Hvordan skaber vi en kultur i Danmark, som sikrer den næste generations mentale og fysiske sundhed?

Netop mad som basal livsbetingelse er en temmelig forsømt del af dagligdagen, både når det gælder børn og voksne. Måske fordi vi er så rige materielt, at vi ikke længere behøver at beskæftige os med de allermest basale forhold. Hvem går på arbejde primært for at skaffe til føden?

Mad er blevet til noget sekundært og noget, andre end os selv har det primære ansvar for. Det er ikke noget, vi behøver at bekymre os om. Altså bortset fra at vi selvfølgelig fortsat skal spise maden og sørge for, at vores unger også får noget i skrutten.

Det gør os svagere helt alment menneskeligt, og det er et kollektivt tab af fundamental kunnen i overlevelse, og de facto er vi i en situation, hvor rigtig meget madhåndværk både i samfundet og i familien er forsvundet. Jeg vil påstå, at vi lider af en kollektiv mad-analfabetisme.

Sagt firkantet er den store forskel fra før i tiden, at vi ikke længere dør af sult – vi æder os ihjel.  Med stenalderlogikken i behold, hvor ’mere’ var det, der skulle til, fortsætter vi med at spise og producere mere men ringere mad. Når vi taler om fedmeepidemi som en konsekvens – så er det naturligvis vigtigt også at være opmærksom på, at sundhed er socialt betinget.  I USA taler man om fooddesert – dem har vi ikke så udtalt i Danmark – men både antallet af overvægtige, indholdet i børnenes madpakker og familiernes overskud til at yde basal omsorg via mad er betinget af sociale faktorer. 

Selv om jeg med glæde ser flere og flere mennesker satse på madkvalitet og økologi, ser skolehaver blomstrer, madsider fylde spalteplads i dagens aviser, og synes, at Københavns Kommune gør en stor indsats for at sikre bedre mad til stadig til flere af byens børn, så er jeg overbevist om, at vi ikke endnu har fået så godt fat, at vi kan tale om, at vi har skabt en madkultur, eller at maden på de danske tallerkner er med til at sikre den næste generations mentale og fysiske sundhed. Tværtom, desværre.  Der er brug for, at vi går fra at tale om bedre folkesundhed eller madkultur til at ville skabe den. Faktisk kan vi ikke tale os til hverken kultur eller sundhed.

Børnemadens rolle

For mig at se handler maden til vores børn om flere spørgsmål – og svaret herpå vil kunne gøre en stor forskel:

Børn har ret til ordentlig mad som en basisomsorg, vi voksne yder dem. Mad skal til for at vokse og for at trives.  Min påstand er, at vi samlet set ikke er gode nok til at sikre denne basisomsorg, og at alt for mange børn bliver spist af med for lidt og forkert mad.

Børnene skal, mens de er små, have mulighed for at lære, hvordan man laver mad, hvor maden kommer fra – for derigennem at grundlægge sunde vaner og nødvendig kunnen. Men læremestrene ud i madens verden er alt for få, og mange forældre kommer til kort.

Husmoren er forsvundet ud i storbyen eller er gået på arbejde. Det betyder, at der i anden eller tredje generation vokser børn op, der ikke behersker de mest fundamentale kundskaber, færdigheder og indsigter.

Hvorfor mad i daginstitutionerne?

Børnene (særligt de mindste) er væk fra far og mor de fleste af deres vågne timer i hverdagen. Derfor ligger hovedansvaret i praksis for børnenes daglige fysiske velvære – men også for læring af flere basale ting –  i de institutioner, de er i. Det gælder også maden. Desværre har vi haft en madpakkekultur, hvor børnene er blevet spist af med gammel mad pakket ind i papir eller plastik. Og en kultur, hvor det har været helt op til mor og far at klare opgaven. Det betyder i praksis alt for mange dårlige måltider og tab af mulighed for at skabe madkultur og grundlægge sunde madvaner.

For mig er daginstitutionerne (men også skolerne) stedet, hvor der kan skabes løsninger, der for alvor peger fremad, når det gælder maden som skaber af både kultur og sundhed. Til gavn for alle børn – men også som en vigtig indsats for via maden at skabe større lighed i sundheden.

At indføre succesfulde fælles måltider kræver, at der bygges køkkener og ansættes madmødre og kulinariske fagpersoner.  Hvis det sker, siger forældrene ja tak til det obligatoriske kommunale madtilbud og lader madpakken blive hjemme. Hvis kommunerne tilbyder mindre end det, siger forældrene de allerfleste steder nej tak til madtilbuddet. Naturligt nok skal de fælles måltider være så attraktive, at de kan udkonkurrere madpakken.

I 50 procent af landets daginstitutioner har forældrene sagt ja tak – og det har primært været steder med kvalitative gode madordninger. I København sagde 90 procent af forældrene ja tak til maden, og her er madpakken dermed blevet historie. På alle disse steder, omfattende 150.000 børn, åbnes der op for fantastiske muligheder for ny madkultur, maddannelse – og for at den opvoksende generation kan blive både sundere og dygtigere end deres forældre.

 

Madpædagogik og maddannelse

Fælles måltider i daginstitutionerne er en mulighed for både pædagogik, omsorg – og dannelse. Et fundament for den næste generations sundhed. Og med de fælles måltider kan der skabes en ny madkultur i institutionernes spiserum.

Hvis de voksne skaber engagerende rammer, kan maden blive til langt mere end blot nok så vigtig ernæring. Via madens tilblivelse – fra jord til bord – vil børnene kunne få tilblivelsesprocesserne ind under huden. Og når de er med til madlavning, i køkkenhaven, ved borddækningen og under måltidet, vil de ikke bare få færdigheder, de vil også blive forundt at komme af sted på en rejse i maddannelse.  Selv de allermindste vuggestuebørn kan med stor begejstring og stædighed deltage i rigtig mange af dagens gøre mål fra at skrælle og skære gulerødderne, til at plukke en høne (der måske er deres egen), til mad over bål, rensning af fisk og bagning og meget meget mere.

Udover at børnenes faktisk synes, det er sjovt at være med, så er maden også med til at give dem en fornemmelse af egen kunnen og værd.  Og erfaringerne viser, at børn, der deltager i fælles måltider, netop via fællesskabet får grundlagt alsidige spisevaner. Børn kan godt lide selleri, hvis det er kulinarisk veltillavet, børn elsker fisk, ja, børn spiser stort set alt, hvis det serveres i de rette rammer, er veltillavet – og kammeraterne også kan lide det. Børn skal ikke presses eller nødes – de har retten til at sige nej tak – men erfaringerne er, at det kun er de første gange, de møder noget nyt, at de afslår.

Med mad i daginstitutionerne er det, hvis de voksne vil, muligt at genskabe rum for en dannelsesproces, hvor barnets sanseapparat og hjerne får mulighed for at opleve, lære, granske og udfordre madens univers. Mad vækker smagssansen, lugtesansen og følesansen. Alt sammen noget, der kan medvirke til langt mere end blot mætte og velnærede børn.

Mad, madlavning og måltider er også pædagogik – god eller dårlig – og rummer mange muligheder for pædagogiske aktiviteter. Disse madaktiviteter kan også skabe handlekompetencer, sociale kompetencer, sanselæring og grundlægge gode vaner for den opvoksende generation.

F.eks. kan børnene være med til at lave og anrette maden, servere den og række, vente, smage og hjælpe hinanden under måltidet. Gennem medvirken i madlavning, og gerne en lille have, kan de opleve, hvor råvarerne kommer fra, og hvordan de kan bruges. Sanserne skærpes som sagt, og samtidig kan de opleve, at de som enkeltindivider har en vigtig rolle at spille. Både når de bruger deres hænder, hoveder, maver – og intuition. Det er noget, der er sundt for børnekrop og sind. 

Jeg er sikker på, at børn, der kan lave mad, kender råvarerne, har fået sat ord på smagssanserne – og oplevet betydningen af fælles måltider, vil være langt mere kompetente til at leve et sundt liv både mentalt og fysisk. Og måske vi via en samlet indsats for maddannelse kan få udryddet det, jeg kalder madanalfabetisme og grundlagt en sund, livsglad og bæredygtig spisekultur.

Det kræver, at mad ikke længere primært opfattes som kost og ernæring, men også gøres til madpædagogik og madkultur.  Når den basale omsorg er dækket, kan vi begynde at tale om maddannelse, som kan skabe grobund for både den mentale og fysiske sundhed. Som sagt har den næste generation brug for den maddannelse, som mange af os voksne har mistet. Og daginstitutionerne er et fantastisk rum, hvor vi fællesskab tager fat og tager ansvar for det, der er svart at klare alene i familierne. Er det ikke det vi har et samfund til?