Bedre end Rambøll Management?



”Jeg synes, at vi skal en tur i Parken og se fodbold,” siger en af drengene. ”Spændende! Vil du prøve at undersøge, hvad det vil koste til næste gang?” spørger læreren ham. Elever og lærer sidder sammen på bænke, som står i en firkant, så alle kan se hinanden. Her er varmt, selvom her kun er 15 elever og en lærer. Solen rammer den lille flok gennem det store glasparti i enden af lokalet.
Vi er til morgenmøde i 5. klasse på Hillerød Lille Skole. Emnet i dag er en udflugt for klassen og deres pennevenner fra Liechtenstein, som snart kommer på besøg. Morgenmødet virker som et trygt sted, hvor eleverne siger deres mening og hvor den har værdi. Her er en varme – både fysisk og psykisk.
Læreren runder mødet af og pludselig støder flere børn til klassen. Eleverne flytter bænkene rundt og vupti: lokalet er tranformeret fra en stille hyggekrog til et larmende dansegulv. Vi er ikke i tvivl om, at vi er landet midt i skolens teateruge.
Hillerød Lille Skole var blandt finalisterne til Undervisningsmiljøprisen 2017.
Den pædagogiske praksis på skolen tager udgangspunkt i tanken om forpligtende fællesskaber og flere gange på vores tur rundt på skolen oplever vi, hvordan de arbejder med trivsel som en integreret del af hverdagen. Det målrettede trivselsarbejde gør skolen til et trygt sted at være. Et sted hvor eleverne tager ansvar og udvikler sig til fagligt stærke såvel som dannede mennesker.
Venneklasser og lille- og store venner
”Så finder I lige sammen med jeres danse-makker,” råber læreren. Dansegulvet er fyldt med store og små elever fra alle årgange på skolen. De små elever finder hurtigt en stor. De må kende hinanden godt, tænker vi. Efter en kort vals bliver eleverne delt op op. Nogle skal blive på dansegulvet og andre skal i gymnastiksalen. ”Når nu I kommer over i salen, må de store lige hjælpe med, at der kommer ro på!” instruerer læreren.
I teaterugerne er alle elever på skolen delt op i grupper efter en bestemt historisk periode, og deres arbejde skal indgå i et teaterstykke, som skolens 7. klasse har skrevet. Vi er landet i den gruppe, der arbejder med 70’erne. Her øver eleverne sig både i at danse fin vals og funky disko. Stemningen er god og humøret er højt. Også her er elevernes indslag velkomne. Inden vi går derfra, har en elev tilbudt at bidrage med violinspil til den dansescene, de andre øver.
På Hillerød Lille Skole kender eleverne hinanden godt, da skolen prioriterer arbejdet på tværs af årgangene - både i temauger og i hverdagen. Gennem forskellige tiltag, som bl.a. venneklasser og lille-/store-venner, styrker skolen relationerne på tværs af alder og fremmer derigennem trivslen. ”Jeg er glad for at gå her, fordi vi er gode til at arbejde sammen, og alle kan lege sammen,” fortæller Magnus, elev på skolen, som vi møder på gangen, hvor han er i gang med at skrive replikker til en scene sammen med sin gruppe.
Byudvikling i topklasse
”Hviiiin!” lyder det ud af en dør, der åbner sig bag os. Sikke en larm, tænker vi. Vi stikker hovedet ind ad døren for at se, hvad der sker. Det er gymnastiksalen. Eleverne står ryg mod ryg, med vægten fordelt ligeligt på begge fødder. De griner højt, mens de falder på jorden. ”Vi har et samarbejde med psykomotorikuddannelsen i Hillerød,” forklarer Charlotte, som viser os rundt på skolen.
Eksterne samarbejder er ikke noget nyt på Hillerød Lille Skole. Her er man tit ude af huset, og skolen henter ofte studerende og praktikanter ind, som kan bidrage til undervisningen. I dag er to psykomotorikstuderende fra professionshøjskolen UCC i Hillerød på besøg.
Hillerød Lille Skole arrangerer også innovation-camps, hvor et firma stiller en opgave, som eleverne skal løse. Eleverne er for eksempel blevet stillet en opgave af Birkerød Handelstandsforening angående byudvikling af Birkerød by. Eleverne undersøgte hvad der er blevet gjort for at udvikle det offentlige rum i andre byer og fik bl.a. input fra foreningen Realdania.
Rambøll Management lavede senere en rapport om byudvikling af Birkerød by. Den foreslog, at byen blev forbundet af skaterparker, små cafeer og aktive læringsrum. ”Altså alt hvad vores elever foreslog”, fortæller skoleleder Sanne Wiedemann stolt.
Ansvar for skolen og for hinanden
”Hihihihi!” fniser to mindre elever til hinanden og gemmer sig bag et stykke papir. En af de større elever kigger på dem med sammenknebne øjne. Hun ryster på hovedet, men siger ikke noget. De to små stopper igen, men har svært ved at holde latteren tilbage. Den lille gruppe elever sidder udenfor i solen. De arbejder på deres replikker til det store teaterstykke. Da vi går derfra, kan vi stadig høre små ”fnis” bag os.
Det er naturligt, at de større børn er gode rollemodeller på Hillerød Lille Skole. De er med til at videreføre en kultur, de også selv er rundet af. For på skolen tager eleverne ansvar for hinandens trivsel og læring. Charlotte Lykke, som er lærer på skolen, arbejder bl.a. med ambassadører i sin 2. klasse. En ambassadør er en elev, der eksempelvis er særligt god til 7-tabellen. Så ved de andre elever, hvem de kan søge hjælp hos i forbindelse med netop denne faglige udfordring. Charlottes klasse er fuld af ambassadører for alt fra 7-tabellen til at rense akvariet.
Skolens personale holder løbende øje med den nyeste forskning om mobning og inddrager pointer i eksempelvis måder at strukturere klassemøder på. Et andet tiltag er for eksempel anerkendelse mellem eleverne og opbygning af en forståelse for hinandens forskelligheder. Det er et vigtigt og effektivt redskab i at løse konflikter, for som Charlotte Lykke forklarer os ”er det meget mere værd end hvad vi voksne står og siger.”
Det forpligtende fællesskab er grundtanken for den pædagogiske praksis På Hillerød Lille Skole. Det lægger vi tydeligt mærke til på vores rundtur. Her er trygt at være og vi kan mærke de nære relationer, der er mellem alle på skolen. Vi oplever, at her er en værdi i at lære i og af fællesskabet. Et fællesskab som både ledelse, personale, elever og forældre har et ansvar for.
”Det er jo som at komme hjem,” siger en af de psykomotorikstuderende om Hillerød Lille Skole, da vores besøg på skolen er ved at være slut. Det har hun faktisk ret i, tænker vi. For os er skolen et sted med højt til loftet og plads til at udfolde sig. Her er et stærkt fællesskab, som bygger på nære relationer mellem alle på skolen. Det skaber tryghed. En tryghed, som giver plads til passende forstyrrelser som eksterne samarbejder og ture ud af huset. En tryghed, som for os er kendetegnet ved Hillerød Lille Skole.