Bevægelse er fundamental for børn

Hvis børn skal udvikle sig optimalt – intellektuelt, kropsligt og socialt – må voksne give dem mulighed for at lære på den måde, der er den mest naturlige for børn: Med hele kroppen. Ifølge hjerneforsker Kjeld Fredens er bevægelse og handling så fundamental for børn, at man kan sige, at børn tænker med kroppen. Kun det, der forandrer sig, består. Det er dét, der får børn til at opleve.

Et eksempel er, når børn laver huler i haven. De samler ihærdigt alt, hvad der kan bruges og bygger så et vidunder af en bolig. Når hulen er færdig, mistes interessen hurtigt, for børnene er allerede i fuld gang med nye opgaver – og dermed i gang med at udvikle sig.

Mange mener, at bevægelse og krop er ét, mens hovedet er noget andet. Når barnet kommer i skole, bliver det bedt om at sidde stille, for nu skal det lære at læse, skrive og regne. Typisk vil de voksne ét: Først hovedet, så kroppen, hvor barnet derimod er udstyret med en intuitiv fornemmelse for det modsatte, altså kroppen før hovedet. Voksne ville sige: ”Hvad man ikke har i hovedet, må man have i benene”. Børn ville omvendt sige, at ”hvad man har i benene, det har man også i hovedet”. Den sidste formulering er den mest korrekte. For netop de erfaringer, barnet gør med sin krop, er grundlaget for udviklingen af såvel personlighed som intellekt.

Lære grundlæggende bevægemønstre
Barnets bevægeudvikling går først og fremmest ud på at lære nogle grundlæggende bevægemønstre som at kravle, gå, løbe, hoppe, springe og kaste. Men barnet skal også lære at tilpasse disse bevægemønstre til den aktuelle situation. I udviklingsforløbet lærer barnet to forskellige færdigheder, nemlig evnen til at bevæge sig og evnen til at orientere sig  i det rum, kroppen bevæger sig i. Samtidig lærer barnet også kropsbevidsthed. Ikke bare viden om kroppen, men også om evnen til at forestille sig bevægelser. Barnets kropslige udvikling kan på den måde opfattes som et vigtigt grundlag for dets sjælelige udvikling.

Når et barn står stille og betragter noget, står kroppen stille ét sted, mens sansningen af det, der foregår, befinder sig på afstand af kroppen, ved den ting, der betragtes. Sansningen er således en aktiv proces. Det er kroppen, som sanser. Sansning forudsætter bevægelse, fordi sanserne udelukkende registrerer forandringer: Vi føler først en genstand, når vi bevæger hånden hen over dens overflade. Man dufter kaffen om morgenen, fordi den er en nyhed. Duftede der af kaffe hele dagen, ville indtrykket forsvinde. Sansning og bevægelse hænger uløseligt sammen.

Rytmen som både sans og bevægelse
Vi lever i et rytmisk univers. Årstiderne skifter regelmæssigt, og dag følger nat. Også kroppen har sine rytmer. I løbet af dagen har vi perioder med hurtig og langsom hjerneaktivitet, hvilket bevirker, at vi på nogle tids-punkter af dagen er bedre til at lære end andre.

Når vi taler sammen, spiller rytmen en afgørende rolle. Talesprog synkroniseres med kropssprog og mimik. Samtidig synkroniseres dette rytmiske mønster med samtalepartnerens kropsrytme. Lidt ligesom når man danser sammen. Rytmen koordinerer kroppens bevægelser og samspillet mellem de fysiologiske processer. Har børn problemer med motorikken og besvær med at lære eller huske, kan det ofte reduceres eller helt afhjælpes ved træning af barnets rytmesans.

Børn i bevægelse
Et barn, som har et positivt forhold til sin egen krop og som kan bruge den ubesværet i alle typer leg, har de bedste muligheder for at spille sammen med det miljø, det lever i. Et barn som kan bruge kroppen på en ubesværet måde, opfatter tryghed ved sin krop. At lege indebærer involvering og deltagelse med hele kroppen. Derfor udvikler barnet i høj grad tro på sig selv og på egne kompetencer ved hjælp af kropslig aktivitet. Børn som er motorisk usikre, bliver da også let holdt udenfor legen. En motorisk sikker krop er indgangen til samspil og samhandling.

I børnehaven er der mulighed for fysisk aktivitet både inde og ude. Specielt udenfor er der gode muligheder for fysisk udfoldelse. På udendørs legepladser er der ofte en del redskaber, som inspirerer til at klatre, hænge, slænge, glide, balancere. Der er mulighed for at løbe, hoppe, kaste, huske, vippe, bære, trille, cykle og lave sanglege. Om vinteren giver sneen også gode muligheder, med eller uden ski eller skøjter på fødderne.

”Ubrugte børn”
Fysisk aktivitet er en vigtig forudsætning for den fysiske, psykiske og sociale udvikling af børn og unge. Stadig færre børn oplever at tage del i fysisk aktivitet på eget initiativ. Sammenholdt med ændringerne i samfundsstrukturen gennem de senere år bliver det så meget desto vigtigere, at skolen tilrettelægger en række alsidige tilbud om fysisk aktivitet, som børnene selv kan tage initiativ til, så disse aktiviteter bliver båret af lysten til bevægelse.

De lange skoledage, video, tablets, smartphones og computere har stor tiltrækningskraft. Meget trafik ved skoler og lignende har medført, at færre og færre skoleelever får lov at cykle til og fra skole.

Bliver kørt af forældrene
Også til øvrige fritidsaktiviteter og kammerater, bliver de oftere i dag kørt af forældre. Disse omstændigheder har medført begrebet ”ubrugte børn”. Flere og flere børn bærer præg af, at de er for passive. Fedme, problemer med holdningen, muskelsvaghed og ringe hjerte- og lungekapacitet bliver i stigende grad ”hverdagsfænomener” helt ned i før-skolealderen.

Leg og bevægelse bør derfor dominere de første skoleår. Dette stiller naturligvis nogle krav til både det fysiske undervisningsmiljø, til organiseringen af skoledagen og ikke mindst til de lærere og pædagoger, som beskæftiger sig med disse børn. Det fysiske undervisningsmiljø bør være udformet således, at det inspirerer til bevægelse. Der er mange muligheder på dette område, - også uden at det koster en umådelig masse penge. Ofte kan man komme langt med utraditionel tankegang og opbrydning af normer.

Fostret sanser bevægelse
Allerede i fostertilstanden fornemmer fostret bevægelse via de vestibulære og kinæstetiske sanser. Det vil sige, at inden begyndelsen, er oplevelsen af bevægelsen. Efter fødslen bruger det nyfødte barn sin motorik til at gribe efter genstande i dets umiddelbare nærhed. Senere gør motorikken barnet mobil, hvorved sansning og perception mangedobles.

Med motorikken som basis griber og begriber barnet sin omverden. Med motorikken som katalysator udvikler barnet et komplekst samspil mellem perceptuelle og sproglige færdigheder. Læsning og skrivning kan betragtes som eksempler på en høj grad af kompleksitet i barnets kombination af basale indlæringskanaler.

 

 

Det vestibulære system, bevægelsessansen
Tidlig sensorisk integration – hjernens evne til at organisere og tyde sensorisk stimuli – er især afhængig af to af de grundlæggende sanser, nemlig bevægesansen og berøringssansen.

Bevægelse opleves gennem det vestibulære system. Ved hjælp af væske i det indre øre, som bevæger sig, når barnet bevæger sig, sendes informationer til hjernen gennem det vestibulære system. Denne information fortæller barnet, hvor dets krop er (op, ned, liggende på maven, liggende på ryggen m.v.) og hvordan det bevæger sig (langsomt, hurtigt, rundt, forover, bagover m.v.).

Den kinæstetiske sans kaldes også for stillingssansen eller muskel-led-sansen. Den hjælper børn til at udvikle præcise bevægelser og kropsbevidsthed. Den udvikles senere end de to andre, primitive sanser, følesansen og labyrintsansen, og dette betyder, at er der problemer med en af disse tidligere udviklede sanser, vil den kinæstetiske sans halte. Dette kan bevirke, at barnet bliver klodset.

Den kinæstetiske sans, labyrintsansen og følesansen danner sammen med vores syn grundlaget for balancen og dermed for al bevægelse. Det er afgørende for børns motoriske udvikling, at de tre sanser fungerer godt.

Består af små "følere"
Stillingssansens sanseorgan består af nogle små ”følere”, som sidder i alle muskler, sener og led i hele kroppen. Disse fortæller hjernen, hvordan kroppens stilling er. Kan man mærke, hvor ens krop er, kan man også bedre udføre præcise bevægelser. Sansen hjælper også med til, at barnet udvikler sin rum-retningsfornemmelse og bevidstheden om, at kroppen har to sider, højre-venstre-fornemmelse. Desuden virker stillingssansen stabiliserende på kroppens muskelspænding. Har man lav spænding, bliver kroppen ”slasket” og ofte også hypermobil. Er der for høj spænding, er kroppen spændt unødigt.

Problemer med den kinæstetiske sans/stillingssansen afhjælpes med at stimulere alle tre sanser, primært grundlaget, som er labyrint- og følesanserne. Stillingssansen stimuleres hver eneste gang, barnet selv laver en aktiv bevægelse.

Uro er det mest naturlige
Når små børn klatrer og kravler op på alting, er det, fordi de ikke kan lade være. Det er sådan, de skaffer erfaringer. De er ikke disciplinerede som voksne; de lader sig derfor styre af sanserne. Det er vores hjernebark, som hele tiden får signaler fra sanserne. Men kun når hjernebarken er ”vågen”, kan man lære noget. Når man for eksempel begynder at sidde og nikke med hovedet under et foredrag er det fordi, hjernebarken er ”faldet i søvn”. Denne del af hjernen er fuldstændig uafhængig af intellektet. Man kan ikke kommunikere med den, og så snart man sidder stille, begynder hjernebarken ”at sove”. Det eneste der så kan hjælpe på dette er bevægelse. Arbejdet i skolen kræver altså bevægelse, hvis eleverne skal tilegne sig budskaber, og hvis den viden, de får, skal hænge fast.

Kroppens kunnen giver erfaringerne
At kropslighed er et utroligt vigtigt omdrejningspunkt for barnets selvopfattelse, er der ingen tvivl om. Isæt det mindre barn lever og eksisterer gennem sin krop. Dette er tydeligt, hvis man som voksen betragter børn på for eksempel institutioners legepladser eller i skolegårde. De hopper, springer, løber, rutscher, gynger, slås for sjov, agerer og gestikulerer. De mimer, råber, skriger og overdriver. De er tæt på verden og udtrykker sig med hænder, fødder, øjne og mund.

Når barnet gør alle disse ting, er det et spørgsmål om at det øver, integrerer og træner forskellige sanser. Det sansemotoriske er i fuld gang og bidrager til, at både børnehavebørn og det yngre skolebarn tænker, fantaserer og agerer igennem hele kroppen.

Dynamisk og levende krop
Kroppen er grundlaget for barnets selvfølelse, fordi verden udelukkende hænger sammen takket være en dynamisk og levende krop. Kroppen er ikke en udvendig størrelse, som barnet forholder sig tankemæssigt til. Den er indflettet i dets eksistens, hvilket medfører, at det måler verden med ”kropslige alen”: Højt er alt det, jeg ikke kan nå, stort er alt det, jeg ikke kan omslutte med min krop. Verden synes af og til uden ende, når man er ked af det og træt.

Møder barnet et andet menneske, er det ikke en objektiv krop, det tager i øjesyn. Det er mennesket selv, der erfares, og den voksne møder også en barnekrop, der umiddelbart betyder noget. Den er stor eller lille, tillidsfuld eller sky. Barnet spejler sig således i de andres kropslige vurdering af sig selv. De voksne viser sig også ganske tydeligt i barnets kropssfære. De er ikke neutrale skikkelser, men store og kraftige, varme, hurtigt forsvindende, beskyttende, nærværende, fraværende eller plejende. Pædagogers og læreres krop vil fortælle barnet, hvorvidt han eller hun kan lide barnet, og barnet tyder tidligt. Med tiden vil en kropslig aflejring finde sted, og denne vil have betydning for barnets vurdering af sig selv.

Andres kropslige vurdering
Der kan også være tale om en selvopfattelse, der bunder i mødet med andres kropslige vurdering af barnets formåen, eller det kan være barnets egen oplevelse af, ikke at kunne nå noget, gøre et eller andet færdigt, fordi det ikke var stort nok eller havde kræfter nok.

Et barn, der af andre får at vide, at det er for lille til at kravle op i et træ eller i gymnastiksalens tov, oplever dette ganske anderledes end et barn, der selv erfarer, at det lige nu ikke kan komme op. Måske kan det jo en anden gang, hvis det maser tilstrækkeligt på. Når barnet hører disse ting fra andre, kan det give barnet tidlige erfaringer, der har sit grundlag i andres kropslige vurdering, og dermed påføre barnet mindreværdsfølelse. Derimod kan den umiddelbare opfattelse af ikke selv at kunne gøre noget bestemt, føre til en produktiv og konstruktiv løsning af et problem.

At arbejde mere med fysisk aktivitet i børnehave og i de første skoleår, vil bidrage til at sikre, at børnenes behov for bevægelse bliver varetaget. At børnene får positive oplevelser med at være i fysisk aktivitet hver dag, at være fortrolig med egen krops bevægemuligheder, giver barnet muligheder for at udvikle en sund sjæl i et sundt legeme. Det er derfor vigtigt, at de lærere og pædagoger, som beskæftiger sig med denne gruppe af yngre børn har kendskab til følgende:

• Barnets fysiske udvikling og vækst
• Forløbet i barnets motoriske udvikling
• Sansernes betydning for bevægelse
• Integration af sanser og motorik
• Sammenhængen mellem motorik og læring

Den kropslige intelligens tilsidesættes
Howard Gardners intelligensopfattelse med de mange intelligenser er i dag udbredt i den vestlige verden. Alligevel ses resultaterne af den traditionelle intelligensopfattelse: En begrænsning af den enkelte elevs udviklingsmuligheder, og stemplingen af de elever, som ikke har talenter på verbalt-matematiske områder, som ikke-intelligente problembørn.

Når det i dag er særligt iøjnefaldende, at skolen underprioriterer den kropslige intelligens, skyldes det, at den også hensygner i det øvrige samfundsliv.

Rulletrappesamfundet
Mange mener, at dyrkelse af idræt i dag nærmest har nået kultiske højde. Måske er dette en reaktion på det såkaldte rulletrappesamfund, vi er ved at udvikle. I dag er det sådan, at de rulletrapper på for eksempel stationer, som vel oprindelig var tiltænkt svagelige eller ældre mennesker, benyttes af alle. Vi har et langt stykke hen ad vejen realiseret vores tipoldeforældres drøm om at kunne slippe for det nedslidende og skadelige fysiske arbejde, men den ironiske konsekvens er, at vi bliver overvægtige, og vores bevægeapparat sygner hen.

Idrætten er blevet det felt, hvor vi kan hylde den kropslighed, som er under afvikling i det øvrige samfundsliv.

Skolen bør tage udfordringen fra idrættens popularitet op og opprioritere idrætsundervisningen. Der er fortsat mange unge, der slet ikke får udviklet deres kropslige intelligens, og det må være skolens opgave som almendannende at undervise eleverne i bredere bevægelsesregistre end de enkelte idrætsgrenes ofte meget ensidige bevægemønstre.

10 minutters pausegymnastik giver utrolig stor effekt på børns motorik, fysik og generelle trivsel. Også større end de enkeltstående, tilrettelagte timer i idræt.

Fordel for urolige drenge
En opprioritering af det kropslige-kinæstetiske område ville være en stor fordel – ikke mindst for de mange drenge, som har svært ved at sidde stille, og som søger mod dramatiske og grænsesøgende fysiske lege.

Mange drenges fascination af oriental kampkunst viser, at de i virkeligheden godt kan koncentrere sig, acceptere ritualer og en fast autoritet. Mange drenge har stærke drømme om sanselighed, kammeratskab, styrke, fysisk skaberkraft og lærere, som de kan spejle sig i. Vil skolesystemet have fat i disse, er det nødvendigt, at læreren ikke kun er vidende men også myndig (uden at være autoritær), at undervisningen tager udgangspunkt i konkrete forhold, og at drengenes trang til at udfolde sig fysisk tilgodeses.

 

Underminerer evne til koncentration
Man kan ikke direkte sige, at der sker overførsel fra ét intelligensområde til et andet. Man bliver for eksempel ikke nødvendigvis bedre til at løse matematikopgaver af at spille fodbold. Men det er sikkert, at børns ubrugte motoriske energi stærkt underminerer deres evne til koncentration, indlæringsevne – og dermed hele klassens mulighed for fordybelse. Samtidig kan man sige, at én intelligensform heller ikke står alene. For eksempel kræver geometri ikke kun matematisk, men også rumlig intelligens, og pædagogik kræver verbalt-logiske evner, sans for eget og andres indre, kropslige-kinæstetiske kompetencer i forbindelse med kropssproget, og en vis rumlig fornemmelse for at kunne kommunikere med klassen som helhed.

Der er naturligvis også tæt sammenhæng mellem krop og følelser. For eksempel kan vores hukommelse være ekstremt aktiv i særlige situationer. Mange af os kan utvivlsomt huske, hvor de befandt sig og hvad de lavede den 11. september 2001.

Problemer med sanseintegration hos børn

Sanseintegration defineres som centralnervesystemets evne til at modtage, organisere og bearbejde sanse-indtryk. 10-15 procent af alle skolebegyndere har flere af følgende symptomer: Nedsat grov- og finmotorik, perceptuelle, sproglige, adfærdsmæssige og indlæringsproblemer.

Det vestibulære system opfanger ændringer i hovedets stilling og bevægelse. Via de vestibulære nervebaner går stimuli ind og danner kontakt til en række andre systemer, og får derfor betydning for både øjenmuskelkontrol, artikulation, balance og koordination, muskelspænding samt integration af taktile stimuli.

Centralnervesystemets funktion er at modtage, integrere og svare på stimuli. Betingelserne herfor er:

• en vis mængde stimuli
• at centralnervesystemet integrerer disse stimuli
• at svaret herpå er hensigtsmæssigt (adaptivt)
• at svaret efterfølges af en sensorisk regulering (feedback).

Udvikling af sanseintegration er koncentreret om de første leveår. Indtil omkring syv- års alderen er hjernen primært en ”sansebearbejdningsmaskine”, hvor barnet udvikler sansemotoriske funktioner, som bliver mere og mere komplekse. Sanseindtrykkene stimulerer centralnervesystemet til at frembringe bevægelser, tanker og følelser, som er grundlæggende for vor opfattelse af os selv og vor personlighed.

Ikke et medicinsk måleligt problem
En sanseintegrationsforstyrrelse hos et barn er ikke et medicinsk måleligt problem (blodprøve, EMG eller an-det). Kun gennem observation af barnet i dets normale bevægelser og adfærd, og ved hjælp af sanseintegrationsdiagnosticeringstests, kan man vurdere barnets evne til at integrere sanseindtryk.

Ofte mærkes problemerne først når barnet kommer i skole og konfronteres med ”de grundlæggende færdigheder” som læsning, skrivning og regning. Disse færdigheder er yderst komplicerede og forudsætter et stærkt sanseintegrationsapparat. 

Symptomerne på sanseintegrationsproblemer er mangfoldige og forskelligartede. Børn henvises ofte til behandling og undersøgelse på grund af følgende:

• Let afledelighed og hyperaktivitet/ekstrem motorisk uro
• Adfærdsproblemer
• Sproglige problemer
• Balance- og koordineringsproblemer
• Indlæringsproblemer
• Pubertetsproblemer

Modtager stimuli i stort omfang
Den nyfødtes hjerne modtager taktile, proprioceptive og vestibulære stimuli i stort omfang. Vi vugger dem, kærtegner dem, klemmer og klapper. De adaptive svar ses i form af emotionelle udtryk som velbehag, ro og tryghed. Efter den første spædbarnstid bliver stimuli kraftigere, - vi tumler med dem, og reaktionen bliver derefter. Vil vi dysse barnet ned, vugger vi det og taler sagte.

Gennem leg får barnet ligeledes de sanseindtryk fra kroppen og fra tyngdekraften, som er nødvendige for den motoriske og følelsesmæssige udvikling. At lege i sand og vand, gynge, hoppe, rulle, rutche og klatre, giver en mængde taktile, vestibulære og proprioceptive indtryk. Barnets udforsken af omgivelserne, stimulerer sanserne yderligere og de adaptive svar bliver mere komplicerede (fra at række efter ranglen som spæd til at kunne skrive sit navn som større barn).

Helt ubevidst vælger barnet netop de aktiviteter, der giver de nødvendige stimuli. Vi voksne behøver ikke at rådgive barnet, blot vi giver det de rigtige muligheder, som tryghed, kærlighed og gode legemuligheder. Resten sørger barnet selv for.

Bevægelseskvalitet
Det er godt for mennesket at kunne bevæge sig ubesværet og hensigtsmæssigt i forhold til de udfordringer, det møder. Derfor er det vigtigt at tænke på udvikling af kvalitet i forhold til bevægelse. Bevægelseskvalitet udvikles gennem alsidig bevægelseserfaring og sansestimulering. Et hensigtsmæssigt bevægemønster er et resultat af en udvikling af sanser, af fysiske kvaliteter og motorik. Denne udvikling påvirkes blandt andet af den bevægelseserfaring, det enkelte menneske får mulighed for. Børn og unge er i stadig udvikling. Der sker hele tiden ændringer i kroppen og i kroppens bevægelsesevne. 

Flere og flere peger på, at kroppen er basis for al menneskelig aktivitet. Den er basis for synliggørelse af individet. Det kropslige er synligt for alle og derfor er det meget vigtigt, at tilrettelægge forholdene således, at så mange som muligt kan få mulighed for en kontinuerlig udvikling af eget bevægelsespotentiale.

 

 

Kilder

• Idrætslærer og bevægepædagog Johan Borghäll.
• Helle Svenningsen, Tønning-Træden Friskole, Brædstrup, Vejle Amt
• Folkeskolen, 2001 ”Skolens uderum”
• Uddannelse, Undervisningsministeriet 1997 ”Kropslig intelligens”, Hans Bonde, Odense Universitet
• Uddannelse, Undervisningsministeriet 1997 ”Kroppen – barnets forbindelse til verden
• Instruktørmagasinet ”Krumspring”, DGI ”Børns sanser og motorik”  
• Interview med Kirsten Kejser, Lærer Hasle Skole, Århus
• Kjeld Fredens ”Bevægelse, musikalitet og rytmesans: Grundlaget for vores udvikling”
• Tora Grindberg & Greta Langlo Jagtøien ”Barn i bevegelse, fysisk aktivitet og leik i barnehage og skole”
• Gertrud Quist Lauritzen & John Ivan Maul  “I begyndelsen var bevægelsen”
• Ruth Norling Schmidt „Sanseintegrationsproblemer hos børn“
• Besøg hos Sanseterapeut Hanne Vestergaard, Århus
• Besøg hos Småbørnscentret  Ruth Norling Schmidt og Kirsti Jacobsen, Ergoterapeuter, Højbjerg.

Kulturministeriets Børn og unge i bevægelse - perspektiver og ideer
Hent antologien, hvori artiklen er bragt