Hvad har Youtube med de fysiske læringsrum at gøre?

I en klumme i Berlingske Tidende den 29. september 2017 fremsætter Kaspar Colling Nielsen en yderst interessant (og foruroligende) påstand under overskriften "Youtube kan overtage vores folkeskole, gymnasierne og universiteterne". Et noget samfundsomstyrtende scenarie med vidtrækkende konsekvenser til følge, vil jeg mene - hvis det vel at mærke er sandt.

Hans grundlæggende påstand er, at Youtube tilbyder en "effektiv, smidig og nuanceret underholdning og er samtidig en kilde til konkret viden på flere niveauer". Han siger videre, at "folkeskoleeleverne langt hurtigere kan lære det de skal lære på Youtube, fremfor af en stresset lærer i et lille, overfyldt lokale med 28 elever". Colling Nielsens argument herfor er, at "Youtube kan forklare det hele bedre med brug af visuelle eksempler, som bygger på de bedste didaktiske metoder".

Hvis Colling Nielsen har ret i sin påstand, så mener han selv, at konsekvensen vil være, at skolerne bliver et sted, man bare går hen et par timer om eftermiddagen for at tage en test, have gymnastik, eller blot for at socialisere. Hvis det er den vej, det kommer til at gå, så er der ikke langt til at skolen, som det demokratiske samfunds nøgleinstitution, mister sin berettigelse.

Driver skolen en forældet undervisning? Noget tyder på det.

Men skal han have ret i sin påstand om, at skolerne kan blive overflødige, så forudsætter det, at den instrumentelle undervisningsform er dominerende i danske skoleelevers hverdag. Og er den så det? Det spørgsmål er langt sværere at svare på, end spørgsmålet om, hvorvidt Youtube (og andre sociale medier) rummer store læringsmæssige potentialer. Der er dog lavet et par større undersøgelser i de senere år, der forsøger at afdække, hvordan danske børn i den danske grundskole bliver undervist. Kigger man på dem tegner der sig omridset af et svar. Og desværre et svar der ikke synes, at kunne gøre Colling Nielsens påstand til skamme. En af de sidste store nationale undersøgelser viser, at danske elevers motivation for skolefaglig læring daler efter 4. klasse. Og vi ved, at motivation for skolefaglig læring er tæt forbundet med måden, der bliver undervist på.

 

 

Vores børn vil snart træde ud i en verden, hvor mange af de jobs, der i dag bestrides af levende mennesker, om 10 år vil være overtaget af "computer learning" (intelligente robotter). Det er alt fra taxachauffører til tandlæger, fra advokater til ambulanceførere, fra bankfolk til bagere.

Samtidig er der efterhånden bred enighed om, at der om 10 år vil være jobs, vi slet ikke har i dag, og derfor ikke er i stand til at uddanne til. Et helt realistisk scenarie, der stiller nogle helt andre krav til, hvilke kompetencer vores børn skal besidde end dem, det danske skolesystem er bygget op omkring.

Hvad Youtube ikke kan

Og nu er vi ved at nærme os et svar på spørgsmålet om, hvad der skal til, hvis Youtube og andre sociale medier ikke skal erstatte den traditionelle skolelærer. Svaret skal hentes i, hvad Youtube ikke kan lære vores børn. For Youtube kan nok forklare geometrien, procentregning, lære vores børn grammatik, lære dem at tale engelsk, vise dem, hvordan man designer en hjemmeside, osv.

Det, Youtube til gengæld ikke kan og aldrig vil kunne give vores børn, er udviklingen af de kompetencer, vi betegner 21st Century Learning Skills. Betegnelsen dækker over et sæt af bløde kompetencer, der handler om noget helt andet end at kunne memorisere fakta og regler og svare på lukkede spørgsmål, hvor der kun er én rigtig løsning på et teoretisk problem.

Der peges i retning af et radikalt anderledes læringsparadigme. Særlig centralt i dette paradigme tales for evnen til at kunne indgå i et teamsamarbejde. Derudover er det bl.a. evnen til at tænke og agere kreativt - dvs. at gøre dit barn i stand til at se og etablere forbindelser mellem hidtil uforbundne felter. Men det er også evnen til at kunne tænke kritisk-konstruktivt og være i stand til at identificere problemer og udvikle konkrete løsninger på disse problemer. En evne, der er tæt forbundet til det at være i stand til at omsætte teori til praksis.

Skal dette være måden, som undervisningen er struktureret på i det danske skolesystem, forudsætter det blandt andet en skole, hvor undervisningen i ALLE fag arbejder på baggrund af en lige balance mellem teoretisk viden og praktisk forståelse. I det perspektiv er en lærer uundværlig og uerstattelig. For denne proces kan Youtube ikke facilitere og guide vores børn i gennem. Det er her fremtidens skolelærer skal finde sit værd - for det er det, de skal lære vores børn. (Og det må ikke misforstås som, at børn ikke skal besidde en fagfaglig viden; men det er ikke denne viden, der må være målet i sig selv, og det vi måler dem på, som vi gør i dag).

En radikal anden virkelighed kræver en radikal anden skole

I dette sigte er der visse undervisningsmetoder, der er bedre end andre. For skal ovenstående lægge grunden for fremtidens skoles almendidaktiske metode, så lader dette sig kun gøre gennem en projektbaseret læring.

Men det kræver en anden type lærer end dem, vi har i dag. Og en helt anden skole. Det vil være en skole, hvor lærerne altid underviser i teams og aldrig alene, som det desværre er tilfældet i dag. Det kræver en tilrettelæggelse af undervisningen, hvor eleverne arbejder med konkrete og virkelighedsnære, faglige problemstillinger i producerende praksisfællesskaber, hvor mange af skolens fag indgår i et det samme projekt fra hver deres faglige position. Og det vil være en skolekultur, hvor elevernes forskelligheder ses som en ressource og ikke et problem, hvor det at lave fejl ses som et succeskriterie frem for et nederlag.

Hvis Colling Nielsen ikke skal få ret i sit noget dystopiske scenarie, som han fremmaler, så forudsætter det, at især grundskolen foretager nogle radikale ændringer både med hensyn til måden, hvorpå skolen er organiseret. Måske allermest, som Colling Nielsen også er inde på, måden vi indretter vores skoler på. For rum er adfærdsregulerende. Og vil vi skabe en ny skolekultur og en ny praksisideologi, bliver vi nød til at designe de fysiske rammer, så de faktisk er i stand til at invitere til og facilitere en projektbaseret undervisning i autentiske, produktionsrettede praksisfællesskaber i inspirerende læringsmiljøer der emmer af læring og kreativitet. Men også her er der desværre et stykke vej:

Billedet til venstre er af min egen 12-årige søns klasselokale (på en dyr privatskole). Det er her, han sidder op til 80% af sin skoleuge. Det er her, han bliver undervist i dansk, engelsk, matematik, historie og kristendomskundskab (tænk, at det stadig hedder det). Og billedet er desværre ganske retvisende for rigtig mange af de klasselokaler, jeg besøger rundt om i Danmark. Og jo længere op gennem klassetrinnene vi kommer, desto værre bliver det.

Der er tale om et læringsrum baseret på en praksisideologi, hvor læring er noget, der bedst sker stillesiddende og passivt i så mange timer ad gangen som muligt. Hvor en elevgruppe forstås som én stor homogen masse med de samme behov og de samme forudsætninger på de samme tidspunkter. En praksisideologi der er baseret på teoretisk, boglig viden i en instrumentel undervisningsform, hvor det er læreren, der stiller opgaverne og spørgsmålene, og eleverne, der prøver at svare rigtigt. Vil vi ændre det, må vi ændre rummene.

Det er svært at ændre sig - men fatalt ikke at gøre det

Jeg vil vove den påstand, at hvis skolen stadig skal have sin berettigelse som nøgleinstitution i vores moderne samfund, så må den danske lærer genopfinde sin egen rolle, redefinere sin faglighed og etablere en anden selvforståelse og professionalisme.

At det ikke er sket endnu, er der mange grunde til, og det ville være al for let at lægge hele ansvaret over på læreren. At mange lærere ikke evner at undervise efter de metoder, der er evidens for, at give det største læringsudbytte og de mest motiverede elever, skyldes for mig at se både en gammeldags og utidssvarende læreruddannelse; en forkert implementering af den nye skolereform; for få økonomiske midler til systematisk efteruddannelse og kompetenceudvikling af lærerstaben; en national skolekultur, der er totalt forældet mht. synet på lærerrollen; en uambitiøs og dogmatisk lærerforening; organiseringen og struktureringen af skolernes dagligdag; samarbejdet med lokalsamfundet; vidensdeling mellem skoler; løbende evaluering af lærerne, m.m. Men sker det ikke - og sker det ikke meget snart, så er jeg faktisk overbevist om, at Colling Nielsen får ret.

 

 

For vi må ikke glemme, at de elever, som danske lærere står og underviser hver dag, lever i en radikal anderledes virkelighed, end lærerne selv. Skellet har aldrig været større mellem elevvirkelighed og lærervirkelighed. Mellem skolevirkelighed og samfund.

Det peger på en radikal omstilling. Vi ved vist alle, at det er svært at ændre sig - men det er fatalt, hvis vi ikke gør det. Og det er ikke vores børn, der skal ændre sig - det er lærerne og skolesystemet. Og det er nu. For 'byggeriet' af morgendagens skole - begynder i dag.

 

 

 

Ovenstående artikel er revideret af DCUM. Læs hele artiklen her