På grund af opgavebortfald på Børne- og Undervisningsministeriets område lukkede DCUM den 1. juli 2025. Vores materialer er stadig tilgængelige på dcum.dk efter den 1. juli 2025, men hjemmesiden bliver ikke opdateret. Læs mere om lukningen af DCUM
Børn har forskellige grænser for, hvornår de kan føle sig krænket og forfulgt. Det er vigtigt at være opmærksom på denne spændvidde uden hverken at overdramatisere eller bagatellisere. Selv om der eksisterer definitioner på mobning, skal de aldrig bremse for, at man som voksen anerkender et barns oplevelse og følelser.
I princippet kan alle børn blive involveret i mobning. Det er en myte, at det er de ydre kendetegn, der er selve årsagen. At Signe bliver mobbet med sit røde hår, er det synlige resultat af noget dybereliggende – et gruppefænomen båret af socialpsykologiske mekanismer manifesteret som social smitte eleverne imellem, hvor nogle tager andres sympatier og antipatier.
Drenge og piger bliver mobbet lige meget. Der er altså ingen nævneværdig forskel på, hvem mobningen går ud over set i forhold til køn. Men der er derimod kønsforskel, når det gælder dem, der mobber. Her er drenge overrepræsenteret i forhold til piger.
Der er også forskel i måden, drenge og piger mobber på. Der er en tendens til, at drenge mobber mere fysisk og direkte (f.eks. ved at slå, ødelægge ejendele, bruge øgenavne og andre verbale trusler), mens piger mobber mere indirekte på et psykisk plan. Her handler det ofte om at udelukke en anden fra fællesskabet ved f.eks. at sprede rygter, bagtale eller simpelthen ignorere.
Flere undersøgelser har vist, at der i Danmark findes en forholdsvis stor gruppe børn, som både mobber andre og selv bliver mobbet. Det er den såkaldte både-og gruppe. Jo mere man bliver mobbet, des større er sandsynligheden for, at man også selv mobber andre. Rollerne som den, der mobber, og den, der bliver mobbet, er ikke nødvendigvis skarpt adskilte og tilhører ikke børn med forskellige personlighedstyper eller entydige sociale positioner.
Mobning kan ikke forklares med simple kausale sammenhænge. Det er en kompleks social problematik, hvor konteksten altid må tages med i betragtning for at undgå at individualisere problemet. Det betyder, at der er flere forskellige faktorer, der har indflydelse på, om mobning får gode vækstbetingelser. Overordnet set er følgende faktorer centrale i at hæmme eller fremme risikoen for mobning blandt elever:
Dårlig vedligeholdelse på skolen sender et signal om ligegyldighed til eleverne: her er det i orden ikke at behandle sine omgivelser ordentligt. Hvis der ikke drages omsorg for skolens fysiske og æstetiske miljø, kan man heller ikke forvente, at eleverne som noget naturligt drager omsorg for hinanden.
En undersøgelse viste allerede i 1970’erne, at der var mere mobning på skoler med store, asfalterede skolegårde end på skoler med spændende og varierede udearealer (Svendsen 1979). Samtidig ved vi, at de, der mobber, keder sig mere end gennemsnittet i skolen. Det kunne altså tyde på, at varierende og spændende omgivelser og undervisning understøtter positiv relationsdannelse mellem eleverne.
Der er stor forskel fra skole til skole på udbredelsen af mobning, hvilket viser at:
Mobning trives bedst i miljøer, hvor man ikke har taget aktivt stilling, ikke har sendt tydelige signaler, ikke har klare retningslinjer for indgriben og ikke har en fælles holdning til mobning.
På skole- og klasseniveau ligger der således en stor udfordring i at udvikle en skolekultur, hvor mobning ikke kan få fodfæste. Det er afgørende, at der er en fælles forståelse af, hvad mobning er, og hvad man på skolen vil gøre for at forebygge den. Som en del af en antimobbestrategi, er det også afgørende at have en beredskabsplan, så alle – ledelse, lærere, pædagoger, elever og forældre – ved, hvad der skal gøres, når mobning forekommer.
Værktøjer, vejledninger m.m.
Læreren har en central rolle som rammesætter for elevernes trivsel og for deres fælles sociale normer og derigennem en indirekte indflydelse på mobningen i klassen. Helt konkret kan læreren modvirke mobning i en klasse ved at:
I klasser, hvor læreren jævnligt tager initiativ til sådanne drøftelser, er mobning mindre udbredt end i klasser, hvor denne løbende dialog ikke er en del af hverdagen. Det er altså af stor betydning, at læreren taget et overordnet ansvar for i samarbejde med eleverne at udvikle klassens sociale normer i retning af medansvar, empati, tolerance og rummelighed.
Det er i sagens natur ikke kun i skolen, at voksne rollemodeller kan påvirke børns adfærd og trivsel. I hjemmet har forældrene en vigtig indflydelse på deres børn, primært i kraft af deres adfærd og ikke så meget i kraft af, hvad de siger. Hvis forældrene f.eks. taler dårligt om andre i børnenes påhør, mobber børnene mere end andre børn. Forældre er modeller for deres børns læring gennem observation – både bevidst og ikke-bevidst.
Et barns opdragelse har stor indflydelse på, hvordan barnet generelt set agerer i sociale sammenhænge, og hvordan barnet relaterer til jævnaldrende. F.eks. kan autoritære eller eftergivende opdragelsesformer fremme risikoen for, at barnet får en aggressiv adfærd eller en anti-social adfærd styret af egne behov.
Disse børn risikerer ikke kun at komme til at mobbe andre. De risikerer også selv at blive mobbet, fordi de har svært ved at indrette sig efter de sociale normer i klassen.
Mobning opstår som oftest i en vekselvirkning mellem nogle individuelle faktorer og nogle sociale forhold i gruppen. I denne vekselvirkning bliver gruppens normer afgørende for, hvordan det sociale liv fungerer, og hvem der marginaliseres. Hvis der ikke gribes ind, kan klassen frit organisere sig med bestemte roller alt efter popularitet og magt, og der er dermed også risiko for, at uhensigtsmæssige normer bider sig fast i klassemiljøet, og at mobning bliver legitim.
Drivkraften for disse sociale mekanismer skal findes i gruppedynamikken. En sammensætning af forskellige børn i en gruppe muliggør forskellige roller og positioner. Samspillet mellem dem medfører gruppenormer, som både kan være positive/rummelige og negative/ekskluderende. Kommer negative gruppenormer til at dominere, er mobning en reel risiko.
Social smitte er en vigtig gruppedynamisk mekanisme i mobning, som indebærer:
Disse socialpsykologiske mekanismer bidrager til, at den, der deltager i mobningen, kan reducere den uoverensstemmelse, der ofte vil være mellem holdning (det er forkert at mobbe andre) og handling (jeg mobber en klassekammerat).
Mobning er altså i høj grad et socialt fænomen, hvilket betyder, at en indgriben over for mobning skal målrettes de mange forskellige roller i mobningen: Først og fremmest relationen mellem den/de, der mobber, og den, der bliver mobbet, men også mere usynlige aktører. Hos de passive tilskuere ligger der f.eks. et vigtigt men ofte overset potentiale: De er med til at legitimere mobningen i det sociale rum, men omvendt kan de også modarbejde mobning ved at sige aktivt fra og på den måde være med til at ændre normerne for acceptabel adfærd i gruppen. Vi ved, at ca. halvdelen af eleverne på 7. klassetrin har grebet ind over for mobning af en klassekammerat . I en indsats mod mobning må et vigtigt fokus derfor også være at udnytte dette potentiale bedre.
Den Nationale Klageinstans mod Mobning
Elever, der bliver mobbet, vil ofte opleve et forhøjet stressniveau på grund af deres situation. Mange vil også opleve angst og søvnbesvær samt få psykosomatiske symptomer som for eksempel mavepine og hovedpine. De trives altså meget dårligt og har derfor også svært ved at koncentrere sig i skolen og få noget ud af undervisningen. De mere personlighedstruende konsekvenser er ødelagt selvtillid og selvværd, som på længere sigt risikerer at føre til depression.
Undersøgelsen Mobning og udvikling af kriminel adfærd – et kendetegn ved skolen? har vist, at elever, der er involveret i mobning (både de, der mobber og de, der bliver mobbet) har en forhøjet risiko for at udvikle kriminelle adfærdsmønstre. Sammenhængen er størst for dem, der mobber. Denne gruppe risikerer – udover at udvikle risikoadfærd – også at udvikle dårlig sundhedsadfærd. Som det var tilfældet for dem, der bliver mobbet, har også dem, der mobber en dårligere psykisk trivsel end gennemsnittet. At gribe ind over for mobning er derfor at hjælpe både de, der bliver mobbet, og de, der mobber, til et bedre liv.
