Værdiregelsæt
Nuværende størrelse: 100%
Alle folkeskoler skal have et værdiregelsæt, der gælder for hele skolen.
Det fremgår af en ændring i Folkeskoleloven (L 186), der har virkning fra 1. august 2009, at alle folkeskoler skal have et værdiregelsæt.
Af bemærkningerne til lovforslaget beskrives værdiregelsæt som følger:
”Ved et værdiregelsæt forstås retningslinjer for god adfærd på skolen og pejlemærker for, hvordan der opnås trivsel for eleverne og de ansatte (et godt psykisk undervisnings- og arbejdsmiljø), herunder en overordnet antimobbestrategi. Værdiregelsættet skal fremme fælles værdier, engagement og ansvarlighed og skal - som ordensreglerne - udformes, så det også gælder for fritidsundervisningen, skolefritidsordningen og andre af skolens aktiviteter.”
Sammen om at udarbejde værdiregelsættet
Formelt set er det skolebestyrelsen ved den enkelte folkeskole, der fastsætter skolens værdiregelsæt og antimobbestrategi. I praksis er det dog helt naturligt, at værdiregelsættet udarbejdes i et tæt samarbejde med skolelederen, ligesom det er hensigtsmæssigt at inddrage input fra den samlede forældrekreds, elevrådet og de ansatte, eventuelt på særlige debatmøder eller gennem de almindelige mødeaktiviteter på skolen.
Læs mere om lovgrundlaget for kravet om værdiregelsæt på www.ft.dk
Læs også om værdiregelsæt i Bekendtgørelse om fremme af god orden i folkeskolen og på uvm.dk > god orden
I forlængelse af kravet om værdiregelsæt følger et krav om antimobbestrategi.
Tilgængelig på skolens hjemmeside
En skoles værdiregelsæt, ordensregler og antimobbestrategi skal, ligesom undervisningsmiljøvurderingen, være offentligt og tilgængelig på internettet, dvs. på skolens hjemmeside. Det følger af Lov om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelser m.v., jf. § 1, stk. 1, § 2, stk. 1, nr. 2 og 6, og § 3, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 880 af 19. september 2005.
Se også
- Love og regler > Antimobbestrategi
- Love og regler > Undervisningsmiljøloven
- Love og regler > Mobning
