Psykisk undervisningsmiljø

PrintSend til en ven

Lov om undervisningsmiljø fastslår, at elever og studerende har ret til et godt undervisningsmiljø, så undervisningen kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Undervisningsmiljøet på skoler og uddannelsesinstitutioner skal fremme deltagernes muligheder for udvikling og læring og omfatter derfor også uddannelsesstedets psykiske og æstetiske miljø. På den måde stilles der direkte krav til det psykiske undervisningsmiljø.

I Folkeskolelovens formålsparagraf (§1) beskrives folkeskolens værdisæt og den overordnede indholdsmæssige ramme for skolens arbejde angives. Der står blandt andet:

  • At Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling.
  • At Folkeskolen må søge at skabe sådanne rammer for oplevelse, virkelyst og fordybelse, at eleverne udvikler erkendelse, fantasi og lyst til at lære, så at de opnår tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.

I vejledningen ”Fokus på beskrivelsen af elevens alsidige personlige udvikling” fra Undervisningsministeriet beskrives hvordan man i praksis kan arbejde med målsætningen fra folkeskolelovens §1 om elevernes alsidige personlige udvikling.

I Folkeskoleloven står der i § 44, at skolebestyrelsen fastsætter skolens ordensregler og i § 52 står, at undervisningsministeren kan fastsætte almindelige regler om foranstaltninger til fremme af god orden i skolerne.

Hvis en elev overtræder skolens regler, bør det første skridt almindeligvis være samtaler med eleven og eventuelt med forældrene, sådan at årsagen til elevens adfærd kan afklares.

Løser det ikke problemerne, kan skolen anvende de øvrige sanktionsrammer i Bekendtgørelse om fremme af god orden i folkeskolen.

Bekendtgørelsen indeholder blandt andet regler om værdiregelsæt og elevadfærd.

Værdiregelsæt

Skolebestyrelsen skal ud over ordensregler fastsætte et værdiregelsæt for skolen. Værdiregelsættet skal være retningsgivende for god adfærd og give pejlemærker for, hvordan der opnås god trivsel på skolen samt et godt psykisk undervisningsmiljø med respektfulde relationer mellem skolens elever indbyrdes og mellem elever og ansatte.

Elevernes adfærd uden for skolen
Foranstaltninger over for elever, der ikke overholder skolens regler, kan også omfatte elevadfærd, der er udvist uden for skolen, hvis adfærden har haft en direkte indflydelse på god orden i skolen.

Pædagogisk-Psykologisk rådgivning
I regeringens handlingsplan for de svagest stillede børn og unge (Regeringens Børneudvalg, 1994) fremhæves det, at Pædagogisk-Psykologisk rådgivning, som oprindeligt var knyttet til indlæringsvanskeligheder og specialundervisning, i de senere år har udviklet sig til at omfatte hele barnets livssituation. Rådgivningen er principielt åben for alle, og både børn og voksne kan henvende sig og bede om rådgivning og vejledning, uden at der sker nogen form for registrering eller videregivelse af oplysninger.

Se også

Senest opdateret 22-06-2010