Kursistråd, skolemor og mentorer sikrer udvikling og trivsel



HF & VUC Fyn har gennem mange år arbejdet strategisk på at skabe et godt undervisningsmiljø. Uddannelsesstedet har ladet sig inspirere af begreberne schoolbuilding, classbuilding, teambuilding og kursistbuilding for kontinuerligt at forbedre og optimere undervisningsmiljøet. Et aktivt kursistråd står bag mange indsatser, som overvejende har fokus på et stærkt fællesskab, tryghed og gensidig respekt. HF & VUC Fyn har modtaget Undervisningsmiljøprisen 2012 for kursistinddragelse og iværksættelse af en række tiltag, herunder Grøn HF, som har styrket kursisternes tilhørsforhold til uddannelsesstedet.
Schoolbuilding, classbuilding, teambuilding og kursistbuilding er inspireret af læringsteorien cooperativ learning og skal være med til at sikre, at der kontinuerligt arbejdes med at udvikle og forbedre undervisningsmiljøet. Begreberne gør miljøarbejdet mere overskueligt og indikerer, at undervisningsmiljø skal tænkes ind på flere niveauer i skolen – både for kursister, lærere og ledelse. I forhold til cooperative learning er kursistbuilding et ekstra begreb, som skolen selv har tilføjet. Det synliggør skolens forsøg på at udvikle ligeværdige forhold mellem kursisterne, lærerene og ledelsen – et aspekt, som skolen selv mener, er en bæredygtig profil.
Skolemor supplerer studievejledning
Skolen rummer en mangefacetteret kursistgruppe, hvoraf en stor del tidligere i deres liv er blevet mødt med en løftet pegefinger. Skolen forsøger at rumme hele paletten og har derfor, udover en studievejleder, ansat en kursistcoach, som i daglig tale kaldes skolemor. Dette teamsamarbejde imellem studievejleder, skolemor og lærere fungerer som et sikkerhedsnet for de kursister, der har behov for ekstra støtte. Ifølge kursisterne selv fungerer den ordning rigtig godt.
- Det gør noget for den enkelte elev, at muligheden for at gå til enten skolemor eller Frank (studievejleder) er der, fortæller Michael Rasmussen, som er kursist og næstformand i kursistrådet.
Han har selv nydt godt af en snak med skolemor på et tidspunkt i sit liv, hvor han havde personlige problemer på hjemmefronten, som gik ud over skolegangen. Og skolemor Marianne Hansen understreger, at en del af hendes rolle er, at kursisterne kan ”få læsset af til en udefrakommende”.
- Åbenhed og tillid tager problemerne i opløbet. Skolen skal give mening ud over fagene. Vi føler noget for de ting, vi gør sammen og for dem, vi gør det med, fortsætter afdelingsleder Anders Munch.
Lærerrepræsentant i kursistrådet Birte Erbs Rasmussen tilføjer, at hun og hendes kollegaer har erfaring med, at det er nemmere at udfordre kursisterne fagligt, hvis de trives personligt og socialt på skolen. Dette er endnu et argument for at arbejde med kursisternes personlige udvikling og trivsel.
Kursistrådet er 12. mand på banen
Kursistrådet på HF & VUC Fyn er aktivt og en fantastisk medspiller i kampen for et godt undervisningsmiljø. Rådet holder åbne møder hver uge i skolens forhal, hvor andre kursister og lærere er velkomne til at deltage eller bare være med på en lytter. Det er vigtigt for medlemmerne af kursistrådet at være fysisk synlige, da det er måde at blive en integreret del af skolens kultur på. Rådets arbejdsindsats værdsættes og anerkendes i høj grad af både medkursister, ledelse og lærere og spiller derfor en stor rolle i skolens samlede arbejde med et godt undervisningsmiljø.
- Det store stykke arbejde kursistrådet udfører, er vigtigt for os lærere. Det er vigtigt for kursisternes opbakning til undervisningen, da det medvirker til at opbygge klasserum med fokus på et større sammenhold, fortæller Birte Erbs.
Udover fælles sociale arrangementer som fredagsbar, foredragsaftener, idrætsarrangementer og ture ud af huset, som der i øvrigt er utrolig stor opbakning til, forsøger kursistrådet også at igangsætte tiltag målrettet de studerende imellem. Det seneste tiltag er deres mentorordning. Mentorordningen består i at udvalgte frivillige kursister står til rådighed over for kursister, som har spørgsmål af enhver art. Ordningen kan ses som et yderligere supplement til studievejledning og skolemor – bare på kursistniveau. Nogle kursister har nemmere ved at gå til en anden studerende frem for en ansat på skolen, mens andre bruger mentorordningen som en mulighed, før man kontakter studievejler eller skolemor.
- Vi nyder godt af vores mentorordning. Det er for mange en tryghed at søge hjælp hos deres kammerater, som disse mentorer ofte bliver, siger Jesper Frisch Nielsen, medlem af kursistrådet.
I nogle tilfælde vil kursisten blive henvist til skolemor eller studievejlederne, hvis opgaven synes for stor for den enkelte mentor. I skolens forhal hænger der billeder af alle mentorerne med navn og studieretning, så kursisterne nemt kan finde vej til en mentor, hvis behovet skulle dukke op.
Vi bliver taget alvorligt
Jesper og Michael er begge medlemmer af kursistrådet, og de er stærkt motiveret for at forsætte i rådet. De føler begge to, at de gør en forskel, og at deres arbejde giver mening. Motivationen udspringer blandt andet af, at skolen bakker dem op ved at tage deres idéer og arbejde alvorligt. Kursistrådet hat opsat en postkasse i forhallen, hvor kursister anonymt kan komme med både ris og ros samt ønsker til kursistrådet og til skolen.
- Det er spændende at være budbringer for kursisterne. Og selvom de ikke altid får deres ønsker gennemført, så bliver de altid hørt, fortæller Jesper Frisch Nielsen.
Grøn HF fik drengene på banen
Grøn HF er en almindelig HF, som udover de obligatoriske fag også indeholder ekstra naturfaglige og praktiske fag som blandt andet biologi, fysisk, kemi, dykkerkurser og adventure. Grøn HF blev udviklet lokalt, fordi der i en længere periode overvejende var piger på uddannelsen. Så tanken med de mere praktiske fag var at tiltrække drengene - hvilket er lykkes. Det, der særligt kendetegner Grøn HF, er den tværfaglige læring, hvor eleverne er sammensat på tværs af hold og årgange. Derudover er der fokus på praktisk og kropslig læring, da meget af undervisningen naturligt nok finder sted udendørs og i bevægelse.
Alle har brug for successer
Ved at indføre Grøn HF strækker læringsbegrebet sig ud over det fag-faglige, som oftest forbindes med kateterundervisning. I disse supplerende praktiske fag ser kursister og lærere hinanden i andre sammenhænge end i klasseværelset, og det er med til at give nogle andre menneskelige relationer. Disse måder at udvikle relationer på, smitter af på resten af skolen og kursisterne.
- Den kursist, der er god til dansk, kan have brug for hjælp i en båd, siger Anders Munch.
Han mener, det er godt at opleve hinanden i forskellige læringssammenhænge, for det er med til at styrke den gensidige respekt, der er mellem kursister og lærere og kursisterne imellem. Indførelsen af Grøn HF og praktiske læringsformer har bidraget til, at flere kursister under studiet oplever både store og små successer.
Underviser Birte Erbs Rasmussen opsummerer og slutter af med at sige:
- Skolens arbejde med undervisningsmiljøet er en proces. Vi bygger hele tiden videre… Det handler om at få hele mennesker igennem – og uddanne til livet!