Spring til indhold

Et æstetisk skoleeksempel

header image
Af Ulla Kjærvang
billede
_MG_1978 copy2.jpg

Kingoskolen i Slangerup er et fremragende eksempel på æstetisk undervisningsmiljø. Her er et godt indeklima sammentænkt med hensynet til bæredygtighed og en fin rumlig bearbejdning.

Kingoskolen i Slangerup er planlagt omkring en kunstig sø, som et fint arkitektonisk element i byggeriet.

Duften af træ byder velkommen, når man træder indenfor på Kingoskolen. Alle gulve er beklædt med hvid-pigmenterede planker i træsorten Kerving Yang i stedet for linoleum, som stadig vælges i meget nyt skolebyggeri af hensyn til rengøringen. Langs den ene gang hænger der små altaner ud over gangen i 1.sals højde. Her kan eleverne sidde og fordybe sig med en bog eller i en samtale blandt toppen af de store palmer, der når op til altanen.

Nicher og kroge
Store planter pryder gangene på hele skolen og man bliver hele tiden mødt af en gennemtænkt bearbejdning af hver enkelt rum og skolen som helhed. Overalt er der nicher og kroge, eller nedsænkede steder til ophold. Der er variation mellem forholdet ude og inde, og der er en fin bearbejdning af dagslys og brug af kunstlys

Kingoskolen stod færdig i 2001. Den er blevet til i tæt samarbejde mellem kommunen, skolens ledelse og personale og arkitektgruppen Nielsen og Rubow A/S. Den arkitektoniske ide har været at skabe en skole, hvor der er en funktionel klarhed i hoveddispositionen. Det skulle med andre ord være nemt at aflæse de forskellige dele skolen består af, fordi det giver genkendelighed og tryghed og samtidig et rumforløb og rumbearbejdning, som er oplevelsesrigt for elever og lærere.Eksperimentariet ligger direkte ud til søen, så eleverne kan hente vandprøver og studere de biologiske processer.

Udsigt til vand fra gangarealer
Skolen er planlagt omkring en kunstig sø fyldt med karper. Søen er placeret midt i skolen, og den er et fint arkitektonisk element, der giver stemning og påvirker sanserne. Når man begiver sig rundt på skolen, kan man se ud på vandet fra de fleste af skolens centrale gangarealer. Herfra er der adgang ud til terrasser ved søen, hvor man kan opholde sig med sin frokost på en lun sommerdag. 

- Hele haveanlægget giver inspiration og behag for alle på skolen. Lige meget hvor man er kan man lade øjnene hvile på haveanlægget. Haven er et rigtigt godt eksempel på at eleverne sætter pris på de fysiske rammer. Der er aldrig rod derude. De smider ikke affald eller hinanden i vandet, som flere voksne fremførte skeptisk, da ideen blev fremlagt, siger skoleleder Per Høxbroe.

Kan aflæse vindstyrken
Naturfagscentret er ganske særligt. Her kan der eksperimenteres og praktiseres med alle fag. Fra skærmterminaler kan eleverne følge hele varme- og ventilationsanlæggets funktion. Og eleverne kan aflæse vindstyrke, vindretninger og temperaturer. Disse muligheder er tænkt ind som et pædagogisk element i undervisningen.

Eksperimentariet ligger direkte ud til søen, så eleverne kan indhente vandprøver og studere de biologiske processer. Taget indsamler regnvand, der løber ud i søen. På regnfulde dage høres vandet tydeligt, når det plasker ned i søen.

Store planter pryder gangene og bidrager til det gode indemiljø, der kendetegner hele skolen.

Skånsomme materialer
Konkurrenceprogrammet stillede krav om et godt indeklima. Derfor har man bestræbt sig på at bruge naturmaterialer og overfladebehandlinger, der er skånsomme for indeklimaet. Og man har valgt naturlig ventilation i alle rum. Rummene kan reguleres individuelt eller automatisk.

- Den naturlige ventilation er en succes. Vi har færre symptomer på allergi og snue end i de gamle bygninger. Kingoskolens æstetik påvirker alle på skolen positivt. Selvfølgelig har vi oplevet enkeltstående tilfælde af hærværk, men i det store hele oplever vi, at fysiske rammer af høj kvalitet gør, at eleverne passer bedre på tingene. Sådanne rammer forpligter. At bygge smukt påvirker den måde folk er på, og det oplever vi her i vores hverdag, siger Per Høxbroe.