Retten til medbestemmelse og demokrati

FN’s Konvention om Barnets Rettigheder - eller Børnekonventionen, som den også bliver kaldt - blev vedtaget af FN’ s generalforsamling i 1989. Børnekonventionen er et udtryk for en enighed om, at børn skal respekteres som individer og selvstændige personer med politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Børnekonventionen er ikke en lov, som lande kan dømmes og straffes efter. Den er mere et sæt retningslinjer, som de enkelte landes regeringer har pligt til at overholde. Gør landene ikke det, kan de kritiseres og fordømmes af andre lande og organisationer - fx af FN’s Børnekomité.

FN’s Børnekonvention
Børnekonventionen gælder for alle børn under 18 år uanset hvor i verden, de kommer fra. Konventionen tager udgangspunkt i barnets bedste for at sikre:

• Børns grundlæggende rettigheder - fx mad, sundhed og et sted at bo
• Børns ret til udvikling - fx skolegang, fritid, leg og information
• Børns ret til beskyttelse - fx mod krige, vold, misbrug og udnyttelse
• Børns ret til medbestemmelse - som fx indflydelse, deltagelse og ytringsfrihed

192 lande i verden har tiltrådt Børnekonventionen. Af FN’ s medlemslande er det faktisk kun USA, der ikke har tiltrådt konventionen. Danmark tiltrådte (ratificerede)
Børnekonventionen i 1991 og har derfor pligt til at implementere konventionen.

Skolelovgivningen
I Folkeskolelovens § 1 står der blandt andet at
”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”

I bekendtgørelsen om elevråd i folkeskolen står der blandet andet at
”Ved hver folkeskole, som har 5. eller højere klassetrin, og ved hver ungdomsskole har eleverne ret til at danne et elevråd….. Skolen stiller et egnet lokale og adgang til kontorfaciliteter til rådighed for elevrådet. Skolen stiller endvidere et egnet lokale til rådighed for elevrådet til brug ved kulturelle, oplysende og organisatoriske møder.”

Her i landet tager skolelovgivningen afsæt i grundlæggende betragtninger om skolen som demokratiets fundament og om elevernes aktive medvirken i skolen og i samfundet. I dansk lovgivning betragtes børn som hovedregel for undergivet forældremyndighed, indtil barnet fylder 18 år. Spørgsmålet om, hvorvidt et barn har klageadgang, hænger sammen med spørgsmålet om, hvornår et barn anses som part i sin egen sag.

Udgangspunktet i dansk ret er, at de områder, hvor et barn er tillagt partsbeføjelser, er reguleret af enkeltbestemmelser i isolerede love, som fx i patientlovgivningen, hvor et barn over 15 år har vidtgående beføjelser. På alle andre områder er det forældremyndighedens indehaver, der handler på barnets vegne. Dette gælder også som udgangspunkt i folkeskolen, hvilket lovens § 54 slår fast.

Undervisningen tilrettelægges i samarbejde mellem lærer og elev, og der er i folkeskoleloven flere eksempler på, at det er eleven, der efter samråd med forældrene træffer afgørelsen. Det gælder fx valg af fag, indstilling til afgangsprøve og lignende. Er eleven fyldt 15 år, kan fritagelse fra kristendomsundervisning kun ske med elevens eget samtykke – her kan forældremyndighedens indehaver altså ikke handle mod elevens ønske.
De formelle regler for klageadgang er beskrevet i Folkeskolelovens kapitel 9. Klage over en afgørelse på en skole kan indbringes for de kommunale myndigheder, og skoleleders afgørelser er omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven. Kommunalbestyrelsens afgørelse i sagen kan som udgangspunkt ikke indbringes for en højere myndighed. Hvis der rejses tvivl om lovligheden af en beslutning, kan denne dog indbringes for tilsynsmyndigheden i Statsforvaltningen. Afgørelser om specialundervisning kan indklages for Klagenævnet for vidtgående specialundervisning. For en nærmere gennemgang af disse regler, se fx Børnerådets Notat om børns klagemuligheder.

Undervisnings- og børnemiljø
Børn og unge tillægges i de danske love om undervisningsmiljø og om børnemiljø i dagtilbud en ret til et godt miljø i bredeste forstand.
Undervisningsmiljøloven fra 2001 indvarslede nytænkning vedrørende arbejdsmiljø- forhold for elever og studerende. Det er et erklæret mål for loven at inddrage eleverne i arbejdet for miljøet og at markere, at ansvaret for undervisningsmiljøet er placeret hos den lokale institutionsledelse.

Elever og studerende kan vælge repræsentanter til at varetage deres interesser over for uddannelsesstedet, men ingen af de to love rummer individuel klagemulighed for de involverede børn. Eventuelle klager over forholdene eller institutionens administration af loven kan fremsættes af forældrene og behandles efter de regler, der er beskrevet i de respektive særlove, altså Folkeskolelov, Forvaltningslov, Arbejdsmiljølov etc.
Loven og dens konkrete anvendelse i institutionen kan indklages for Folketingets Ombudsmand, når de administrative klagemuligheder er udtømt, og domstolsprøvelse kan finde sted, typisk som en straffesag mod den ansvarlige, eller som en erstatningssag mod institutionen.

Med Børnemiljøloven fra 2006, indskrevet i dagtilbudsloven i 2007, der udvider området for miljøtænkning til de mindste, sendes tre signaler:

• Der opereres ikke med nye selvstændige krav om sikkerhed og sundhed, 
• Der er behov for synlighed og samarbejde, og
• Der etableres ikke nye kontrolforanstaltninger13.

Loven fastsætter ligesom Lov om undervisningsmiljø et krav om udarbejdelse af en miljøvurdering, der skal følges op af en handlingsplan. Der introduceres et princip om inddragelse af børnene ud fra et børneperspektiv. Børnekonventionen er her en klar inspirationskilde, og i forarbejderne til loven refereres der til konventionens art. 12, der fastslår barnets ret til at blive hørt.

DCUM rådgiver og vejleder institutionerne med hensyn til efterlevelse af lovens krav. Kontrol og tilsyn udøves af de allerede etablerede myndigheder på de enkelte sær-lovsområder.

Mobbelov?
Danske børn beskyttes af særlovgivning på det miljømæssige område, men er hverken i skole eller dagtilbud tillagt særlige handlemuligheder udover den formelle, kollektive indflydelse. Spørgsmålet om en lov mod mobning drøftes jævnligt og livligt i medierne, og undervisningsministeren har varslet en kampagne af 3 måneders varighed fra marts 2008, hvis behandling af emnet vil være af stor interesse. I denne sammenhæng må det også antages at være relevant, om det kan anses for tilstrækkeligt for danske børn at nyde bedre beskyttelse mod mobning end mod andre, beslægtede miljøfænomener som fx elendige toiletforhold, forældede lokaler osv.

Kilder

• DCUMs hjemmeside: www.dcum.dk
• Børnerådets hjemmeside: www.brd.dk
• Folkeskoleloven
• Undervisningsmiljøloven
• Dagtilbudsloven
• Aage Huulgaard og H.C. Thomsen: Undervisningsmiljøloven, Systime 2001
• Aage Huulgaard: Børnemiljøloven. Regler om miljøet i dagtilbud, Kroghs Forlag 2006
• Søren Gade Hansen, Børnerådet: Rettigheder for børn i Danmark og Sverige, DCUM 2007
• FN’s Konvention om Barnets Rettigheder