Send til en venPrint

Elever, der under erhvervspraktik udfører arbejde, er omfattet af AT-meddelelse nr. 4.01.6, der vejleder om de regler i arbejdsmiljølovgivningen, som gælder for elever. AT-meddelelsen er et supplement til AT-meddelelse nr. 4.01.4 om unges arbejde, der vejleder om de almindelige regler for unges arbejde.

Hvilke regler eleven er dækket af afhænger af typen af aktiviteter i praktikken. Man kan dele praktik op i disse typer aktiviteter:

Arbejdsmiljøloven gælder ikke, når man er på rundvisning eller bare kigger på.

Arbejdsmiljølovens udvidede område gælder, når man udfører øvelser eller aktiviteter, der ligner normalt arbejde, men sker under særlige forhold. Det gælder hvis en skole/virksomhed tilrettelægger et særligt øvelsesforløb for praktikanter, hvor man udfører næsten det samme arbejde som ansatte, men der er særligt opsyn. Eller hvis aktiviteten er specielt tilrettelagt for praktikanten, og man kun arbejder sammen med andre praktikanter.

Man er omfattet fuldt ud af arbejdsmiljøloven, når man arbejder under forhold, der ligner arbejde for en arbejdsgiver og man er således ikke omfattet af  lov om undervisningsmiljø. Arbejdstilsynet har lavet nogle tommelfingerregler for, hvornår der er tale om ”rigtigt” arbejde. Det er som regel kun nødvendigt at et enkelt af de følgende punkter er opfyldt for at der er tale om ”rigtigt” arbejde:

  • Praktikanten udfører arbejde, der er det samme som, eller minder meget om, det arbejde, ansatte udfører
  • Der er nogen der giver instruktioner og kontrollerer praktikantens arbejde
  • Det er en arbejdsgiver, der stiller sted og materialer til rådighed
  • Praktikanten har pligt til at stille sin arbejdskraft til rådighed

Det kan desuden være af betydning om arbejdsgiveren har fordel af at have eleven/den studerende i praktik

Ifølge en afgørelse fra Arbejdstilsynet (se arbejdstilsynets skrivelse ” en god skole – et godt arbejdsliv”) er skolepraktikelever som udgangspunkt også omfattet af arbejdsmiljøloven i sin helhed under skolepraktikken. Desuden gælder lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø for skolepraktikelever, som for andre elever.

AT-meddelelse nr. 4.01.4 om unges arbejde fortæller om de særlige regler for virksomheder, der beskæfti-ger unge under 18 år. Udover disse særlige regler er unge under 18 dækket af de samme arbejdsmiljøregler, som gælder for alle andre, der udfører arbejde for en arbejdsgiver. Disse regler gælder også i forhold til praktik. At-meddelelse nr. 4.01.4 om unges arbejde siger bl.a. at:

  • Unge under 18 år må ikke arbejde med tekniske hjælpemidler, anlæg eller arbejdsprocesser, som kan være farlige for dem
  • Unge under 18 år må ikke udsættes for fysiske belastninger, der på kort eller lang sigt er skadelige for deres sundhed eller udvikling. Unødige fysiske belastninger og uhensigtsmæssige arbejdsstillinger eller bevægelser skal undgås
Senest opdateret 03-08-2009