Offentliggørelse af UMV
Nuværende størrelse: 100%
I Lov om elever og studerendes undervisningsmiljø står der i kap. 4 § 6, stk. 2: "Undervisningsmiljøvurderingen skal være tilgængelig på uddannelsesstedet for elever og studerende og andre interesserede". Undervisningsmiljøloven stiller således krav om offentliggørelse, men forklarer ikke nærmere, hvad dette indebærer.
Love og regler
Der findes flere regelsæt om offentliggørelse af resultater på folkeskoleområdet:
- I loven om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne (GÅU-loven), som regulerer offentliggørelse af oplysninger om de enkelte skoler samt deres undervisning og øvrige forhold. LBK nr. 880 af 19/9 2005
- I loven om fremme af frit valg for borgerne ved levering af serviceydelser i kommuner (FFV-loven) findes bestemmelser om offentliggørelse af sammenlignelig brugerinformation. Lov nr. 253 af 28/3 2006
- I loven om offentlighed i forvaltningen (Offentlighedsloven – OFL) findes de almindelige bestemmelser om aktindsigt. Lov nr. 572 af 19/12 1985
- I loven om behandling af personoplysninger (Persondataloven – PDL) findes de almindelige bestemmelser om personbeskyttelse, herunder om videregivelse af personoplysninger. Lov nr. 429 af 31/5 2000.
På baggrund heraf udtaler DCUM vejledende om offentliggørelse af undervisningsmiljøvurderinger:
- Resultatet af enhver UMV skal offentliggøres
- Den gennemførte undersøgelse og dens resultater skal offentliggøres på skolens hjemmeside
- Offentliggørelseskravet gælder uanset, om uddannelsesinstitutionen er kommunal, amtskommunal, statslig eller privat, eventuelt i form af en selvejende institution
- Offentliggørelsen finder sted efter bestemmelserne i Undervisningsmiljøloven, loven om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne og loven om fremme af frit valg til kommunale serviceydelser
- Adgangen til de offentliggjorte oplysninger skal kunne ske på en enkel og let måde
- De offentliggjorte oplysninger skal mindst opfylde de krav, der stilles for, at den pågældende kommune kan opfylde kravene til offentliggørelse af sammenlignelig brugerinformation
- Institutionens ledelse har pligt til af egen drift at offentliggøre resultatet af en gennemført UMV eller en del heraf
- Omfanget af de offentliggjorte oplysninger i forhold til skolens interessentkreds kan udmærket være større end de oplysninger, der indgår i den sammenlignelige brugerinformation fra kommunen
- Der må ikke forekomme uoverensstemmelser mellem oplysningerne i den sammenlignelige brugerinformation og de oplysninger, der tilgår skolens interessentkreds
- Offentliggørelsen må efter bestemmelserne i offentlighedsloven og persondataloven ikke ske i en sådan form eller på en sådan måde, at der sker en krænkelse af hensynet til beskyttelse af personer og personoplysninger
- Offentliggjorte oplysninger skal slettes, når de har mistet aktuel relevans.
Hent brev fra Ulla Tørnæs til samtlige uddannelsesinstitutioner
| Bilag | Størrelse |
|---|---|
Hent Ulla Tørnæs' brev som pdf-fil | 80.64 kB |