De voksne kan også mobbe

En fjerdedel af eleverne oplever at blive meget negativt behandlet, og det går hårdt ud over både indlæring og selvværd. Det er uacceptabelt.

DCUM har i år, sammen med Børnerådet, spurgt elever i 7. klasse om deres oplevelser af relationer - gode som dårlige - til lærerne. Undersøgelsens resultater er alarmerende!

Hver dag, flere gange om ugen eller flere gange om måneden oplever otte procent at blive ydmyget, ni procent at blive hånet, syv procent at blive fortalt, at de ikke duer til noget, 11 procent at blive forfulgt, fire procent at blive truet, syv procent at få taget hårdt fat i for eksempel armen, 20 procent at blive overset eller ignoreret og 25 procent at blive skældt meget ud.

Der kan således identificeres en gruppe af elever, hvis relation til lærerne er kendetegnet ved negative oplevelser.

De fleste elever har dog positive relationer til deres lærere: Mellem 62 og 91 procent af eleverne har positive oplevelser med deres lærere enten dagligt, flere gange om ugen eller flere gange om måneden. Det kan være, at læreren roser, viser respekt eller tolerance over for eleven. Det er især de fagligt stærke elever, der har positive oplevelser, og det er typisk de samme elever, der ofte har forskellige positive oplevelser med lærerne.

Undersøgelsen viser også , at jo oftere eleverne har positive oplevelser med lærerne, jo gladere er de for at gå i skole, og jo mere positivt vurderer de deres muligheder for at blive fagligt dygtigere i timerne.

Op til 25 procent af eleverne i 7. klasse har hver dag, flere gange om ugen eller flere gange om måneden en negativ oplevelse med deres lærere. Det er typisk de samme elever, der har flere forskellige negative oplevelser med lærerne: Jo oftere en elev for eksempel føler sig ydmyget, jo oftere vil den samme elev opleve at blive hånet, forfulgt, truet og så videre. Jo oftere eleverne har negative oplevelser, jo mindre glade er de for at gå i skole og jo mindre oplever de, at lærerne hjælper dem, hvis de har problemer.

Generelt er eleverne varsomme med at betegne deres negative oplevelser med hån, ydmygelser, trusler, fysiske overgreb med videre fra lærerens side som mobning. Og det til trods for, at konsekvenserne heraf har en karakter, der vidner om, at mobning har fundet sted. Eleverne fortæller blandt andet om, at de ikke har lyst til at gå i skole, at de får det »dårligt indeni«, og at de føler sig mindre værd, når læreren udsætter dem for de ovenstående krænkelser.

En årsag kunne være, at eleverne generelt tænker på mobning som et fænomen, der kun foregår mellem dem og deres klassekammerater, blandt andet fordi antimobbe-kampagner typisk er rettet mod forholdet eleverne imellem og ikke rettet mod forholdet mellem lærere og elever. Ligeledes er skolernes adfærdsregler typisk rettet mod forholdet eleverne imellem og ikke mod forholdet mellem lærere og elever. Skolers antimobbestrategier er ligeledes kun rettet mod forholdet eleverne imellem og ikke forholdet mellem lærere og elever.

Derudover giver nogle af de interviewede elever udtryk for, at de ikke forventer mobning fra lærerne, fordi de forventer en ansvarsbevidsthed fra dem, der i sagens natur ikke indbefatter mobning. Derfor kan der være nogle elever, der ikke kan forestille sig, at man kan betegne en lærers adfærd som mobning.

Undersøgelsen viser, at 10,5 procent af eleverne har haft oplevelser med lærerne inden for det sidste halve år, som de selv direkte betegner som mobning. Disse 10,5 procent er en særligt udsat gruppe. De bliver ikke blot mobbet af deres lærer/lærere, men bliver også typisk mobbet af deres klassekammerater eller af andre elever på skolen.

De mobbede elever taler typisk med deres forældre og dernæst med deres venner om oplevelserne, men der er også en del af eleverne - en tredjedel af de 10,5 procent - der ikke taler med nogen om det.

Undersøgelsen viser, at respekt, tolerance, forståelse og interesse fra lærernes side ikke bare er fraværende, men også er vendt til blandt andet oplevelser af forfølgelse, ydmygelser, trusler og fysiske overgreb for en forholdsvis stor del af eleverne i undersøgelsen. Dette kan have omfattende konsekvenser for de implicerede elever i form af blandt andet værdighedstab, lavere selvværd, utryghed og dårligere indlæring. At mange elever oplever dårlige relationer til lærerne og derfor trives dårligt i skolen er utilstedeligt.

Eleverne nævner tre nøgleord, der er vigtige for dem i relationen til deres lærere: humor, faglig seriøsitet og interesse. Humor og faglig seriøsitet handler om, at der i undervisningen skal være plads til begge dele, idet eleverne vil lære noget, men samtidig behøver undervisningen ikke at være kedelig. Eleverne ønsker desuden, at lærerne aktivt hjælper dem med at løse deres interne konflikter og mobning, fordi de ikke altid selv er i stand til at finde en løsning. Endelig må lærerne gerne udvise interesse for elevernes privatliv.

Når elever oplever, at lærere udsætter dem for fysiske og psykiske overgreb, så har det mærkbare konsekvenser for elevernes trivsel og læring. At eleverne er udsat for disse overgreb, viser, at der er behov for en kulturændring i skolen og blandt lærerne. Hvis skolekulturen skal ændres, må vi bryde det tabu, der er omkring lærere, der ydmyger, håner, forfølger, ignorerer og truer elever.

Lærernes adfærd må italesættes, og det må være legalt for både elever, forældre, lærere, skoleledelse og skolebestyrelse at ytre sig om problematikkerne. Forhåbentlig bliver det herved muligt i fællesskab at finde konstruktive og handlingsorienterede løsningsmuligheder for fremtiden.

Når elever tilkendegiver, at de oplever at blive mobbet af deres lærer - en voksen med en autoritet over for barnet - må vi tage det meget alvorligt! Ikke nok med, at magtforholdet er asymmetrisk; mobning er i sig selv en ødelæggende og krænkende adfærd, som ikke under nogen omstændigheder bør kunne forekomme i relationer mellem lærer og elev.

Mobning er psykisk vold, og når den udføres af voksne mod børn, er der efter min opfattelse tale om en handling baseret på had. Vi ved, at mobning i skolen sætter sig varige spor i ofrene.

DCUM ser frem til en dialog og idéudvikling mellem de faggrupper og organisationer, der kan gøre en forskel til det bedre på området. Positive sociale relationer mellem elever og lærere er afgørende for elevernes sociale trivsel og personlige og faglige udvikling. Eleverne har fortalt, hvordan relationerne til lærerne påvirker dem, og hvad de kunne ønske sig. Som ansvarlige voksne har vi pligt til at tage deres udsagn alvorligt!

Et første skridt kunne være, at der i den nye og nu lovpligtige antimobbestrategi på den enkelte skole også beskrives, hvad elever og forældre kan forvente sig af lærernes og ledelsens adfærd i omgangen og samværet med eleverne, og ikke kun opremser en række krav til, hvad skolen forventer af eleverne.

Publiceret i Weekendavisen den 14. august 2009