Gode råd om konflikthåndtering
Forskellige anspændte situationer og relationer kræver at blive håndteret - med sanktioner, med dialog eller med begge dele.
Skolen eller uddannelsesstedet har det overordnede ansvar
Lærere har en vigtig rolle som støtte og rådgivere for eleverne eller de studerende. Det er personalet, der har det overordnede ansvar for at skabe trygge og ansvarsfulde rammer for eleverne eller de studerende – også selvom eleverne eller de studerende inddrages som aktive, ansvarsfulde og kompetente aktører i konfliktløsning og mægling.
Som udgangspunkt er det derfor godt, hvis personalet har et kendskab til forskellige metoder til konfliktløsning samt til principperne i konfliktmægling. Skolen eller uddannelsesstedet kan vælge at tilbyde konfliktmægling, enten med elever eller studerende som mæglere eller med personalet som mæglere.
Det er en god idé at koble konkrete metoder til konfliktløsning til forskellige regelbrud, fx ordensregler, fraværsregler, sikkerhedsregler eller brud på aftaler eller forventninger, fx i forhold til undervisningssituationer, opgaveløsninger, eller til sociale problemstillinger mellem elever eller studerende. Overvej om en sanktion skal følges op med dialog og en ny mulighed. Hvornår er løsninger til forhandling, hvornår er de ikke? Hvor går man hen, hvis man som elev eller studerende har et problem eller en konflikt med en anden elev/studerende eller med en lærer/underviser – og som man ikke selv kan tackle?
Konfliktløsning ind i undervisningen
Det er en rigtig god ide at bringe konfliktforståelse og konfliktløsning ind i undervisningen. Det kan ske både som konkret undervisning i konflikthåndtering med teori og øvelser, men også som et perspektiv på anden undervisning, fx religion, historie, dansk, samfundsfag, sprogfag osv. Der er næsten altid konfliktstof mellem mennesker, eller andre sager, hvor eleverne eller de studerende kan beskrive og analysere på konflikterne: Hvad skete der? Hvornår? Hvem var involveret, direkte/indirekte? Hvor trapper konflikten op? Hvordan ender konflikten? Hvordan håndteres konflikten undervejs? Hvordan kunne konflikten (og dermed den aktuelle historie) have udviklet sig anderledes? Hvad skulle der til? Osv.
Konflikter kan nedtrappes – det handler blandt andet om tillid, respekt, kommunikation mv. Disse ting kan der undervises direkte i og der kan suppleres med fysiske øvelser, rollespil, forumteater osv.
En god idé kan også være at indrette det sædvanlige undervisningsrum på en usædvanlig måde, fx at flytte bordene væk en dag eller en uge.
Undervisning i konfliktløsning skal selvfølgelig, som al anden undervisningen, tilpasses alder og målgruppe.
Det skal man være opmærksom på
Hvis en skole eller uddannelsesinstitution vil indføre en mere systematisk måde at håndtere konflikter på, skal man bl.a. være opmærksom på følgende:
- Hvad er vores konfliktmønster og konfliktkultur på skolen/uddannelsesstedet?
- Hvad vil vi gerne opnå? – eksempelvis ændring i konfliktsyn (holdning) og i praksis (kompetenceudvikling)
- Hvordan? – eksempelvis kursus, tidsplan, ressourceforbrug og organisering
- En systematisk indsats involverer minimum ledelse og medarbejdere – dernæst elever eller studerende
- Synliggør at skolen har en bevidst konflikthåndterende profil og kultur
- Konfliktmægling er ikke svaret på alt
Konfliktmægling kan bruges til forskellige typer af konflikter i skolen eller på uddannelsesstedet, men er ikke svaret på alt. Nogle konflikter kræver, at personalet entydigt bestemmer og markerer værdier, retninger, handlinger mv. Sammen med et tilbud om konfliktmægling er det hensigtsmæssigt, at skolen også har andre metoder til løsning af konflikter. Find en holdbar struktur, eksempelvis i forhold til hvornår konfliktmægling kan tilbydes, af hvem, og hvor det kan foregå.
Se også
Leksikon
- AKT
- Ansvar
- Antimobbestrategi
- Bevægelse
- Brandforebyggelse
- Computerarbejde
- Ergonomi
- Farver
- Indeklima
- Indretning
- Konflikter
- Lys
- Læringsmiljø
- Mad og måltider
- Mobning
- Møbler
- Nybyggeri og ombygning
- Planter og grønt
- Siddende arbejde
- Skolemiljø
- Skolernes Trivselsdag
- Stress
- Studiemiljø
- Stående arbejde
- Støj
- Støv og snavs
- Sundhed
- Temperatur
- Toiletforhold
- Trivsel
- Udemiljø
- Udsmykning
- Undervisningsmiljø
- Undervisningsmiljøprisen
- Undervisningsmiljørepræsentant
- Undervisningsmiljøvurdering
- Ventilation
