tages beslutning om den endelige plan for handling, må der arbejdes med at afgøre, hvad der er de bedst tilpassede strategier. Det kan være en god ide at udarbejde såkaldt ”handlingsorienterede kontrakter”. 
   
Ved at koble Egans afklaringsfase, målsætningsfase og handlingsplansfase med Wlodkowskis principper om fællesskab, indstilling, mening og kompetence skulle der være rigeligt stof til en debat om, hvordan den enkelte elev opnår succes såvel fagligt som socialt – i en skole, hvor det faglige indhold og den sociale dimension skal vægtes lige – og hvor ingen behøver kede sig.

---

Om artiklens forfatter

Lise Søgaard Lund er ansat som amanuensis på Danmarks Pædagogiske Universitet.