Gymnasieelever diskuterer værdier og udvikler undervisningsmiljøet (1)



Aabenraa Statsskole modtog Undervisningsmiljøprisen 2007. Skolens har arbejdet indgående med deres undervisningsmiljøvurdering, UMV, og de har involveret eleverne i processen med at indkredse skolens værdier. Det har betydet, at skolens sociale liv er blevet styrket og elevdemokratiet forøget.
- Aabenraa Statsskole prioriterer elevernes holdninger højt. Der bliver lyttet til eleverne og deres ønsker bliver prioriteret højt, skrev elevrådsrepræsentanterne Emma-Sophie Fuglsang Andsager og Charlotte Nissen i indstillingen til Undervisningsmiljøprisen.
Undervisningsmiljøvurderingen
Aabenraa Statsskoles elevråd har, med stor opbakning fra både elever og ledelse, i løbet af de sidste år arbejdet aktivt for at forbedre undervisningsmiljøet på skolen.
Skolens undervisningsmiljøvurdering blev gennemført i undervisningstiden, hvor hver klasse besvarede et elektronisk spørgeskema i skolens IT-lokaler. Elevbesvarelsen kan derfor regnes som 100%. I øvrigt blev spørgeskemaet udformet i samarbejde med skolens elevråd.
- Det var en klar fordel, at eleverne havde medindflydelse på udformning af spørgsmålene og at besvarelsen var 100%. Undervisningsmiljøvurderingen har resulteret i mange nye tiltag på Aabenraa Statsskole, skrev Emma-Sophie Fuglsang Andsager og Charlotte Nissen i indstillingen.
Elever diskuterede problemstillinger og værdier i undervisningsmiljøet
Som opfølgning på undervisningsmiljøvurderingen blev der - af ledelsen og elevrådet i fællesskab - arrangeret en værdidebatdag. Formålet var at få eleverne til at tage stilling til UMV’ens resultater og komme med forslag til forbedring og udvikling af undervisningsmiljøet på skolen. Dagen blev indledt med et oplæg ved rektor og elevrådet i aulaen, hvorefter klasserne fordelte sig til deres respektive lokaler. Otte af UMV’ens problemstillinger blev diskuteret, og resultaterne blev hængt op på plancher i skolens forhal. Dagen blev afsluttet med fremlæggelser og debat i skolens aula.
- Det er vigtigt at tage nogle dage ud af det normale skema for at drøfte skolens undervisningsmiljø. Det er til gavn for både elever, lærere og ledelse, der alle kan være medvirkende til at forbedre skolens undervisningsmiljø. En ting er dog at drøfte og diskutere, endnu vigtigere er det at føre ønsket om et godt undervisningsmiljø ud i praksis, hvilket kræver opfølgning og efterfølgende evaluering, fortæller Emma-Sophie Fuglsang Andsager og Charlotte Nissen.
To temadage gav indhold til værdigrundlag
Resultatet af værdidebatdagen var blandt andet et ønske om flere aktiviteter på tværs af klasser og årgange. Derfor arrangerede skolen to temadage i april 2006, hvor hovedformålet var at få formuleret skolens værdigrundlag. Med udgangspunkt i en række konkrete eksempler fra skolens hverdag tog eleverne fat på at diskutere værdigrundlaget. Denne indgangsvinkel medførte, at eleverne kunne identificere sig med hovedpunkterne, og det gav stor opbakning og forståelse for nødvendigheden af at efterleve værdigrundlaget i praksis.
Flere temadage
Skolens gode erfaringer med at inddrage eleverne i udviklingen af skolens undervisningsmiljø medførte lyst til flere temadage. Skolen har blandt andet afholdt "50.000 kr. dagen". Dette initiativ styrker for alvor elevdemokratiet, men også elevansvarligheden, da eleverne sammen råder over 50.000 kr., der skal bruges til alle elevers fordel. Først skulle eleverne finde frem til, hvilke områder på skolen pengene kunne gå til. Derefter blev alle forslagene skrevet sammen, og hvert hold skulle nu vælge ét af forslagene. Afslutningsvis samledes alle elever i aulaen, hvor diskussionen om hvilket forslag, der skulle gennemføres, blev styret af elevrådet.
Resultatet blev et kompromis mellem flere stikkontakter til opladning af elevernes egne computere, flere borde og bænke i skolegården og desuden forbedring af skolens elevcomputere, så de blev hurtigere.
- På "50.000 kr. dagen" var skolens elever meget delte i diskussionen om hvorvidt pengene skulle bruges til flere stikkontakter på skolen eller flere borde og bænke. Problemet blev dog løst ved et forslag om kompromis, hvortil opbakningen var enorm, fortæller elevrådsrepræsentanterne Emma-Sophie Fuglsang Andsager og Charlotte Nissen. De fortsætter:
- Eleverne har ved deltagelse i værdidebatdagen, temadagene og 50.000 kr. dagen fået øget medindflydelse på skolens undervisningsmiljø. Skolens sociale liv er blevet styrket og elevdemokratiet forøget.
Hvad har det betydet for skolen at modtage Undervisningsmiljøprisen?
- ”Til lykke med Undervisningsmiljøprisen. Det er jo en af de, priser man gerne vil vinde”. Sådan skrev lederen af en af byens andre ungdomsuddannelsesinstinstitutioner generøst til mig, fortæller Ole Daneved, rektor ved Aabenraa Statsskole.
- Det er umiddelbart vanskeligt konkret at måle effekten af, at gymnasiet har modtaget Undervisningsmiljøprisen, men der er ingen tvivl om, at den har en positiv betydning. Indadtil i huset blev prisen modtaget med begejstring af både elever og ansatte. Prisens anerkendende ord om at have ”gjort en ganske særlig indsats for at skabe og opretholde et godt undervisningsmiljø” medfører berettiget stolthed over det arbejde, man har udført og motiverer desuden til en fortsat indsats, fortsætter han.
- Udadtil signalerer Undervisningsmiljøprisen i forhold til potentielle elever og kommende medarbejdere, at Aabenraa Statsskole er kendt og anerkendt for sine værdier og som sådan et attraktivt sted at uddanne sig eller være ansat. Prisen er desuden med til at befæste gymnasiets gode omdømme i lokalsamfundet. Dertil kommer, at det, at Aabenraa Statsskole vandt Undervisningsmiljøprisen, er noget, der vil blive husket i mange år, så jo – det er en af de priser man meget gerne vil vinde, og vi er meget glade for, at det er lykkedes for os, slutter rektor Ole Daneved.