Kroppens lyst - om levede læreprocesser

DCUM står bag en rigtig spændende historie fortalt i billeder og tekst om Norddjurs Friskole på Djursland. Bogen Verdens smukkeste skole - for evigt er et fælles projekt skabt af elever og lærere på skolen og medarbejdere ved DCUM. Omdrejningspunktet er skolens æstetiske arbejder, fremstillet som læreprocesser i de omgivelser, de selv har været med til at skabe.

Materialet er samlet af Anne Märcher, men det er elever og lærere, der står bag værket. Navnet Verdens smukkeste skole – for evigt er blevet formuleret af en elev i forbindelse med en rundvisning på skolen. Og denne spontane udtalelse er helt i tråd med projektets ånd, hvor udgangspunktet er: Hvordan ser jeres skole ud i dag? Er den ny eller gammel, slidt eller velholdt, lys eller mørk? Hvordan lugter den? Hvad gør den ved jer?

Disse spørgsmål, kan vi - med historien fra Norddjurs Friskole som eksempel - rette mod alle skoler, hvor børn opholder sig fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Bogens funktion er som foregangsbillede at vise andre - elever, lærere, arkitekter, byplanlæggere og ikke mindst politikere - hvorledes skoleliv kan praktiseres. Norddjurs Friskole er et eksempel på, hvordan det kan gøres, når man er bevidst om, at mennesker oplever verden med alle sanser.

Bogen er ikke kun en dokumentation vedrørende udviklingen af tanker om skolens fysiske miljø. Den tager også fat om det væsentlige, nemlig håndværket, materialekendskab og de teknikker og færdigheder, der er karakteristiske for arbejdsprocesser, hvor alle sanser er i spil.  Alle de processer, hvor man gennem kropslig erfaring og kunnen forener praksis med en grundlæggende forståelse for æstetik og æstetiske læreprocesser. Eleverne lærer at vurdere og skelne det væsentlige fra det uvæsentlige. Det styrker evnen til at udvikle koncentration og opmærksomhed (Nagbøl 2010). Det sker i det lærerige samarbejde mellem dem, der skaber, og dem, der bruger arkitektoniske iscenesættelser.  Det er i det felt, hvor arkitekturens materielle og kropslige spor krydser hinanden, at ny erkendelse og viden bliver realiseret som individuel selvdannelse. Der fokuseres både på kroppen, på det psykiske og fysiske habitus og på miljøet, for i spændingsfeltet mellem det lokale og globale at indkredse de sanselige aktiviteter, der udspringer af og foregår i tidens rum.

Fremstilling af ting former steders identitet – genius logi

Fremstillingen af ting foregår ved hjælp af instruktioner, som sætter tingene i bevægelse. Ved hjælp af bevægelser modtager handlende så at sige aftryk fra verdenen, former samtidig denne og gør den til en del af den handlende selv. I den omvendte retning bliver subjektet omfattet af verden og formet af den. Grundprincippet i denne gensidige udveksling og fremstilling af verdenen er bevægelsen, den udnytter såvel kroppens plasticitet som det faktum, at verdenen er til at forme. Bevægelsen er i dette perspektiv bærer af interaktionsformer, hvor begge sider griber ind i hinanden. Det er medvirkende til, at der gensidigt produceres forbindelser og forandringer – et fælles spil, som kræver deltagelse og ikke lader den, der er medvirkende forblive uforandret. Det er i bevægelsens medium, at mennesker tager del i andres verdener og således bliver en del af deres samfund (Gebauer & Wulf 2001). Disse processer løber på forskellige planer. Det personlige individuelle liv på den ene plan og organiseringen af sociale systemer på det andet. For at sammenhængen mellem begge planer skal lykkedes, må vi se på interaktionen mellem de handlende personer og deres kontekst. Disse processer er udtryk for menneskers praksis, der viser, at vi lever i sociale sammenhænge, hvor vi er afhængige af hinanden. Det kan man iagttage i forskellige former for iscenesættelser såsom vuggestuer, børnehaver, skoler, fritidshjem, legepladser, private og offentlige rum, og som i dette tilfælde Norddjurs Friskole på Djursland.

Det er med disse konstateringer, at vi skal læse de procesbeskrivelser og anskue den billeddokumentation, vi bliver præsenteret for i DCUM’s publikation. Den kan selvfølgelig ikke give udførlige opskrifter og detaljerede arbejdsanvisninger, men kan trods alt give et realistisk billede af, hvor langt man kan nå med god vilje og iderigdom.

Det er imponerende, at her er vi helt tæt på de komplicerede arbejdsprocesser med så forskellige materialer som ler, glas, mosaik, bronze og maleri på stedet, og hvor man samtidig er i stand til at træde ud i den store verden og se, hvordan traditionerne lever videre i andre sammenhæng. Der står så flot på side 77 i kapitlet Vid og sans: Om tradition:

- Hensigten med at tage udgangspunkt i klassisk kunst har aldrig været at lave kopier af de klassiske kunstværker, men at give eleverne indsigt i en tradition, som de derefter selv fortolker – så de får mulighed at digte sig selv og deres egen tid ind i kunsthistorien. Samtidig får de nogle redskaber, som gør, at de forstår grundlaget for en stilart eller en periode og kan udtrykke sig med nogle af dens virkemidler. På den måde bliver traditionen levende, og børnene får oplevelsen af at arbejde sig ind i en historie, som er meget større end nu-og-her.

Her er der to forhold, der fanger min opmærksomhed. Det første er, at Norddjurs Friskole animerer til virkelyst og fordybelse i pædagogiske processer. Hermed får alle mulighed for at udvikle flest mulige sider af sig selv. Her er vi vidne til, at eleverne sætter spor og bearbejder dem på skolen. Spor som konkret er nærværende i skolens udsmykning og udformning. Det er vigtigt at kunne sætte og bruge dem for det betyder, at miljøet er åbent, at børnene har indflydelse på de omgivelser, der virker ind på dem. Hermed får børnene mulighed for at udvikle større fleksibilitet (Hansen & Nagbøl 2008). Det andet er, at det nære forbindes med hele vores civilisations mangfoldige viden. Pludselig bliver den klassiske kunst aktuel og værd at forholde sig til; mystifikationen med det overordentlige brydes, og det der opleves som noget stort bliver gjort personligt. Det klassicistiske bliver ikke til noget uopnåeligt og utilnærmeligt, sådan som nationalsocialisterne udnyttede de klassicistiske traditioner i deres magtpolitiske regi (Nagbøl 2004). Her er vi i øjenhøjde med kulturen, og den bliver tilgængelig i det sanselige livtag med den.

 

Kroppens lyst i lyset af nyere hjerneforskning
Lykkedes det at lære børn glæden ved at bruge deres sanselige potentialer fra den tidlige barndom, har det ikke kun betydning barnets lyst til at lære at lære, men også for hjernens udvikling. Wolf Singer, direktør for Max Plank Instituttet for hjerneforskning i Frankfurt a/M, har de seneste år beskæftiget sig med forholdet mellem menneskehjernens genetiske potentialer, og vores civilisations fornemmelse for og viden om opdragelse, dannelse og socialisering, på tysk Erziehung (Singer, 2002, 2003). De seneste års hjerneforskning kan eftervise, at de forbindelser som bruges og udnyttes gennem aktiviteter og erfaringer med omverden, baner sig vej og udvikler hjernes potentialer. Hjernen er i visse faser som et vindue, der åbner og lukker sig for udviklingen af bestemte færdigheder. Udnyttes dette tidsrum ikke af omgivelserne, forfalder muligheden, og kun de baner, der er kultiveret, fortsætter med at eksistere.

Anderledes udtrykt: hjernens hardware og software udvikler sig gensidigt efter, hvorledes vekselspillet mellem omverdens signaler og de genetiske forudsætninger udmøntes. I hjernen kan man således ikke adskille software og hardware. Hardwaren er ikke statisk. De programmer, som er med til at bestemme, hvorledes vi iagttager, hvorledes vi tænker og handler, de er forbundet i den arkitektur af sammenknytninger og forbindelser, som nervebanerne effektuerer. Hvorledes disse bliver forbundet, hvor stærke de enkelte relationer er mellem de forskellige dele af hjernen, er bestemmende for, hvad den kan rumme og virkeliggøre. Man kan vise, at de forbindelser, der bliver anlagt lige efter fødselen er i overskud. Den indflydelse og de erfaringer, som den enkelte tilegner sig i vekselspillet med omgivelserne, fæstnes i hjernen efter funktionelle kriterier. Det gælder for det barn, der tidligt lærer at skabe ting, spille violin, dyrke dans, musik og idræt. Her banes spor, som ikke kan genskabes som voksen, da de baner der skal fundere processen ikke er tilstedeværende, hvis de ikke er blevet stimuleret. Det gælder tids/rumlige læreprocesser, hvor bevægelse, leg og skaben er vigtige animatorer. Det samme kan man sige om de læreprocesser, vi betegner som de logiske og rationelle. Dem som i vores kultur er afgørende, fordi vi skal kunne læse, skrive, regne og kommunikerer ved hjælp af semantiske symboler.

De spor og baner, som bliver tilgodeset, bevares og bliver en virksom del af hjernens udvikling, medens dem, der ikke bliver brugt eller stimuleret, svinder hen og ikke kan revitaliseres. På denne måde modnes hjernen, og der udvikles en arkitektur, som er fuldt udbygget i puberteten, dvs. i 17-18-års alderen. Opdragelsessystemerne har stor indflydelse på denne proces. Hjernens funktionelle og strukturelle arkitektur kan kun udbygges, hvis sansesignalerne bliver præget af erfaringer fra omverdenen. Og det er med at gribe chancen, medens den er der. Epigenese og dets uadskillelige vekselvirkning med omgivelsernes medvirken gør det umuligt at foretage en stringent adskillelse mellem medfødte og erhvervede faktorer. Det er de første 5-6 år af barnets liv, der er de vigtigste. Hvis de musiske, rumlige, bevægelsesmæssige og andre komplekse funktioner, samt de logiske, sproglige, matematiske ikke er indlært på det rigtige tidspunkt, er løbet - set fra hjernens perspektiv - kørt.

Ved fejludvikling, hvor enkelte aspekter af menneskenes komplekse funktioner som f.eks. dets musikalitet undertrykkes, fordi alle barnets ressourcer skal gå op i matematik og retskrivning inden døre, risikerer vi, at de sanseaktiviteter, som gør børn egnede til at deltage i differentierede og fleksible sociale mønstre, forarmes. Vi skal lære at finde en balance mellem træning i rationelle og abstrakte læreprocesser, uden at det går ud over de kreative potentialer, som følger med musik, dans, tegning og sportens raffinerede bevægelsesmønstre. Vi må, ifølge Singer, ikke tvinge barnets hjerne fra musik til retskrivning. Kunstsproget skal læres, hvis vi på længere sigt skal kunne løse meget komplekse funktioner og sammenhæng inden for videnskab, forskning og kommunikation. Vi skal passe på at vores kommunikation ikke depraveres eller forarmes fordi vi ikke spiller på hele det biologiske register, som hjernens arkitektur rummer. I det videnskabelige område er kreativitet hovedsageligt det at have udviklet evnen til at se og forstå sammenhænge, som andre endnu ikke har set.

Børn er født med meget forskellige evner og differentierede muligheder, som vi i opdragelsesinstitutioner og skolen ikke må nivellere, ligestille og gøre ligegyldige. Der er vigtigt, at forældre og pædagoger lærer at bakke op om børnenes interesser og særlige anlæg. Hjernen ved, hvor den har sine ressourcer, og det skal respekteres.

Vor tids materielle kultur spiller meget op til fjern¬sanserne, øjne og ører, og det betyder, at nogle men¬nesker ikke kan forbinde det, de oplever, til deres nærsanser. Det kan gøre det vanskeligt for dem at skelne mellem fiktion og virkelighed, og de får der¬ved svært ved at forholde sig sanselig umiddelbart til andre mennesker (Kleinspehn 1989; Nagbøl 1991, 1995). I de rum, som er lukkede og afvisende, kan man se, at børn flygter ind i en virtuel-reality-verden med computerspil. I det øjeblik, hvor der er uderum og bevægelsesfrihed, har børnene derimod mulighed for at vitalisere eller revitalisere sanserne gennem løb og leg, og det betyder, at det ikke er så let at forfalde til den monotone verden, som computerskærmen lægger op til (Hansen & Nagbøl 2008).
 
Bogen Verdens smukkeste skole viser veje vi bør forfølge.

Referencer:
Gebauer, G. & C. Wulf (1998): Kroppens sprog. København: Gyldendal 2001.
Hansen, M. & Nagbøl, S. (2008). Det ny skoleliv Om pædagogik, krop, rum bevægelse og pædagogik: Århus: Klim.
Kleihnspehn, T. (1989): Der flüchtige Blick. Sehen und Identität in der Neuzeit. Hamburg 1991.
Nagbøl, S. (1991): Kanniks kroppe, mange syn på virkeligheden I: Kanniks Kunst. København 1991.
Nagbøl, Søren (2004): Rigskancelliet - om at forstå oplevelsen af arkitektur. I: Kragelund, Minna (red.): Ting og tingester. København: Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag, s. 39-60.
Nagbøl, S. (2010). Tak for opmærksomheden i Kognition og Pædagogik, 20 årgang nr. 76: Opmærksomhed, s. 50 til s. 63; Dansk Psykologisk Forlag, Virum.
Singer, W. (2002): Der Beobachter im Gehirn. Essays zur Hirnforschung, Suhrkamp Verlag Frankfurt a/M.
Singer, W. (2003): Ein neues Menschenbild? Gespräche über Hirnforschung, Frankfurt a/M. Suhrkamp Verlag.

Kilde:
Artiklen er offentliggjort i Dansk Pædagogisk Tidsskrift nr 1 - 2011