Brugere er medskabere i den kreative proces

Når der skal bygges en ny daginstitution nedsættes der en arbejdsgruppe bestående af pædagogisk personale, embedsfolk og forældrerepræsentanter. Gruppen fungerer som aktiv medskaber i udformning af det kommende byggeri og har dermed medansvaret i de beslutninger, der skal træffes. Gruppen refererer til et bagland, hvilket giver en bred brugerinvolvering i skabelsesprocessen.

Gruppens rolle i den kreative proces er at være med til at give mening og indhold til arkitekturen. De erkendelser og beslutninger, der opstår, som resultat af denne brugerinvolvering, danner grundlaget for byggeriet.

 Ofte er det fremtidige personale ikke ansat endnu, så dialogen omkring den kommende institution tages som regel ikke med dem, der skal have deres daglige gang i huset. Det gælder for arbejdsgruppen om at lave de bedst mulige rammer, der kan imødekomme de behov, husets fremtidige brugere må have - både voksne og børn.

 Som arkitekt bliver jeg involveret i institutionsbyggeri, når beslutningen om, hvor institutionen skal ligge, og hvor mange børn, den skal rumme, er taget. Min opgave bliver for arbejdsgruppen at skabe indsigt i de potentialer, udfordringer og problemstillinger, som de skal forholde sig til undervejs i processen. Jeg fungerer derfor både som katalysator for, at processen glider, og er eksperten på rum.

Den lærende proces – at inspirere bevidst

I løbet af 4-5 møder skal arbejdsgruppen være med til at udarbejde et færdigt projekt til politisk godkendelse. Efter relativ kort tid skal gruppen have taget stilling til alt lige fra, hvor mange opvaskemaskiner institutionen sandsynligvis får brug for, farve på vægge, rumstørrelser til disponering af udearealer. En stor forpligtende mundfuld.

 Den gode proces opstår, når de forskellige kompetencer i arbejdsgruppen føler tryghed og byder ind til projektets udvikling og fremdrift. Det er vigtigt, at alle i gruppen hurtigt får ejerskab til produktet, der tager form. Der skal være plads til alle og det uforudsigelige, hvilket kun kan ske under en styret guidning.  Jeg skal som arkitekt føre arbejdsgruppen gennem kompleksiteten i at tænke den første spæde abstrakte idé til afleveringen af det færdige byggeri.

 I begyndelsen, hvor arbejdsgruppen ikke kender hinanden så godt, tager jeg udgangspunkt i deres egne gode erfaringer. Erfaringerne skal ikke glemmes – men tages op, udfordres og genfortolkes i det kommende byggeri. Det handler om både at bringe den viden frem arbejdsgruppen besidder og samtidig finde inspiration fra tilsvarende projekter, der kan fremme gruppens refleksion.

Inspirationen hentes i andre institutioner via fotos og studieture for at folde den aktuelle problemstilling ud. Herved får vi etableret en fælles vidensbank – en skattekiste, som vi kan udvikle ud fra. Undervejs på mødet bliver der både i fællesskab og individuelt udformet ideer og ønsker. Disse input omsætter jeg til tegninger, hvorefter nye problemstillinger dukker op og skal løses.

 Først undersøger vi den kommende institutions pædagogiske og mentale fundament. Måske er der allerede formuleret et overordnet ønske om en særlig pædagogisk vinkel såsom natur, bevægelse, teater, sprog eller lignende. Det gælder om at finde det unikke ved netop denne institution. Hvad skal der lægges vægt på? Hvad er den røde tråd? Den valgte overskrift bruges til at skabe et hierarki i institutionen – en overordnet fortælling, der skal gå igen i udformning af rum, materialevalg osv. Ved at formulere en overskrift – en opskrift kan vi i skitseringen give institutionen et særpræg – en god baggrund for den konstant foranderlige hverdag.

 Når overskriften er valgt bruger jeg min arkitektfaglighed til at definere et relevant tema til diskussion ved hvert efterfølgende møde i arbejdsgruppen. I en institution baseret på udeliv blev et tema formuleret: Hvordan skal børnene inspireres til at gå udenfor og samtidig lære om naturen, når de er indenfor? I det nævnte eksempel blev institutionen udformet som et utal af ”kikkerter” til omverdenen, hvor hvert rum havde et helt særligt fokus på en unik oplevelse udenfor. 

 

Børnenes advokat

Undervejs i processen ”tager jeg forskellige kasketter på” for at belyse de relevante problemstillinger fra så mange synsvinkler som muligt. Institutionen skal både være en velfungerende arbejdsplads, have et godt børnemiljø og være et trygt forældremødested. Jeg forsøger at få arbejdsgruppen til at gøre det samme, så vi arbejder ofte med kunstige situationer – tænkte scenarier som små rollespil i løbet af et møde. Et rollespil til at undersøge brugen af en garderobe i institutionen baseret på natur og udeliv lød: Hvordan skal et barn hjælpes af med det beskidte tøj, når andre børn samtidig leger lige ved siden af på gulvet? I løbet af rollespillet stod det hurtigt klart, at garderoben skulle deles i to – ”en grovgarderobe” med knager og tørreskab samt ”en fingarderobe”, der ville være renere og kunne åbnes mere op mod de resterende rum. På den måde fik institutionen både et lovligt beskidt rum og et bedre legeareal i form af en renere garderobe.

 Den kasket, som er sværest at tage på, er børnenes. Det gælder om at genfinde en barnlig glæde, genopfriske, hvad der var sjovt i en tidlig alder. Børnene er den svage part, når der skal bygges nyt. De er den vigtige stemme, som ofte ikke er hørbar under institutionens tilblivelse. Derfor sørger jeg altid for at være børnenes advokat i udarbejdelsen af projekter ved at repræsentere dem i en hvilken som helst problemstilling. Overalt, hvor jeg kan snige et tiltag ind, der inspirerer børn, gør jeg det gerne.

 I praksis henter jeg inspiration ved at iagttage egne børn og deres legekammerater.  En række tankeeksperimenter hjælper også fantasien og hukommelsen på vej: Hvordan vil børn mon bruge dette rum? Kan gangen udformes til en spændende løbebane med fartstriber i gulvet? Eller skal den være en slange med indbyggede nicher og huler? Det vigtige er, at min viden om rum understøttes af den ønskede pædagogiske vision og daglige brug.

Den uartige arkitekt - at vende ting på hovedet

Der findes love for arbejdsmiljø, der skal opfyldes, men den store udfordring er at sikre et æstetisk børnemiljø. Dagtilbudsloven kap. 2 § 7 stk. 1 siger blot: ”Børn i dagtilbud skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel, sundhed, udvikling og læring”. Et æstetisk børnemiljø kan derfor frit fortolkes, hvilket forpligter.

 Jeg tolker et æstetisk børnemiljø, som et miljø, der appellerer til børns følelser og sanser. Et miljø, der ikke altid kan forklares, men som er rart at være i og konstant overrasker børnene. Børn sætter også pris på skønhed, orden, overraskelser, harmoni og bevidst disharmoni. Til forskel fra voksne sanser de med hele kroppen og er endnu ikke underlagt en konventionel tilgang til brug af rummet.

 Derfor arbejder jeg som den ”uartige arkitekt” med brugen af rummet og den rumlige afgrænsning – vægge, lofter og gulv samt kroge, nicher og hjørner, hvor børn automatisk søger hen. Jeg forsøger at gøre en dyd ud af de umulige steder og gøre dem til netop særegne steder. Det sker ved at vende de klassiske rumlige problemstillinger i institutioner ”på hovedet”. Jeg tænker, hvordan kan dette rum også bruges i alle tre dimensioner. De typiske diskussioner kunne være: fællesrum kontra rum med tilhørsforhold (grupperum), de svært brugbare kvadratmetre i gangarealer og ikke mindst stimuli af børn i forskellige alder på samme sted.

 I en institution blev de umulige og mørke hjørner afrundet og formet til planetarier med kig til himlen i form af smukke ovenlys. I en anden institution blev en højtloftet tidligere landbrugsbygning til et ”høloft” med hemse. Det er bedst, når det nødvendige har flere funktioner.  Succeskriteriet er ”ti fluer med et smæk” – hvis både børn, personale og forældre kan se en mening i et tiltag, er det lykkes.

 F.eks. blev en funktionelt nødvendig adskillelse mellem en gang med aktiv løbeleg og en niche med stilleleg til et kombineret legekøkken og gemmested. Køkkenet vendte ind mod nichen og gemmestedet blev integreret under bordpladen mod gangen. Adskillelsen blev ikke højere end, de største børn kan kigge over den og de mindste kan se gennem diverse perforeringer. Børneskalaen blev også tænkt ind med hårde hvidevarer i miniature, hvor børnene imiterer den spændende voksenverden.

 Jeg sørger for at få ægte materialer ind i huset i stor udstrækning (træ, gummi, beton, sten mm.) – det taktile og sanselige, der er sjovt at røre ved. Æstetikken og hierarkiet søges i helhedsløsninger, hvor et forunderligt materiale på en hel væg fortæller om netop dette sted i institutionen. Ved at tænke et genkendeligt element i større udstrækning elimineres begrebet ”rød og blå stue” repræsenteret ved en dørfarve.

Ingen standardopskrift

Min erfaring siger mig, at lige så mange arkitektonisk forskellige institutioner, der findes, lige så mange forskellige pædagogiske tilgange er der. Jeg har derfor ikke en standardopskrift på en daginstitution, men bliver nødt til at lytte grundigt til arbejdsgruppen hver eneste gang. De føromtalte klassiske problemstillinger er derfor lige aktuelle ved hvert nyt byggeri, men min opgave bliver at afdække, hvordan løser vi dem lige præcis i denne institution.