Spørg eleverne, og få mindre frafald

Skal 95 procent af en ungdomsårgang have en ungdomsuddannelse – som det er regeringens ambition – skal der satses på at tiltrække unge, der ikke vælger af lyst. Derudover skal frafaldet nedbringes blandt de elever, der har begyndt en ungdomsuddannelse.

Vi ved, at omkring 84 procent af en ungdomsårgang i dag gennemfører en ungdomsuddannelse efter grundskolens 9. og 10. klasse. Problemet er ikke, at de unge ikke begynder på en uddannelse efter grundskolen, men at frafaldet er for stort.

Regeringen har en flot ambition om, at dette tal i 2015 er steget med 11 procentpoint, således at der om syv år er 95 procent af en ungdomsårgang, der fuldfører en ungdomsuddannelse. Lader vi dét billede stå et øjeblik, en ønsket stigning på 11 procent på syv år, så bliver det hurtigt klart, at såvel de tre gymnasieuddannelser (htx, hhx og stx) som hele erhvervsuddannelsesområdet (de tekniske, merkantile og social- og sundhedsuddannelserne) er i gang med en kæmpeopgave, der ikke kan løses uden elevernes positive og aktive medvirken.

En stigning i gennemførelsesprocenten på omkring 11 er rigtig meget, når man husker på, at det er samfundets og dermed skolernes marginaliserede og frafaldstruede elever, der skal motiveres til at påbegynde og fuldføre et uddannelsesforløb. Det drejer sig ofte om unge med mangelfulde skolekundskaber, unge fra uddannelsesfremmede miljøer, unge med en belastende social arv og unge med kun et lille personligt omstillingspotentiale. Unge, der måske ikke umiddelbart magter eller ønsker at honorere de krav, som fx en erhvervsskole stiller.

Skal ambitionen om, at 95 procent af en årgang får en ungdomsuddannelse, opfyldes, så skal der ske en indsats på især to fronter:

Ungdomsuddannelserne skal tiltrække unge, der i dag ikke af lyst vælger uddannelsesvejen

og

Ungdomsuddannelserne skal nedbringe frafaldet blandt de elever, der har påbegyndt uddannelsesvejen.

En helt afgørende faktor, der skal gøres noget alvorligt ved, er en kraftig nedbringelse af de store frafald, vi ser på en række ungdomsuddannelser, især de erhvervsfaglige.

Frafald – hvad er det?
Frafaldet falder i to overordnede kategorier:

Eleverne »skubbes« ud af uddannelserne på grund af individuelle og institutionelle forhold

eller

Eleverne »trækkes« ud af uddannelserne på grund af efterspørgsel fra arbejdsmarkedet.

Dette udgangspunkt er frugtbart at arbejde videre med og afgørende for de metodemæssige overvejelser.

Kombineres modsætningen »skubbes« vs. »trækkes« med inddelingen i »frafald med og uden perspektiv«, kan der laves følgende overordnede inddeling af frafaldet:

Frafald uden perspektiv (skubbes ud). Denne gruppe har efter mødet med den pågældende uddannelse helt forladt uddannelsessystemet og er tillige ikke beskæftiget i ordinært job.

Frafald med perspektiv (trækkes ud). Denne gruppe er faldet fra pga. studieskift eller har forladt uddannelsessystemet til fordel for et job på ordinære vilkår.

Det skal påpeges, at opdelingen ikke er en facitliste – nærmere et diskussionsoplæg til kategorisering af de frafaldne, hvilket naturligt indebærer en overordnet kategorisering af årsagsforklaringer bag frafaldet.

Det er fx en diskussion værd, om en elev, der dropper sin uddannelse til fordel for et ufaglært job på ordinære vilkår, bør kategoriseres som værende med eller uden perspektiv. I nogle tilfælde vil det være det eneste rigtige at gøre, men set i lyset af at det samlede arbejdsmarked i stadig aftagende grad efterspørger ufaglært arbejdskraft – en udvikling, der formodes at fortsætte – er det langtfra entydigt perspektivrigt.

Uddannelserne
Skal ungdomsuddannelserne formå at tiltrække flere elever end i dag og samtidig magte at fastholde de unge i et uddannelsesforløb, kræver det selvransagelse på skolerne. Det er mit indtryk, at skolerne halter bagefter, hænger lidt for meget fast i, hvordan verden var, da lærerne og ledelserne selv var unge. Skolerne synes ikke at være på omgangshøjde med »tidens toneklang« i ungdomskulturen. Det kan de tilpasningsdygtige, socialt og fagligt stærke unge klare. Men skal vi have de sidste 11 procent med på vognen, så skal der nytænkes og udvikles på såvel form som indhold rundt omkring på uddannelsesstederne.

En uddannelsesinstitution måles og vejes af den unge ikke kun på det faglige indhold og oplæringen, der er i uddannelsen. Skolekulturen, relationerne til lærerne og kammeraterne, respekten for hinandens baggrunde, kulturelle og værdimæssige og andre forskelligheder er af central betydning. Et tidssvarende ungdoms- og undervisningsmiljø er afgørende for skolernes succes i bestræbelserne for at fastholde eleverne i uddannelse. Betydningen af skolens attitude over for eleverne i hverdagen og i lokalsamfundet skal heller ikke undervurderes. Er vennernes reaktion, at det er sejt at gå på skolen, eller er det ufedt?

Det er dokumenteret: Et godt undervisningsmiljø betyder mindre frafald! Det sociale undervisningsmiljø har en direkte betydning for, om skolerne evner at fastholde eleverne i uddannelserne eller ej, men også de fysiske/æstetiske rammer har en betydning; om end den er mere indirekte.

Ikke overraskende er det faktorer som lærernes evner til at motivere eleverne fagligt og de sociale relationer til lærerne og eleverne imellem, der viser sig at have stor betydning for, om eleverne gennemfører eller falder fra uddannelserne. Frafaldet blandt de ældste elever (35+) på erhvervsuddannelserne er ca. 3 gange så stort som blandt de yngste elever (15-19-årige). Og et sygt miljø med mobning er ikke kun et fænomen i grundskolen, om end det er mindre udtalt på ungdomsuddannelserne.

Ønsker ungdomsuddannelserne at mindske frafaldet, så skal der blandt andet sættes ind med forbedringer af undervisningsmiljøet på fx disse områder:

• Lærernes faglige dygtighed og deres motivering af eleverne
• Trygheden i klassen/på holdet
• Forbedringer af det psykosociale miljø og forebyggelse og bekæmpelse af mobning
• Håndtering af stor aldersspredning blandt eleverne

Ovennævnte forhold – og mange flere – vil den enkelte skole selv kunne afdække og forbedre. Midlet kan blandt andet være den lovpligtige undervisningsmiljøvurdering, UMV, som alle skoler løbende skal arbejde med, og som kræver elevernes involvering og samarbejde med skolens ledelse og sikkerhedsorganisation.

En moderne og tidssvarende erhvervsskole overlever i høj grad på markedsvilkår, som fastsættes af elevernes efterspørgsel. Eleverne er i konstant bevægelse; de stiller krav og har forventninger!

Skolerne er naturligvis garanter for uddannelsernes faglige indhold og kvalitet. Vil skolerne mindske frafaldet, så er der ingen tvivl om, at en væsentlig del af vejen frem består i at spørge eleverne om deres meninger og holdninger til hverdagens praksis i såvel den skemalagte tid som den mere frie tid på skolen. Skolerne bør have føling med elevernes oplevelse af uddannelsernes kvalitet, lærernes personlighed og faglige dygtighed og de øvrige vilkår af betydning for den konkrete skolekultur, som er elevernes hverdag.

Skolen og uddannelsen er et lære-sted og et være-sted for unge voksne. Det er derfor vigtigt, at udvikling af undervisningsmiljøet på ungdomsuddannelserne tager højde for, at der er tale om andre aldersgrupper end i folkeskolen. Eleverne/de studerende er mere modne, de er unge eller unge voksne, og der er ofte større spredning i aldersgrupperne på uddannelserne. Tilbud og faciliteter til elever og studerende betyder andre krav til skolernes fysiske og æstetiske udformning end i folkeskolerne. Lektiecafeer, tilbud efter skoletid, muligheder for udfoldelser, der understøtter læringen og uddannelsen generelt er vigtige.

Det frugtbare krydsfelt for en positiv skoleudvikling opstår dér, hvor uddannelsernes indhold og kvalitet i størst mulig grad formidles i en kontekst, der af de allerfleste elever opleves relevant og tidssvarende i den brogede ungdomskultur her i begyndelsen af det 21. århundrede.

De unge
Når de unge som 15-16-17-årige påbegynder en ungdomsuddannelse, har de gået i institutioner og været omgivet af pædagoger i sammenlagt ca. 25.000 timer. De er trætte af at blive behandlet som børn, der skal tilpasses de voksnes verden og dens regler, normer og krav. De forlanger at blive set, de forlanger respekt, medansvar, medindflydelse og dialog. De vil ikke have flere pædagogisk udformede påbud og kampagner, der vil styre dem og retlede dem til dette eller hint. Og de er glade for at forlade folkeskolen og folkeskolelærerne, der har kendt dem, fra de var små børn, og til det sidste er tilbøjelige til at behandle dem som sådanne.

Elevernes udvikling fra folkeskoleelever til unge lærlinge, kursister eller studerende kræver understøttelse af kompetencer og selvstændighed og stiller krav til undervisningsmiljøet, så det adskiller sig fra grundskolens. Og det stiller krav til lærerne om at kunne fungere som sparringspartnere (coaches/mentorer/tutorer), der kan understøtte elevernes læring. Det sociale miljø på de forskellige ungdomsuddannelser er forskelligt, afhængigt af om uddannelserne er længerevarende, klasse-/holdbaserede forløb eller korte, afgrænsede skoleforløb, vekslende med praktik.

I ungdomsuddannelserne står de unge voksne midt i en identitets- og socialiseringsproces, der stiller store krav til skolen om medbestemmelse, plads til selvstændig udfoldelse, træning i demokratiets processer og afprøvning af en bred vifte af arbejds- og samværsformer. De unge er i en fase, hvor muligheder, afklaring og egen personlige bæredygtighed afprøves og justeres, parallelt med at der konstant sker en spejling af egen identitet i gruppens og vennernes normer og standarder. Manglende »vi-følelse« og individualisering på fx erhvervsuddannelserne stiller store krav til vejledning og tæt lærer-elev-kontakt. En del unge har personlige, kæreste- eller familiemæssige problemer, der spiller ind på engagement og oplevelse af det sociale miljø. Etablering af et trygt ungdoms- og voksen-læringsmiljø er vigtigt.

På ungdomsuddannelserne er eleverne ikke længere børn, der opdrages af voksne, men mange af de unge er heller ikke endnu »rigtige« voksne, der autonomt kan styre deres eget skoleforløb og studieproces. Nogle magter det slet ikke, men det gør dem ikke mindre selvstændighedshungrende. Disse unge kan dog have særlige udtryk, der er ekstra svære for lærerne, skoleledelsen og uddannelserne at håndtere.

Udviklingen af selvstændighed og styring af egen afklarings-, uddannelses- og dannelsesproces beskriver en progression gennem skoleforløbet. Dette gælder, hvad enten der er tale om de gymnasiale uddannelsers sammenhængende 3-årige forløb, eller der er tale om erhvervsuddannelsernes og produktionsskolernes mere opsplittede, individualiserede forløb.

Derfor må udviklingen af de forskellige aspekter af skolernes undervisningsmiljø – trivsel, læring, sundhed og sikkerhed – hvis den skal have effekt – medtænke, hvorledes man imødekommer de unge voksnes krav om respekt, dialog og medindflydelse. I modsat fald kan skolerne og lærerne komme til at bruge megen tid og mange ressourcer på aktiviteter, der nok dokumenterer, at der arbejdes med undervisningsmiljøet, men effekten på elevernes adfærd vil forblive begrænset.

Lærerne
For at sætte det på spidsen: På ungdomsuddannelserne er lærerne ikke pædagoger, men faglærere. Men lærer-elev-relationen er helt central for elevernes trivsel og læring; de to elementer er nøje knyttet sammen.

Lærerne og skolerne har derfor en opgave med at udvikle aspekter af lærerarbejdet, der som oftest ikke kun vedrører det strengt faglige, men netop relationen mellem eleverne og underviseren. Og dette skal ske på en måde, så eleverne oplever respekt, ansvarliggørelse, medindflydelse, dialog og plads til deres selvstændige udfoldelse som unge voksne i skolen og på uddannelsen. Mange elever har været »lidt for tæt på for mange pædagoger«. På produktionsskolerne er problemstillingen ofte omvendt. Her arbejdes primært med relationen og den unge voksnes selvforståelse, engagement og ansvar. Den faglige læring kunne her med fordel tydeliggøres.

Relationsarbejde kan være en vanskelig proces, der for mange lærere stiller krav om »nye« kompetencer, der ikke nødvendigvis har været en del af deres uddannelse eller tidligere erfaringer. På spil er udviklingen af og forståelsen for de relationelle processer i selve undervisningen og i aktiviteterne på skolen i tilknytning til undervisningen og uddannelsen samlet set.

På den ene side er det en pædagogisk proces over for eleverne, der samtidig stiller krav om disciplin og medansvar fra elevernes side. Lærerne skal naturligvis fastholde, at også eleverne har ansvar for deres egen faglige læring, for klassekulturen, det forpligtende samvær, den gode omgangstone og for det samlede fællesskab på uddannelsen.

På den anden side er det en demokratisk proces, der kræver, at lærerne og skolen accepterer, udfordrer og appellerer til elevernes selvstændigheds- og uafhængighedstrang og derfor i voksende omfang må stole på, at eleverne efterhånden »kan selv«.

Elevernes viden, holdninger og synspunkter skal inddrages, for at de politiske målsætninger (som også er skolernes og de fleste elevers målsætning) om et uddannelsessystem stort set uden frafald skal lykkes.

Skolerne skal udfordres af de faglige udvalg, bestyrelserne og politikerne. Men skolerne skal også udfordre sig selv og hinanden til at definere, afprøve, gennemføre og implementere nye undervisningsformer, nye sociale spilleregler og tidssvarende samværsformer i tidssvarende miljøer, psykiske såvel som fysiske. Der skal findes nye redskaber og nye metoder til læring og nye måder at være sammen på, hvis det skal lykkes at få integreret de yderste 11 procent i den uddannede arbejdsstyrke. Udfordringerne fra eleverne til skolerne er synlige hver eneste dag. Skolernes opgave med at løse udfordringerne skal ske i »skolens maskinrum«, hvor eleverne også skal være medskabende aktører!

Undervisningsmiljøets betydning for frafaldet
Vi ved, at det sociale undervisningsmiljø påvirker frafalds­tilbøjeligheden direkte, i og med at der her eksisterer en selvstændig og målbar effekt. Vi taler om en overordnet opdeling af det sociale undervisningsmiljø. Der er nemlig systematisk forskel på de frafaldne elevers videre færd i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, afhængig af om de er utilfredse med det sociale forhold til medstuderende, eller de er utilfredse med lærerne og fagligheden.

Hvis elever falder fra, fordi de har det socialt dårligt med deres medstuderende, er der størst sandsynlighed for, at de falder fra UDEN perspektiv. De elever, som har et dårligt forhold til lærere og faglighed, har derimod lige stor sandsynlighed for at falde fra MED som UDEN perspektiv.

Det vil med andre ord sige, at elever, der har det socialt dårligt med deres kammerater, har større risiko for at falde helt ud af uddannelses- og arbejdsmarkedssystemet end for at skifte uddannelse eller få et job på ordinære vilkår. For elever, der har et dårligt forhold til lærere og faglighed, er risikoen for de to udfald omtrent ens.

Det kan for skolerne måske synes besværligt, at eleverne i så høj grad skal være med til at sætte dagsordenen for undervisningens og samværets kontekst og have så stor medindflydelse på skolekulturen og undervisningens form – men det er umuligt uden!

Anvendte kilder:
Danmark i den globale økonomi, konkurrenceredegørelse 2008, Økonomi- og Erhvervsministeriet

Undervisningsmiljøer på ungdomsuddannelser, DCUM 2007

Frafald og undervisningsmiljø, DCUM 2006