Mad som et socialpædagogisk redskab

I det socialpædagogiske arbejde med uledsagede flygtningedrenge er maden et rigtig godt arbejdsredskab til at kunne understøtte en bearbejdelse af den voldsomme adskillelse som drengene har måttet foretage på grund af krig og trusler på eget og familiens liv.

Maden som overgangsobjekt
Psykonalytikeren Winnicott har betegnelsen overgangsobjekt, som vi er blevet inspireret til bevidst at benytte i det socialpædagogiske arbejde med de uledsagede flygtningedrenge. I Winnicotts forståelse af begrebet dækker det betegnelsen for en type objekter, der i særlig grad befordrer barnets udvikling i den spæde alder. Det kan her være en sutteklud eller en bamse, som barnet har en særlig forkærlighed for.

Når barnet skal passes og dets omsorgspersoner ikke er tilstede, kan barnet benytte sig af dette overgabsobjekt og derved bedre tolerere omsorgspersonens fravær. Barnet får således gennem overgangsobjektet skabt en større tillid til at kunne adskille sig fra omsorgspersonen og tolerere oplevelsen af at være ladt alene i det ukendte på egen hånd.

Hvem er vi?
Bak-Op er et socialpædagogiske behandlingstilbud der har til huse i en ejendom med 12 lejligheder i centrum af Roskilde. Her bor i alt 10 uledsagede flygtninge drenge, som enten er meget unge eller svært traumatisserede og derfor ikke kan bo alene. Medarbejderne er uddannede socialpædagoger med særligt kendskab til traumatologi og kulturformidlere af anden etnisk baggrund med særlig kendskab til den afghanske kultur og sprog.

Det særlige ved drengene er, at de har mistet deres familie og deres hjemland og har været på flugt. Dette giver dem en særlig sårbarhed, når det drejer sig om at falde til i nye omgivelser og etablere en tilknytning til andre både voksne og jævnaldrende unge.

For de uledsagede flygtningedrenge gælder det, at de er blevet adskilt fra deres forældre og deres kultur på en unaturlig måde. De har ikke været udviklingsmæssigt parrate til at skulle adskille sig fra familien. De har derimod været midt i en personlig og social udvikling hen mod en større og større grad af selvstændighed, hvor de fortsat har haft behov for at være ledsaget af deres forældre og familie. Det har været krig og trusler på livet, der har forårsaget nødvendigheden af en adskillelse.

Drengene er hermed blevet udfordret på en adskillese fra det velkendte til det ukendte, som de ikke har været udviklingsmæssigt parate til at gennemføre.

I det pædagogiske arbejde i hverdagen har vi bevidst valgt at benytte maden som et overgangsobjekt, idet vi vægter betydningen af, at drengene får afghansk mad som en afgørende faktor for, at de kan opleve sig trygge i noget, der er fremmed. Maden udgør her et velkendt element i alt det nye og anderledes.

Madmor med særlig betydning
Udover at manden er afghansk, tilberedes den af en kvinde, der er ansat specielt til at tage sig af dette område. Denne medarbejder kommer til at symbolisere den madsituation, som drengene har med sig fra deres egen kultur, hvor det er moren, der specielt tager sig af madlavningen og har en særlig omsorgsmæssig betydning for familien.

I botilbuddet får denne medarbejder den samme særlige position som en ”madmor”, idet hun adskiller sig fra de øvrige medarbejdere på stedet ved at varetage denne særlige funktion. Kødet, som drengene får, er halal, hvilket er med til at understøtte oplevelsen af respekt for det, der er betydningsfuldt for dem fra deres egen kultur.

Maden er i behandlingsarbejdet således medvirkende til at:

• fasholde tilknytning
• tåle adskillelse
• tolere adskillelse og angst
• skabe kontinuitet

Dette giver drengene større mulighed for at opleve tryghed og det skaber en oplevelse af at være bragt i sikkerhed. Det er erfaringen, at maden og forholdene omkring maden kan medvirekende til at skabe ro til at kunne falde til i de nye omgiveler og en god platform for at kunne udvikle nye færdigheder. Maden og situationen omkring maden er medvirkende til mange andre pædagogiske interventioner, hvor det bl.a. bliver muligt at støtte drengene i:

• bedre at kunne huske det, de kommer fra og fasholde erindringer og minder.
• at gøre det muligt at tale om moren, familien, traditionerne, kulturen og hjemlandet.
• at skabe kontinuitet mellem fortiden og nutiden og fremtiden. Hjemlandet og Danmark.

Maden danner således bro over det, der har været, og det der er nu. Gennem en bevidst brug af maden som et pædagogisk redskab skabes der mulighed for dialoger om fortiden og nære personer samt fremtiden. Drengene får mulighed for at italesætte alt det gode, der var fra hjemlandet og undersøge forskelle og ligheder mellem det land, de nu er en del af, og det land de har forladt. Drengen får således mulighed for at tage det med sig, som er dem kært fra fortiden og bringe det ind i deres nuværende og fremtidige liv her i Danmark.