Krop, rum, bevægelse og pædagogik

Nuværende størrelse: 100%

Print Send til en ven Del på Facebook

I 2001 blev det æstetiske element i undervisningsmiljøet indskrevet i loven. I denn artikel påpeger Søren Nagbøl, at dette hensyn er andet og mere end det fysiske undervisningsmiljø. Det drejer sig nemlig om indtryk, oplevelser, erfaringer og om kropslige sansninger, bevægelser og fornemmelser og om mulighederne for at sætte sig spor.

Undervisningsmiljøvurdering er ikke nogen nem sag. Især ikke i en tid, hvor der stilles andre og helt nye æstetiske krav til vores skolemiljøers betydning for børns trivsel og læring. På baggrund af at Dansk Center for Undervisningsmiljø har udgivet en undervisningsmiljøvurdering for 2003, forelægges vore overvejelser om skolemiljøers æstetiske kvaliteter.

Det æstetiske perspektiv
I 2001 blev det æstetiske element i offentlige og private undervisningsmiljøer indskrevet ved lov. I Folkeskolens paragraf 1, stk. 2 står der: At folkeskolen må søge at skabe sådanne rammer for oplevelse, virkelyst og fordybelse, at eleverne udvikler erkendelse, fantasi og lyst til at lære, således at de opnår tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle. Hermed er der sat en ny dagsorden for den betydning det sanselige sammenspil, der foregår i skolens rum, har for elevernes oplevelse af deres læring.

Den æstetiske dimension artikuleres yderligere i Fælles mål, som regeringen lancerede i 2003, der står: Eleverne skal udvikle arbejdsmetoder og udtryksformer. Med andre ord: de skal lære at lære. Det er vigtigt, at skolen medtænker, at verden erkendes med alle sanser. Ved at modtage indtryk og bearbejde indtrykkene til udtryk bliver børn bedre til at vælge til og fra i en verden med utallige muligheder. De musiske, kreative og praktiske aktiviteter medvirker til, at alle får mulighed for at udvikle flest mulige sider af sig selv.

Elevernes kreative sider skal udvikles i et tæt samspil med de øvrige færdigheder, så er det sagt. Skolemiljøet, der hvor børn og unge nu om dage opholder sig hele dagen, skal som arkitektonisk iscenesættelse kunne være med til at udfordre og stimulere alle de sanselige potentialer, eleverne stiller op med.

Vi ved alle, at de fleste af vores skolemiljøer i byerne ikke vil være i stand til at opfylde betingelserne for elevernes virkelyst, fantasi og lyst til at lære. De er ikke egnet som steder, hvor elevernes kreative sider skal udvikles i et tæt samspil med de øvrige færdigheder.

Om at forstå skolemiljøers æstetiske potentialer
Når vi retter vores opmærksomhed mod skolemiljøers æstetiske kvaliteter, tematiserer vi samtidig æstetikkens betydning for børns sanselige oplevelser og kompetenceudvikling. Æstetiske aktiviteter er, som påpeget af professor Mogens Hansen, DPU, både indtryk, oplevelser, erfaringer og udtryk, som er forankret i sansninger, bevægelse og kropslighed. Og han henviser til, at det kan ses i musik og sang, i leg og idræt, billedskaben, træ og metalarbejde, håndarbejde og vævning, i måltidets forberedelse og nydelse og intimiteten mellem mennesker.

Hvis vi skal kunne anskueliggøre, om vores undervisningsmiljøer opfylder de æstetiske kriterier, vi tilstræber, må alle involverede rette deres opmærksomhed mod arbejdsmetoder og udtryksformer, som bidrager til sansebevidsthed. Vi må udnytte og synliggøre hele vores eget sanselige repertoire. Det gælder ikke kun arkitekter og pædagoger, men også de forskere, som skal udvikle nye orienteringsmidler og formidlingsformer, der skal vise om skolemiljøet ansporer eller hæmmer elevernes kreative muligheder.

I datarapporteringen, som er udarbejdet af Dansk Center for Undervisningsmiljø, får vi svar på en række spørgsmål, der i konkrete tal angiver elevernes opfattelse af deres undervisningsmiljø. Tallene taler, som sagt, deres sprog. Dem, der er specialister i at læse tal, placeret i skemaer eller stillet op på række og geled, vil kunne læse tallene som indikatorer for bestemte tendenser.

De særlige sanselige og æstetiske kvaliteter, der er forbundet med forskellige skolebyggeriers udformning, kan tal ikke symbolisere som andet end tegn. De får ikke den konkrete stoflighed med, den man kan tage og føle på. De er ikke sensitive over for landskaberne og det arkitektoniske formsprogs særegne karakter og kvaliteter. De fortæller ikke noget om det lys, der skaber det, vi ser.

Tallene kan, som svar på ovennævnte spørgsmål, ikke stå alene som dækkende dokumentation for de temaer, der bearbejdes i rapporten. Som supplement må vi gå andre veje, der viser, hvorledes en pædagogisk forskning kan synliggøre børnenes og lærernes trivsel i skolebyggerier.

Vi må lære at begribe det umiddelbare møde mellem mennesker i deres konkrete omgivelser. Det kan ikke gengives som en abstrakt registrering, men må formidles til offentligheden via billeder og tekster, der symboliserer det sanselige mellemværende på en sådan måde, at en udenforstående kan se det for sig.
 
Det gode liv er et liv i bevægelse
I nyere antropologisk forskning har man indført begrebet mimetisk handlen, for dermed at stille de æstetiske forhold i centrum. Mimetisk handlen er et overordentligt vigtigt aspekt i menneskers samfundsmæssige eksistens. Vi efterligner og lærer af hinanden i spil, sport, ritualer og alle de håndbevægelser, der følger med det praktiske arbejde. Derfor er mimetisk handlen et særdeles vigtigt moment i alle æstetiske lærerprocesser.

Menneskenes praktiske og sanselige potentialer overføres gennem mimetiske erfaringer, hvor bevægelsesaspektet er meget vigtigt. Man kan udtrykke det således: Ved hjælp af bevægelser modtager handlende så at sige aftryk fra verdenen, former samtidig denne, og gør den til en del af sig selv. I den omvendte retning bliver subjektet omfattet af verdenen og formet af den.

Grundprincippet i denne gensidige udveksling og fremstilling af verdenen er bevægelsen, den udnytter såvel kroppens plasticitet som det faktum, at verden er til at forme. Den er i dette perspektiv et medium, hvor begge sider griber ind i hinanden. Det medvirker til, at der gensidigt produceres forbindelser og forandringer – et fælles spil, som kræver medvirken og ikke lader den, der deltager, forblive uforandret. Det er i bevægelsens medium, at mennesker tager del i de andres verdener, og således bliver en del af deres samfund.

Disse processer løber på forskellige planer. Det personlige individuelle liv på det ene plan, og organiseringen af sociale livssammenhænge på det andet. For at finde sammenhængen mellem begge planer må vi se på vekselspillet mellem de handlende personer og deres sociale kontekst. Hele sammenspillet af omstændigheder, som øver indflydelse på mennesker, foregår i sociale iscenesættelser. En undersøgelse af disse processer må inkludere alle de faktorer, som øver indflydelse på mennesker uddannelse, socialisering og civilisering.

Fremtidens skole
I Danmark bygges der i disse år en række skoler, der som landskabelige og arkitektoniske iscenesættelser giver nye muligheder for børns og voksnes læring og udvikling. Det er en passende anledning til at beskæftige sig med metodeudvikling til iagttagelse, registrering og beskrivelse af, hvorledes pædagogiske visioner realiseres.

På DPU er vi tre forskere, der siden 2003 har arbejdet på projektet Krop, rum, bevægelse og pædagogik. Formålet er at undersøge, hvad det betyder for børns identitetsdannelse, når skolebyggerier inddrager udearealerne og andre æstetiske kriterier i den pædagogiske praksis. Til det formål har vi valgt at undersøge to nybyggede skoler, Trekronerskolen udenfor Roskilde og Asgård skole ved Køge, hvor man netop har forsøgt at integrere ude- og indearealerne i skolens fysiske udformning.

De pædagogiske ambitioner er tydeligt afspejlet i de nye skolers arkitektur. På begge skolerne er der gjort meget ud af udearealerne med bakker, søer og stier, og naturen har fået lov til at komme helt hen til skolens mure. Indenfor har man taget et opgør med opdelingen mellem klasseværelser og fællesarealer. Det æstetiske element er kendetegnende for de to nye skolers placering og udformning. Det giver muligheder for nye undervisningsformer, bevægelsesmønstre og oplevelser.

Det er vores opgave at undersøge, hvordan disse muligheder er udnyttet og hvilke konsekvenser, det har. Det er i den sammenhæng, at vi arbejder på at udvikle nye arbejdsmetoder og værktøjer, der kan opfange sanselige størrelser som krop, rum og bevægelse i undersøgelsen. Det er ikke så meget undervisningens indhold, der er i fokus, men de processer, som rammer undervisningen ind. At identificere det er at identificere kroppens, bevægelsens og sansningens mønstre.

At sætte sig spor
En ting, som optager os, er, hvordan elever og lærere sætter sig spor på skolen. Spor kan her forstås meget konkret. Det kan for eksempel være en græsplæne, som bliver slidt ned af boldspil, elevtegninger, der bliver hængt op på gangene eller fodboldmål, som børnene flytter til en ny placering.

Det er efter vores opfattelse vigtigt at kunne sætte sig spor, for det betyder, at miljøet er åbent, at børnene har indflydelse på deres omgivelser, og at det ikke kun er omgivelserne, der har indflydelse på dem. Derved får børn mulighed for at udvikle større fleksibilitet.

Lykkedes det, bliver skolen stedet, der skaber rammer for oplevelse, virkelyst og fordybelse, hvor elever udvikler erkendelse, fantasi og lyst til at lære således, at de opnår tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle. Dermed bliver skolen et sted, der er med til at oprette det frie og myndige menneske, for det frie og myndige menneske er et, som har mulighed for selv at påvirke sine omgivelser.

I kontakt med nærsanserne
På en af de to skoler har idrætslærerne fundet på en ny aktivitet, de kalder løb og læs, hvor børnene skiftevis læser og løber rundt i skolens udendørsterræn. Det er en ny måde at bruge inde- og uderummene på, og en ny måde at kombinere læring og bevægelse på, som har store pædagogiske fordele, for har man først lært at slå koldbøtter, bliver det lettere at lære at læse.

Det er vigtigt i en tid, hvor vores materielle kultur spiller meget op til fjernsanserne, øjne og ører, og det betyder, at nogle mennesker har svært ved at forbinde det, de oplever, til deres nærsanser. Det kan igen gøre det vanskeligt at skelne mellem fiktion og virkelighed, og de får dermed svært ved at forholde sig sanseligt umiddelbart til andre mennesker. I de rum, som er lukkede og afvisende, kan man se, at børn flygter ind i en virtuel reality-verden med computerspil.

I det øjeblik der er uderum og bevægelsesfrihed, har børnene derimod mulighed for at vitalisere eller revitalisere nærsanserne gennem løb og leg, og det betyder, at det ikke er så let at falde ind i de monotone baner, som computerskærmen og et dårligt miljø lægger op til. Hensigten er at bidrage med viden, der giver alle elever i Danmark de bedste betingelser for at få et godt psykisk, fysisk og æstetisk undervisningsmiljø.

Om artiklens forfatter

Søren Nagbøl, lektor, mag.art. ét lic.scient.soc. Forfatter til en række artikler og bøger om arkitekturens betydning for menneskers livssammenhænge.

Søren Nagbø arbejder p.t. sammen med Mogens Hansen på en bog om rum og pædagogik, krop og bevægelse.

Kommentarer

Indsend kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
5
 
 
Senest opdateret 15-08-2013