Farvel til folkeskolen

Solen skinnede. Fuglene havde allerede sunget længe. Det var en junimorgen fuld af løfter, og jeg tog sko på for at følge min datter ud til vejen.

Hun skulle i skole. Det ville tage hende fem minutter at cykle derover. Og når hun fik fri, kunne hun vælge at gå på klub eller besøge veninderne fra årgangen - geografisk var det hele inden for hendes egen 12-årige rækkevidde. Selv om aftenen, hvis hun og hendes kammerater ville spille rundbold, var det naturlige valg skolens græs. Her mødtes store og små som en organisk forlængelse af skoledagens samvær.

Hun låste cyklen op. Vi sagde "På gensyn", og snart var hendes lille skikkelse energisk trampende på vej henad villavejen. Hestehalen kæmpede for at flagre frit under hjelmen.

Humlebæk Skole har i seks år været en integreret del af hendes og dermed hele familiens hverdag. Tæller jeg tiden med, hvor hendes storebror gik der, er det mere end ti år, vi har levet sammen med vores lokale folkeskole, der i starten var i en slags pædagogisk dvale, men som med ansættelsen af en ny ledelse for nogle år siden vendte udviklingen og blev en succeshistorie.

Ikke uden en vis stolthed kan jeg sige, at begge årganges forældre har involveret os meget i skolen undervejs, bl.a. har vi med glæde overtaget undervisningen, når skolens medarbejdere har været på pædagogisk internat; vi har arrangeret udflugter til teatre og museer, fløjet med drager og været på shelterture; da min datters årgang flyttede til lokaler, hvis farver var for triste, gav en flink far nogle bøtter maling, vi andre lagde arbejdstimer og kaffe til - ja, årgangens børn, søskende og forældre har endda lånt hjemkundskabslokalerne for at lave mad sammen og nyde en kæmpebuffet uden anden grund end den, at vi alle sammen var taknemmelige over at være del af et velfungerende fællesskab. Skolen var en forlængelse af vores hjem. Det var vores skole.

Sådan skal en dansk folkeskole være, tænkte jeg, mens jeg ventede på at se den lille cyklist komme godt over vejen i bunden af mit synsfelt. Så vinkede hun og forsvandt opad bakken. På vej ud i livet, stadig beskyttet af os derhjemme, af sine kammerater, deres forældre og af personalet i folkets egen skole, hvor der ikke bare i festtalerne, men også i dagligdagen faktisk har været plads - og gode udfordringer - til alle.

Jeg blev stående og nød øjeblikket. Mine morgener på vejen er et ritual, hvis trygge forudsigelighed dagligt har bekræftet mig i, at jeg med både tillid og stolthed kunne betro mine kæreste ejer til det lokale fællesskab. Jeg har altid haft fornemmelsen af, at når mine børn vinkende forsvandt ud af syne, har der været gode mennesker fra undervisningsministeren og nedefter, som ville dem det bedste på deres vej - både fagligt og socialt. Jeg har aldrig været i tvivl om, at vores beslutning om at støtte den lokale skole var ufravigelig og rigtig.

Men denne junimorgen slog det mig, at sådan var det ikke længere. Klangbunden var forandret. Skolen var ikke længere vores. Tvivlen havde sneget sig ind. Og nu var jeg pludselig i færd med at tage afsked med drømmen om, hvad vi kunne gøre for den lokale folkeskole, og hvad den kunne gøre for vores datter. Det ramte mig som en knytnæveslag: det var snart sidste gang, jeg vinkede farvel til den lille morgencyklist på vejen. Efter sommerferien skal hun med tog og bus. Vi har valgt folkeskolen fra. Men vi kæmpede for at beholde den.

Desværre er vi ikke er alene om at opgive denne drøm. Danske forældre vælger i stigende grad den lokale folkeskole fra til fordel for frie grundskoler. Årsagerne er mange. Hver familie sin begrundelse, naturligvis. Men i de tilfælde, hvor det ikke handler om barnets personlige situation - mobning, f.eks. - er jeg overbevist om, at der er et gennemgående mønster i fravalget: Frustration over uforståelige besparelser. Skuffelse over manglende dialog med kommune og ledelse. Magtesløshed. Udmeldelse.

Vi står i disse år over for et gigantisk, underbelyst kulturskred på uddannelsesområdet. Over hele landet er konsekvensen en massiv flugt fra nogle helt grundlæggende og kulturbærende værdier i vores samfund, nemlig den fælles uddannelsesbaggrund i folkeskolen - en udvikling, der om noget fører til svækkelse af den højt besungne sammenhængskraft. For forældre stemmer med fødderne, når deres børns skole forringes. De går andre steder hen. For nylig kunne man læse i aviserne, at det har ført til, at karakterkløften bliver bredere mellem folkeskolens og privatskolernes elever. Det er fatalt i en verden, hvor der er brug for mere sammenhængskraft og ikke yderligere polarisering.

Sådan bør det naturligvis heller ikke være. I Danmark bør alle børn have de samme gode muligheder for at forløse deres uddannelsesmæssige potentiale. Men når man som forælder med engagement i og ansvarsfølelse over for sit barns skole møder en bureaukratisk mur i stedet for konstruktiv dialog med beslutningstagerne på området (læs: forvaltning og politikere), mister man efterhånden troen på, at folkeskolen er det rigtige sted at investere sin energi og sit barns fremtid.

Der eksisterer en sejlivet myte om, at vi har verdens dyreste folkeskole. Og myten bruges til at retfærdiggøre besparelser. Vi ligger imidlertid helt nede på en sjetteplads. Over os finder man USA, Norge, Østrig, Schweiz og Island, som er stærkt optaget af at give deres grundskole et løft. Vi har i årevis forfulgt den modsatte strategi, hvilket bl.a. betyder flere børn i klasserne, manglende vedligeholdelse af skolebygningerne og udskudte investeringer i undervisningsmaterialer og -teknologi. Og nu lægger det seneste tiltag, pakket ind som de harmløst klingende "skolestrukturændringer", mange års akkumuleret faglig viden og pædagogisk praksis øde:

Udlandet lader sig i stigende grad inspirere af vores smukke pædagogiske grundtanke om, at små og store børn vokser op sammen i den danske folkeskole. Men pludselig er vi selv uden forudgående debat i gang med at opgive fællesskabet til fordel for aldersopdelte skoler, hvor det enkelte barn i strid med nærhedsprincippet sendes rundt i systemet som en dåse på et samlebånd. Jeg har opsøgt danske forskere på området. De har ikke støttet tanken og heller ikke kunnet henvise til udenlandsk forskning, der gør det. En af forskerne sagde lige ud, at idéen var fostret i Kommunernes Landsforening. Ikke for børnenes skyld. Men for at spare penge. En trojansk hest er sluppet ind i den danske uddannelsespolitik.

Dårlig økonomi er en ærlig sag. Men lad os dog tage diskussionen, om der er perspektiv i at spare på grunduddannelsen for fremtidens voksne. Som det er nu, foregår beslutningerne hen over hovederne på børn, forældre og skolernes daglige ledelse. På Amager afværgede de ganske vist megaskolen, som skulle have lagt fire folkeskoler sammen sidste år. Men de slap ikke for den aldersopdelte skole.

I vores bysamfund, Humlebæk, var der indtil sidste år tre folkeskoler. Men nu har den trojanske hest også her i al diskretion udvirket, at to af skolerne er lagt sammen. Og den sammenlagte skole er herefter blevet kløvet på midten, sådan at indskolingen (0.-5. årgang) hører til på Humlebæk Skole og udskolingen (6.-9. årgang) på Baunebjergskolen et par kilometer derfra.

Det samme er sket i kommunens tre andre bysamfund. Forventningen er derved at fremtrylle et såkaldt fusionsrationale på 33 mio. kr. over fem år. Men forvaltningens regneark tager bare ikke højde for den menneskelige faktor, nemlig at forældrene vælger folkeskolen fra, måske også kommunen. Regnearksmillionerne kan meget vel vise sig at være matadorpenge.

For besparelsen medfører, at en masse børn har fået ekstra transport til og fra skole, hvad der navnlig er bekymrende for de mindste trafikanter, som unødigt skal krydse stærkt befærdede veje. Med ind- og udskolingen placeret med to kilometers afstand er det organiske fællesskab mellem små og store desuden smadret til fordel for to aldersbestemte ghettoer med hver sin kultur. Det gælder for øvrigt også på lærerværelserne. Hvor der før var daglig udveksling af idéer og inspiration mellem alle lærerne på tværs af klassetrinnene, opstår den nu kun på formaliserede møder.

Fusionen har naturligvis medført, at årgangene er blevet større. I min datters årgang blev to klasser blevet til tre, og da skolen kører "årgangsundervisning", blev der sidste år flere gange om året dannet tre basishold ud af ca. 70 børn. Altså flød det enkelte barn rundt i en strøm af lærere og elever. Selvfølgelig blev det stimuleret til at blive omstillingsparat og indgå i nye fællesskaber, men der gik mange kræfter til at håndtere denne evige rumsteren rundt og finden sig til rette. Det sled. På både børn og voksne. Antallet af vikartimer var påfaldende højt sidste år. Og det faglige? - det led naturligvis under, at fokus var på implementeringen af den nye struktur.

Vi blev første gang præsenteret for tanken om sammenlægningen af de to skoler for to år siden i forvaltningens baggrundsrapport, Tilpasning af skolestrukturen i Fredensborg kommune. Den pegede på, at byen med udsigt til faldende børnetal snart havde en skole for meget. I den efterfølgende høringsfase var der mange kritiske røster blandt forældrene til børn på Humlebæk Skole. Jeg sad i en arbejdsgruppe sammen med en række andre forældre, der bl.a. med afsæt i deres juridiske og sociologiske baggrund kunne påvise graverende fejl og udeladelser i rapporten, som endvidere så helt bort fra, at menneskers handlinger - produktion af børn eller valg af bopælskommune - ikke kan fremskrives som en lineær, matematisk funktion. Vi endte med at se rapporten som forvaltningens forsøg på at styre den politiske beslutning.

Arbejdsgruppen udarbejdede et konkret, økonomisk realiserbart alternativ til forvaltningens fusionsplaner. Vores fokus var en samlet folkeskole – ikke en opdelt og alderskløvet skole, som ville få mange forældre til at vælge den fra.

Forvaltninger er pr. definition administrationer, og derfor var strukturrapporten selvfølgelig heller ikke særlig visionær. Politikerne, derimod, er ikke underlagt den samme lovmæssighed. De må gerne være modige, fremsynede og nytænkende. Men i vores kommune fik de aldrig mulighed for at vise, om de var det, for de handlede på baggrund af en rapport, hvis manglende kvalitet de ikke gennemskuede. Og jeg forstår det sådan set godt. Bortset fra borgmesteren har de deres politiske arbejde som fritidsbeskæftigelse, og ofte bor de i byer langt fra det, de skal tage stilling til.

Vi fik da også et pænt standardsvar fra forvaltningen. Men ikke den mindste reaktion på vores alternative forslag. For det var slet ikke meningen, at høringsfasen skulle opfattes som oplæg til dialog. Jeg tror nærmest, man kan sige, at vi var til besvær - ikke mindst da vi senere i forløbet tvang forvaltningen til at gennemføre en undersøgelse, der konstaterede, at Baunebjergskolen havde - og stadig har - et stort problem med meget høje koncentrationer af miljøgiften PCB i skolebygningens fuger.

Ud over at betyde store kommunale ekstraudgifter til at minimere den umiddelbare sundhedsrisiko ved at opholde sig på skolen indtil en permanent - og yderligere omkostningstung - løsning engang bliver gennemført, understregede den (for) sent opdagede PCB-forekomst, at strukturrapporten også på dette punkt var elendigt håndværk: den anbefalede at gøre Baunebjergskolen til en central del af byens uddannelsestilbud uden først at afklare den mistanke om forekomst af PCB, der forlængst var rejst af skolebestyrelse og forældre.

Onde tunger påstår som bekendt, at hospitalerne ville køre perfekt, hvis ikke patienterne gjorde alting så besværligt. Det samme kan man sige om kommuner og borgere. Indtrykket var, at alle beslutninger var taget på forhånd. Og herved indgår vores oplevelse bekymrende nok i en landsdækkende - international? - oplevelse af, at de politiske beslutninger savner legitimitet i befolkningen. Af, at mennesket forsvinder i de store enheder.

Vi var vidner til det moderne nærdemokrati, som det ser ud, efter at amterne er blevet nedlagt, og småkommunerne er svulmet op til kæmpekommuner, der af hensyn til effektiviteten er blevet "professionaliseret" og derfor i endnu højere grad end tidligere køres af forvaltningen. Nøjagtig ligesom embedsmændene angiveligt i vid udstrækning lægger kursen for regeringen. Disse mænd og kvinder uden ansigt udgør en ikke ubetydelig magtfaktor i det, vi bryster os af er et åbent demokrati. Men de har deres egne forvaltningsdagsordener. De har glemt, at de er til for borgerne og ikke omvendt. Og de er ikke på valg.

Engagerede mennesker over hele landet spilder derfor deres kræfter på at søge en konstruktiv dialog med det kommunale fæstningsværk, som i realiteten har gjort borgerinddragelse til en illusion. På skoleområdet betyder det, at man overflødiggør aktive forældre med ansvarsfølelse både over for deres egne børn og det lokale fællesskab. Resultatet er i første omgang skolefusioner, der dels slår en kile ned mellem små og store børn, dels fjerner fokus fra læringen. I anden omgang: flugt fra folkeskolen.

Jeg var faldet i staver ude ved vejen. Beslutningen om at vælge den lokale folkeskole fra havde været længe undervejs, men på vej tilbage mod huset var jeg pludselig for første gang lettet over at have truffet den. For vi har brug for tillid og dialog - reel inddragelse - hvis vi skal bidrage til fællesskabet med engagement og begejstring. Og det er hér, i den korte afstand mellem tanke og handling, mellem beslutningsdygtig ledelse og brugere, at privatskolen har vundet min tillid. Også selv om jeg altid vil savne den samlende folkeskole. Og selv om mit morgenritual fra næste uge vil ændre sig, fordi min datter har fået længere til skole og nu skal med tog og bus.

Bragt som kronik i Politiken den 13. august 2012