Vindere 2008
Nuværende størrelse: 100%
Vinderne af Undervisningsmiljøprisen 2008 blev vurderet ud fra følgende kriterier:
- Skolen/uddannelsesstedet skal have udarbejdet en komplet undervisningsmiljøvurdering, UMV, som er synlig på hjemmesiden og indberettet til www.um-kort.dk
- Skolen/uddannelsesstedet skal have gjort en særlig indsats for elevdemokrati og medbestemmelse i forbindelse med undervisningsmiljøarbejdet.
- Nogle af elevernes eller de studerendes ideer skal være virkeliggjort i praksis.
- Det er eleverne/de studerende, som skal indstille deres skole eller uddannelsessted.
Kategorien folkeskoler, frie grundskoler og efterskoler
Astrup skole
Hadsundvej 11
9510 Arden
www.astrupskole.dk
Astrup Skole i Arden fik prisen, fordi skolen har indarbejdet elevdemokrati og medbestemmelse i elevernes dagligdag. Skolen har derved skabt et rigtig godt fundament for fortsat udvikling af undervisningsmiljøet på skolen.
På Astrup Skole arbejdes der systematisk med elevdemokrati og medbestemmelse for alle skolens elever og ikke blot for elevrådet. Eleverne bliver hørt og taget alvorligt af lærerne og skoleinspektøren, og det har medført, at en række af elevernes forslag til forbedringer af undervisningsmiljøet er blevet igangsat. På Astrup Skole går ca. 25 % af eleverne i specialklasse, og på trods af store forskelle på eleverne har skolen formået at skabe et eksemplarisk undervisningsmiljø, der sikrer en god trivsel for alle skolens elever.
Kategorien gymnasiale uddannelser
IBC Handelsgymnasiet
Tvedvej 7
6000 Kolding
www.ibc.dk
IBC Handelsgymnasiet i Kolding vandt prisen, fordi skolen har opbygget et solidt fundament for elevdemokrati og medbestemmelse ved at inddrage eleverne i alle facetter af undervisningsmiljøet.
På handelsgymnasiet har man i høj grad erkendt nødvendighen af, at eleverne får lov til at påvirke deres eget skoleliv, og derfor diskuterer lærere og elever på lige fod i forhold til alle aspekter af undervisningsmiljøet. Dette har eksempelvis medført, at elevernes ønsker om mere differentierede undervisningsmetoder er blevet efterkommet. Elevdemokratiet og medbestemmelsen kommer også til udtryk ved, at skolens rektor går ud i alle klasser og diskuterer resultaterne af UMV’en. Det fremmer elevernes engagement i at forme undervisningsmiljøet i den retning, som de godt kan tænke sig.
Kategorien øvrige ungdomsuddannelser
CSU Ungdom, CSU Slagelse
Sverigesvej 15
4200 Slagelse
www.slagelse.dk/CSU/Forside.htm
CSU-Ungdom i Slagelse blev tildelt prisen, fordi skolen har formået at opbygge et velfungerende elevdemokrati til trods for de udfordringer, der er forbundet med skolens elevgruppe.
CSU-Ungdom udbyder et 3-årigt specialskoletilbud til unge udviklingshæmmede, der har behov for særlig støtte. Det centrale forum for elevdemokratiet og medbestemmelsen er elevmøderne, der afholdes hver 14. dag. Ved møderne bliver eleverne via billedreferater på en storskærm inddraget i processen. Billedreferaterne sikrer, at eleverne – der for de flestes vedkommende ikke kan læse – kan følge med i, hvad der bliver talt om og besluttet. Eleverne føler, at deres ideer og meninger om undervisningsmiljøet bliver anerkendt, og at de har indflydelse på de beslutninger, der vedrører deres hverdag og trivsel i skolen.
Kategorien voksen- og videregående uddannelsesinstitutioner
Det farmaceutiske fakultet, Københavns universitet
Universitetsparken 2
2100 København Ø
www.farma.ku.dk
Det Farmaceutiske fakultet på Københavns Universitet fik prisen, fordi uddannelsesinstitutionen udviser en udpræget velvilje til at inddrage de studerende på lige fod med ledelsen i relation til forbedringer af undervisningsmiljøet.
Det Farmaceutiske fakultet sætter elevdemokrati og medbestemmelse højt i forbindelse med undervisningsmiljøarbejdet. I 2006 sammensatte de studerende spørgeskemaet til undersøgelsen GPS (a great place to study), og resultaterne fra GPS medførte forbedringer af udluftning, flere cykelstativer og mere plads til gruppearbejde. Endvidere har de to seneste UMV’er (2004 og 2007) haft stor betydning for ledelsens dispositioner i forbindelse med en planlagt arealudvidelse, der finder sted i 2008/2009.