Frihed + ansvar = trivsel

Et børnesyn som tager afsæt i ’frihed under ansvar’ har på få år bragt trivslen helt i top blandt udskolingseleverne i Vinklen på Bøgeskovskolen i Viborg. Og det er lykkes så godt at Vinklen var blandt de tre finalister da undervisningsmiljøprisen 2018 skulle uddeles af undervisningsministeren. DCUM tog afsted til Vinklen for at høre hvordan de har båret sig ad.

Det er bidende koldt da jeg ankommer til Bøgeskovskolen i Bjerringbro. Derfor bruger jeg ikke meget tid på bygningens ydre fremtoning, men skynder mig i stedet indenfor. Her er behagligt varmt, og mens jeg venter på mit møde med afdelingslederen Michael, ser jeg mig lidt omkring. Der er ikke umiddelbart noget særligt ved skolen, den ligner en helt almindelig grundskole, men jeg er her heller ikke på grund af de fysiske rammer. Grunden til at jeg denne morgen er taget til Bjerringbro, er at skolen tilsyneladende har knækket koden til god elevtrivsel ved bl.a at ændre børnesynet.

Der er ret stille på sådan en folkeskole, tænker jeg, men jeg når knap at færddiggøre tanken før en parade af elever fra de mindre klasser, to og to, side om side og med grin og snakken, myldrer gennem indgangshallen i retning mod biblioteket, og så er man ikke længere i tvivl om hvor man er. Da jeg vender mig om, ser jeg Michael komme gående mod mig, og vi går ned på hans kontor for at tale om hvordan det er lykkes Vinklen at ændre børnesynet, med øget elevtrivsel som resultat. Et børnesyn hvor der lægges vægt på elevernes ressourcer fremfor deres udfordringer. Et af nøgleordene er nysgerrighed: „Når Peter sidder og larmer i timerne, så er jeg, som lærer, ikke sur over at han larmer, men jeg skal være nysgerrig på hvad der får ham til at gøre det”, fortæller Michael.

„Tidligere var vi meget faglige og regelrette i vores børnesyn”, fortæller Michael. „Så hver gang nogle af børnene udfordrede os lidt, henviste vi til deres faglighed og forsøgte at sætte regler op for dem.” Michael fortæller at skolen nu i højere grad har fokus på hele eleven, og regler er tildels udskiftet med rammer: „Det handler om at gøre eleverne ansvarlige” siger Michael og uddyber med et eksempel: „Hvis to elever bliver enige om at have sneboldkamp, så får de lov til det, så længe det er inden for rammerne og ikke går over grænsen. Vi har ikke sneregler, men snerammer.”

Forundret spørger jeg senere en lærer hvordan eleverne reagerer når de pludselig står overfor færre regler end tidligere: „Selvfølgelig prøver de ting af, men så de oplever også at vi ikke skælder ud; i stedet tager vi en snak med dem.” Det virker som opskriften på Vinklens succes: Færre regler, mere ansvar og dialog.

Tæt-på-ledelse med prøv-og-fejl-tilgang

Ændringen i børnesynet har været en proces som har taget et par år, men som udskolingen nu virkelig høster frugterne af, som en lærer udtrykker det. „Det handler ikke om at kigge på barnet, men at kigge på os selv. Hvordan kan vi arbejde med eleverne, og hvad vi kan gøre for at det bliver bedre?” Jeg ser hurtigt at det ikke blot er eleverne som trives med den nye tilgang, det gælder også for lærerne: „Kan du ikke også mærke at vi brænder for det?” bliver jeg spurgt om, og til det spørgsmål må jeg nikke bekræftende, lærernes passion er tydelig for enhver som træder ind i Vinklen. For at få hele lærerteamet til at arbejde med samme børnesyn, har det krævet megen og gentagende italesættelse fra ledelsen side og at være vedholdende og tro på den nye tilgang. At bakke op om lærerne når de har forsøgt at implementere det nye børnesyn, også de gange hvor det ikke lykkedes første gang. Så lærerne bliver ved med at være nysgerrige på hvad der kan gøres, og hvad de kan ændre for at tiltaget lykkes næste gang. Ledelsen er tæt på undervisningen, og ofte er Michael ude i klasserne. Ikke for at kontrollere brugen af det nye børnesyn, men for at give lærerne et ekstra sæt øjne på undervisningssituationen. Noget lærerne også arbejder med internt: „Vi går meget ind og observerer hos hinanden fordi eleverne opfører sig anderledes i en dansktime fremfor en matematiktime.” Besøgene skaber muligheden for at se flere vinkler på en situation, klasse eller elev.

Der har også fra ledelsens side været en italesættelse af at hvis læreren i processen kommer til at træffe en forkert beslutning, er det i orden: „For vi skal øve os, og vi skal prøve, og vi laver også fejl.” Når jeg spørger ind til om der har været kurser involveret, så fortæller Michael at der udelukkende er tale om prøvehandlinger: „Det er prøv-og-fejl. Og når det så ikke lykkes, så er vi blevet en erfaring rigere.” Lærerne tilslutter sig fordelen ved prøv-og-fejl-tilgangen: „Vi lærer hver gang. Og bare det at få lov at udvikle sig som lærer, det er fantastisk.”

Da Michael og jeg har talt færdig, passer det med at frikvarteret er startet i Vinklen, så Michael foreslår at vi går derover med det samme. Men allerede lige udenfor kontoret ser jeg første eksempel på tæt-på-ledelsen: En pige står og vil gerne have Michaels hjælp med noget teknik. Michael svarer at han nok skal vende tilbage når han lige har fulgt mig over til Vinklen. „Men måske er jeg ikke her længere for jeg har ondt i hovedet”, svarer pigen, og jeg kan ikke lade være med at smile fordi hun tydeligvis kender lederen godt. Michael siger at hun lige kan sætte sig i sofaen og slappe lidt af indtil han kommer tilbage. Vi når ikke meget længere end et par skridt ud i indgangshallen før det næste barn fanger Michaels opmærksomhed: En af de mindre elever er lidt ked af det. Michael lægger armen om barnet og spørger om de ikke sammen skal finde Bodil som er klasselæreren. Jeg følger efter dem ned gennem bygningen, lidt usikker på om det er meningen at jeg skal gå med. Men Michael vender hurtigt tilbage, og vi fortsætter hen til Vinklen.

Vinklen er en separat bygning, bogstavelig talt med højt til loftet. Det er en L-formet eller vinklet bygning – heraf navnet på udskolingen – som er åben og med klasselokaler langs den ene side. I det store, åbne lokale befinder en stor del af eleverne sig, nogle samlet om bordfodboldbordet, andre sidder ovenpå. Vi går gennem lokalet hen mod lærerne som sidder sammen ved et bord i bygningens samling. På den måde er de diskret til stede og nemme for eleverne at komme til: „De ved at vi er her, selv hvis vi sidder inde til forberedelse.” Lærerne er tilstede så eleverne kan få fat på dem, men de patruljerer ikke rundt og holder øje hele tiden, som en elev fortæller, de gjorde i de mindre klasser. Det skaber en markering af frihed under ansvar og viser en tillid til at eleverne godt ved hvordan de skal opføre sig, en tillid som er blevet bemærket af eleverne. De fortæller at lærerne i starten holdt mere øje med dem: „Men nu kan de godt se at vi har lært at vi ikke skal larme for meget.”

Da vi kommer hen til bordet, præsenterer Michael mig for de lærere som jeg skal tale med. En af de andre lærere ved bordet nævner i spøg at interview nok er forebeholdt de få udvalgte. Jeg griner og siger at hun da er mere end velkommen, jo flere jo bedre. Igen mærker jeg tydeligt en uformel og afslappet stemning. Lærerne viser vej ned til et lokale hvor vi kan tale uden at blive forstyrret – og uden at forstyrre den anden vej – og på vores vej kommer vi forbi bordfodboldbordet som er omringet af en flok 7. klassespiger. En af dem vender sig smilende mod os og hilser på begge lærere, men da hun opdager mig, er forvirringen over hvem jeg er, tydelig. „Nårh, der var en ukendt ansigt, hva’?” griner den ene af lærerne. Flokken om bordet er åbenbart ikke et særsyn, får jeg at vide af eleverne. „Vi bruger fodboldbordet i hvert frikvarter. Så står man i sådan en kæmpe bue omkring det og hepper på hinanden.”

Frihed under ansvar

At det er muligt for eleverne at få indflydelse på deres egen hverdag, er tydeligvis noget de har set frem til: „Sidste år gik vi bare og længtes herover hvor der ikke er så mange regler.” Man kan ikke lade være med at smile af elevernes glæde over at have fået færre regler. „Vi er faldet mere til ro”, fortæller de. Det er dog stadig tydeligt at eleverne godt ved hvordan man skal opføre sig selvom de har fået friere rammer. De understreger at det er vigtigt at man opfører sig pænt overfor hinanden. De ved godt at deres opførsel påvirker stemningen i hele Vinklen. Så at eleverne tager ansvar for hinanden og fællesskabet, er mærkbart. At de nu er store nok til at tage et ansvar, bliver eleverne også mindet om af deres lærere: „Tit siger de: Nu skal I selv finde ud af det her, eller nu er I blevet så store at det kan I godt selv gøre.”

Synet på eleverne som ansvarlige og fornuftige kommer også til udtryk når nye rammer eller ting skal implementeres: „Vi fortæller eleverne hvorfor vi gør som vi gør”, fortæller en lærer. Lærerne fremhæver at de snakker med eleverne fremfor at skælde dem ud: „Når børnene handler uhensigtsmæssigt, så tager vi en snak med dem om hvad der fik dem til at gøre sådan. Så opnår eleverne selv reflektionen over at de ikke har levet op til frihed under ansvar.” Generelt virker det til at dialog fylder meget i Vinklen, der er små samtaler i ugens løb hvor lærerne lige kan tage pulsen på elevernes hverdag. „Lærerne tager meget hensyn til hvad man har brug for. Hvis man er ked af det, tager de en snak med en”, fortæller en elev og bliver suppleret af en kammerat: „De husker os på at hvis der er noget galt, så kan vi altid komme til dem, f.eks. hvis vi er ved at drukne i lektier. Og man er ikke bange for at sige det til dem.”

Det er gennem små ting i hverdagen at lærerne viser eleverne at de har et ansvar. Det er f.eks. ved at høre eleverne om mængden af lektier: Hvilken mængde er passende i forhold til afleveringer i de andre fag? På den måde bliver lektierne ikke trukket ned over hovedet på eleverne, men bliver i stedet en aftale mellem læreren og eleverne. „Vi har fået mindre fokus på faglige resultater”, fortæller en lærer og siger i sammen åndedræt at det ikke har haft en negativ indvirkning på fagligheden – tværtimod ligger Vinklen over landsgennemsnittet i forhold til faglighed. „Vi bliver nødt til at have det personlige og sociale med før vi kan proppe det faglige på dem.” Helhedssynet fylder meget, det bemærker man tydeligt, og det illustreres ved en af lederens metaforer. Michael fortæller hvordan elevernes ressourcer ses som en hånd i et kortspil: Eleven har fået tildelt forskellige kort og vil altid spille sit bedste kort. I nogle tilfælde spiller eleven ikke det kort som i lærerens optik ville være det bedste, og her er det ikke lærerens opgave at spørge eleven hvorfor han/hun gjorde dette i stedet for hint. „Så er det fordi eleven mangler det kort, og så er det min opgave at være nysgerrig på hvad jeg kan gøre for at eleven har det kort til næste gang.”

Bordtennis som betaling

Da jeg spørger lederen hvilke ressourcer der er brugt på reformeringen af børnesynet, og om de ikke har justeret på andre aspekter af undervisningsmiljøet, svarer han at den eneste ændring har været i tilgangen til eleverne. Så der er ikke foretaget store ændringer. Eller det er så lidt løgn, griner Michael: „Det har kostet mig et bordtennisbord. Vi oplevede at eleverne nogle gange var lidt rastløse, og så sagde jeg hvis I kommer og siger til, så køber jeg et bordtennisbord. Så bad de om et, og så var jeg jo nødt til at købe det.” Jeg smiler af historien og tænker at det er et rigtig godt eksempel på at eleverne kan inddrages i forskellige beslutninger på baggrund af en tillid til at de formår at vurdere deres egne behov. Dette betyder ikke at lærerne ikke har det sidste ord eller kan irettesætte eleverne, men at der er fokus på dialogen og på elevernes perspektiv.

„Må jeg få 10 minutter?” „Nej, du må få 5.” Forhandlingen om pausens længde overhører jeg på gangen. Jeg spørger nogle af de ældre elever om det er normalt at de lige holder fem minutters pause. De nikker begge og fortæller at lærerne ofte giver dem fem minutter til lige at gå en tur eller opfordrer dem til at gå over til gymnasiet, røre muren og komme tilbage igen. Det er nok til at få hovedet klar til endnu en times koncentration. Mens jeg render rundt og indsnuser atmosfæren, er der flere af eleverne som nysgerrigt spørger hvad jeg laver. Hver gang oplever jeg at eleverne lytter interesseret og gerne vil fortælle om deres skole.

På vej tilbage til kontorerne støder jeg på en af skolens pedeller. Han er, ligesom eleverne, nysgerrig på hvad jeg render og laver. Da jeg fortæller hvorfor jeg er her, griner han og siger at jeg skulle have været der aftenen forinden, hvor der var skolefest, for der ville jeg virkelig kunne have taget en masse billeder. I pedellens fortællingen om hvor god en aften det var, bekræftes mit indtryk af at passionen for stedet deles af alle personalegrupper. Michael kommer ud og deltager i samtalen, og endnu engang får jeg syn for sagen i forhold til tæt-på-ledelse. Gennem hele besøget har passionen skinnet igennem, både hos lærere og ledelse. Men også elevernes glæde ved at have fået friere rammer og derfor skulle tage ansvar for sig selv og hinanden kan mærkes.