Børn skal lære at påvirke deres omgivelser

Arkitektur i folkeskolen vil klæde eleverne på til at blive mere ansvarsbevidste. En af de største øjenåbnere for mig som arkitekt har været at opleve, hvor meget skoleelever kan bidrage med, når det kommer til arkitekturprojekter.  

Hvad de er i stand til at lære og skabe. Jeg har set en 6.-klasse lære at bruge et 3D-program på en time og derefter skitsere brugbare og interessante løsninger på rumlige udfordringer. Elever helt ned til 4.-5. klasse kan komme med kvalificerede bud på design af legepladser og bidrage til byudvikling – hvis de bliver klædt på til processen.

Især de vilde (eller utilpassede) drenge – ’ballademagerne’ – viser sig igen og igen at være nogle af dem, der tænker ud af boksen og arbejder mest frit, kreativt og koncentreret, når det kommer til arkitektur og design. Jeg har oplevet lærere velmenende informere om, at der skulle tages hensyn til en svag elev, som vi ikke skulle forvente for meget af eller sige til, hvis han (oftest han) forstyrrede.

For så at opleve overraskelsen hos både lærer, klassekammerater og eleven selv over, at han faktisk er den bedste til ’arkitektur’.

I forhold til hvor central en rolle, arkitektur og design spiller i vores hverdag, kan det undre, at arkitektur ikke for længst er en fast del af undervisningen allerede i folkeskolen.
Vi lever omgivet af arkitektur og design – i vores byer, landskaber, boliger og med alle hverdagens brugsgenstande. Byggebranchen udgør en væsentlig del af samfundsøkonomien, og bygningsdrift alene står for ca. 40 pct. af samfundets energiforbrug. Løsninger på vores fælles både sociale, økonomiske og klimamæssige udfordringer kan findes gennem design og nytænkning i byggeriet – fra genbrug af materialer til planlægning af den måde, hvorpå vi bygger fremtidens byer. Regnvandsopsamling, energirenoveringer og nye boligformer – hvor ældre og unge f.eks. bor side om side, og hvor gamle boligblokke får nyt liv med nye intelligente materialer, er bare nogle af de tiltag, der kan få stor betydning for klimaet såvel som for vores måde at omgås hinanden på.

Mange har en mening om arkitektur, og hvad der er pænt og grimt. De fleste ved også instinktivt, hvad der er et godt rum. Fornemmelsen af at sidde i læ i den første forårssol og mærke varmen fra den opvarmede facade bag sig. Eller den storslåede stemning, når vi træder ind et kirkerum. De fleste kender også fornemmelsen af det modsatte – at tænke ’godt, jeg ikke bor i denne bydel’ eller ’godt, jeg ikke arbejder her’ – fordi der bare ikke er rart at være. Man sætter måske ikke ord på, at det er pga. de mennesketomme gader uden forretningsliv eller et kontor med dårligt indeklima.

Arkitektur er et fælles anliggende og en faglighed med stærk tilknytning til alle aspekter af samfundet, såvel økonomiske, klima- og miljømæssige, sociale som kulturelle forhold, og kan derfor umiddelbart indgå i folkeskolens undervisning og styrke tværfaglige undervisningsforløb.

Mine egne erfaringer fra inddragelse af børn og unge i medskabende arkitektur- og designprocesser, viser, at eleverne gennem arkitekturfagligt arbejde som opmåling, modelbygning, stedanalyse, brainstorming og skitsering tilegner sig basale færdigheder som planlægning, kreativ arbejdsproces, samarbejde og formidling af ideer og tanker.

Fordi vi gennem arkitektur arbejder med konkrete lokaliteter, fysiske rum og materialer, som vi kan se og opleve – og tage og føle på – bliver undervisningen samtidig håndgribelig, og det bliver nemt at knytte teori og praksis.

Når eleverne skal finde ud af, hvor mange kvadratmeter legeplads de kan bygge i deres skolegård, eller skitsere i et skalaforhold, finder de pludselig ud af, hvad de konkret kan bruge Pythagoras og procentregning til i den virkelige verden.

Samtidig er det oplagt at tage stilling til naturfaglige spørgsmål som energi- og klimamæssige forhold i projektet og de valgte materialers holdbarhed, nedbrydelighed og livscyklus, med reelle konsekvenser for elevernes egen omverden.

Arbejdet med konkrete arkitektur- og designopgaver kræver, at eleverne præsenterer og argumenterer for deres ideer, lærer at formulere deres tanker og at kommunikere på en overbevisende måde for at opnå deres ønsker – både mundtligt og skriftligt. Det er en væsentlig del danskfaget.

Ved at knytte arkitekturprocesser til noget, der angår eleverne selv, som f.eks. renovering og fornyelse af skolens legeplads, eget klasseværelse eller byrummet i skolens nærområde, bidrager de gennem undervisningen med noget reelt til de øvrige elever eller til lokalsamfundet. Det skaber nærvær, engagement og motivation hos eleverne til at deltage i undervisningen. Og det giver eleverne mulighed for at udvikle medejerskab til egen skole og til omgivelserne.

Skolen er i konstant transformation – med en uendelig strøm af skiftende elever, der gennem årene bruger skolen på nye måder og udsætter bygningerne for et betydeligt slid. På et lavpraktisk plan skifter eleverne klasseværelse år for år og skal – burde i hvert fald – for hver gang indtage og præge deres nye base for at føle ejerskab og tilhørsforhold til eget klasselokale.

På et samfundsmæssigt plan står en stor andel af landets skoler over for gennemgribende forandringer af faciliteter og lokaler, der skal sikre, at skolerne f.eks. understøtter nye læringsformer og tilbyder et tidssvarende undervisningsmiljø, der i sig selv bidrager til læring. Derfor er skolens omgivelser et oplagt sted at tage fat i arkitekturprocesserne og inddrage eleverne.

Arkitektur diskuteres ofte ud fra æstetiske kriterier, men bag facaden er arkitektur mere end æstetikken i glas og sten i de færdige bydele og byggerier. Det er stemningen og fornemmelsen, kombinationen af overraskelse og kontraster, rytme, proportioner, farver og kig, dufte, akustik, materialitet og lysforhold.

Og tæt sammenflettet med den poetiske og kunstneriske side af bygningskunsten ligger en pragmatisk proces – med funktionalitet, økonomi, planlægning, jura, kommunikation og politik. Arkitektur er langt hen ad vejen en politisk proces såvel i de store nationale anlægsprojekter som i de små byggerier – i Danmark skal der indhentes tilladelse for at bygge noget som helst større end et skur.

Bag de æstetiske valg, vi ser rundtomkring, for eksempel i vores byer, med smukke teatre eller grimme kontordomiciler (og omvendt), ligger sandsynligvis en konkurrence med flere arkitektfirmaer og derefter en længere forhandling om, hvad der er vigtigst at prioritere i byggeriet. Og der skal mere end æstetiske evner til at skabe et godt byggeri.

 

 

Der skal kommunikation, økonomisk indsigt, sociale kompetencer og netværk til. Man skal som arkitekt kunne lytte og afkode brugernes ønsker og sætte sig ind i en lige så lang række fagligheder og videnskaber, som der er mulige byggerier. Enfamiliehuse, museer, fabrikker og hospitaler – for hvert nyt byggeri skal rumlighed, oplevelse og funktionalitet gentænkes.

Hvert nyt sted, man bygger, skal afkodes og respekteres. Er vi ved vandet, midt i byen eller på en bar mark? Er det et kontormiljø eller et akvarium? I bedste tilfælde bliver der taget hensyn til stedets karakter – og stedet beriges.

De mange store hoteller og kontordomiciler langs Kalvebod Brygge i København, er et (ofte brugt) skræmmeeksempel på en ærgerlig planlægning uden hensyn til områdets kvaliteter – med bygninger til følge, der har ødelagt potentialet for noget, der for eksempel kunne have været en populær fælles havnepromenade for alle.

Mens havnebadet lige på den anden side af vandet ved Islands Brygge, der mest bare består af brædder, har skabt et superpopulært og efterhånden verdenskendt rekreativt areal for københavnerne.

Arkitektur er således et tværfagligt fag med vidtrækkende konsekvenser for samfundet. Og gennem forståelsen af, hvordan vi bygger, hvorfor vi bygger, som vi gør, og hvad der ligger til grund for planlægning af byens, landskabets eller skolens rum, kan elever opnå forståelse af sammenhænge i den verden, der omgiver dem.

Arkitekturprocesser i folkeskolen kan give eleverne en forståelse af de æstetiske, funktionelle og konstruktive tanker, der ligger bag byggeri og planlægning. Det vil selvfølgelig give en værdifuld indsigt i, opmærksomhed og følsomhed over for omgivelserne. For ikke at tale om en kvalitetsbevidsthed – som man kunne ønske sig, at mange beslutningstagere allerede havde i dag.

Men arbejdet med designprocessen giver samtidig mulighed for læring af folkeskolens grundfag med afsæt i konkrete, kropslige og sansemæssige elementer i elevernes hverdag og bidrager til udviklingen af sociale færdigheder som ansvarlighed, selvstændigt initiativ og uafhængig meningsdannelse.

Eleverne kan for eksempel gå i dialog med skolens ledelse om, hvad der skal til for at få realiseret deres idéforslag – eller kontakte kommunen og finde ud af, hvordan (og om) man kan få tilladelse til det projekt, man er i gang med. Og på den måde komme i kontakt med det system, som vi alle skal gebærde os i, så snart vi er myndige.

Arkitekturprocesser i folkeskolen kan helt overordnet være medvirkende til at klæde eleverne på til at være engagerede og ansvarsfulde medborgere, der som voksne har lært, hvordan man forholder sig til og forandrer sin omverden gennem reflekteret handling – og som ved, hvad det vil sige at deltage i en demokratisk proces og følge et projekt til dørs.

Kombinationen af færdigheder, som eleverne opnår gennem designprocesser, styrker det, som både forskningsverdenen og erhvervslivet i udpræget grad er på jagt efter, nemlig ’kreativitet, innovation og entreprenørskab’.
Altså evnen til at tænke ud af boksen, arbejde selvstændigt, finde på gode bæredygtige ideer – og realisere dem. Arkitektur på skoleskemaet betyder ikke, at vi alle skal til at være iværksættere – eller arkitekter – men at vi allerede i folkeskolen som en naturlig del af vores dannelse og skolegang får kompetencer til at deltage og bidrage til samfundsdebatten ved at kunne udtrykke os både verbalt og visuelt og dermed kunne engagere os i samfundet og fællesskabet, hvis vi vil, fordi vi kan. Detkan give fagligt selvværd og i bedste tilfælde lyst til at fortsætte i uddannelsessystemet – og det er i sig selv værd at kigge nærmere på.

Regeringens nye arkitekturpolitik med titlen ’Mennesket i centrum’ tegner godt. Vi skal alle »have mere at vide om, hvordan vi af de rum, vi opholder os i«, og der er afsat midler til arkitekturundervisning for børn og unge – det er en rigtig god idé.

Mine egne oplevelser med arkitektur på skoleskemaet har været, at arbejdet med konkrete fysiske rum og kreative øvelser sætter skoleundervisningen i perspektiv på tværs af fagene og i relation til den ’virkelige’ verden.

Designprocesser kan bruges til at møde eleverne på deres respektive faglige niveau, styrke den enkelte elevs kompetencer og motivere både de stærke og de svage elever til at lære boglige fag.

Forskning peger da også på, at de praktisk-musiske fag kan være stærkt motiverende for mange elever, og at en differentieret undervisning kan få flere elever til at folde sig ud og deltage i undervisningen. Der findes endnu ikke forskning, der viser, præcis hvad der virker ved arkitekturundervisningen og værdiskabende processer, hvor børn inddrages aktivt.

Kronik bragt i Politiken den 23. april 2014