El er sejt

Erfaringer fra Silkeborg Tekniske Skole

Der er strøm på undervisningsmiljøet i el-afdelingen. Stemningen er intens og summer af arbejde, udfordringer, godt humør og jokes, der flyver rundt i værkstedet.

Nogle elever arbejder meget koncentreret med at blive færdige med dagens arbejde, mens andre har bedre tid. Eleverne hjælper hinanden på tværs, og derfor virker den store variation i alder, erfaring og motivation ikke til at genere nogen – tværtimod er der en god stemning og tilsyneladende tilfredshed med variationen, der skaber en balance mellem tryghed og spænding/udfordring.

På et 20 ugers grundforløb skal eleverne lære alt om de grundlæggende elektriske installationer i et hus. Lokalet er indrettet, så eleverne kan arbejder i små ’huse’. Arbejdspladserne indeholder alle de elektriske installationer, som et almindeligt parcelhus eller en lejlighed indeholder. Det giver mulighed for, at alle kan få samme opgave, som hver enkelt kan arbejde på i sit eget tempo. To og to deler eleverne deres ’huse’, og der snakkes, pjattes og tjattes i og mellem husene.

Både teori og praktisk arbejde
Nogle elever bliver kaldt ’vilddyrene’, selvom de nu virker ret fredelige. ’Vilddyrene’ har dog styr på radioen, der sender musik ud i værkstedet, som undervisningslokalet fungerer som. Desuden er der gang i skruemaskinerne, der skal nemlig sættes gipsplader op, samtidig med at den seneste elinstallation skal tjekkes – med strøm på.

Af sikkerhedsmæssige årsager er det læreren, der har nøglen til at tænde for strømmen. Det kan godt irritere eleverne, at de nogle gange må vente på, at læreren får tid til dem, men læreren har nok at se til: der er hele tiden nogen, der har spørgsmål, noget der skal kigges på eller noget, der skal tjekkes i bogen og beregnes. For el er også meget teoretisk. 

- Der kan være en del noter at holde styr på, som en elev siger.

Nogle af eleverne har været ud at prøve branchen af, og et par stykke har allerede praktikplads. De arbejder nok hurtigere end dem, der kommer lige fra folkeskolen, eller som bare ikke har været i branchen før. Og det er med værktøjet og ledningerne i hånden, at der virkelig læres noget.

- I starten var det svært, men jo mere man arbejder med det, jo nemmere bliver det, siger en elev, der ud over selve elektrikererhvervet ser mange karriereveje med elektrikeruddannelsen, eksempelvis ingeniørvejen.

El er også for piger
Der er 16 unge mænd på holdet og en enkelt ung kvinde, men det tager de nu helt pænt alle sammen.

- Man forventer ikke, at der er nogen piger her, og så er det jo bare sjovt, at der faktisk er en pige, siger en af de unge mænd.

Og hun har ingen problemer med at klare sig – hun er dygtig og med på den lette og lidt grove tonefald. Og så giver det også en vis respekt, at hun har gået et par år på universitetet, inden hun startede på El. Hun er skarp på matematikken og det teoretiske.

Forløbet
Læreren vurderer sammen med hver enkelt elev, hvornår de er klar til, at en skuemester kan komme og vurdere deres ’hus’ og dermed afslutte grundforløbet på skolen. Hvis der er nødvendigt kan grundforløbet forlænges. Når grundforløbet er bestået fortsætter uddannelsen med en kontrakt på et praktiksted. Lokalet er delt i to: værkstedsområdet med båse/huse og undervisningslokalet med borde, stole og tavle. Nogle spiser også deres madpakker her, andre går ovenpå i kantinen. Generelt virker der trangt med plads, særligt når store gipsplader skal udmåles og saves til, og der samtidig arbejdes med kabelruller, forskellige maskiner og stiger.

De forskellige aktiviteter summer i luften, og man må beundre læreren, Peter Storm, der tålmodigt vejleder, lytter, hjælper på vej osv. Alt sammen på en venlig og samtidig meget yndig og respektfuld måde. Ind imellem er der også tid til jokes, jovial drilleri og en venlig opmærksomhed på elever, der står og knokler med en ledning, så håret stritter: - Hva’ så, hvordan går det så her…? spørger Peter.

Hvad synes eleverne om undervisningen?
Eleverne kan lide at være på skolen. De, der kommer direkte fra folkeskolen, er vilde med undervisningens  form.

- Her bliver man behandlet som menneske, ikke talt ned til, og man kan tage det mere i sit eget tempo, siger en elev. Flere nikker bifaldende.

Der er generel enighed om, at den individuelle læringsmåde og det store ansvar, som eleverne har i hverdagen, er med til at skabe ligeværdighed og motivation for en uddannelse. Eleverne lægger vægt på at lære noget. De vil være dygtige, så de kan klare sig godt på lærepladsen/praktikstedet.

Værktøj
Nogle af eleverne har selv værktøj, andre låner skolens. Først når man har en praktik-/læreplads, har man også værktøjet, for det skal praktikpladsen sørge for som en del af kontrakten og elevens uddannelse. Indtil da må eleverne klare sig med skolens værktøj – det er der ikke så meget prestige i, for eleverne synes ikke, at værktøjet er i orden. Til tider kan der være mangel på materiale/værktøj. Så oplever eleverne, at de skal vente på stik, kontakter, skruer eller en skruemaskine.

- Det er irriterende ikke at kunne komme videre med en opgave, fordi man går og venter på materialer i flere dage. Sådan noget skal bare være i orden, siger en af eleverne.

Forholdet til læreren
En anden ting, som eleverne klager over er, at nogle af lærerne kan være svære at få fat i. Men omvendt er der også dage, hvor der er en rigtig god kontakt mellem lærer og elever og imellem eleverne. En ældre elev mener, at de helt unge elever ikke ved, at de kan bruge de løbende evalueringer med læreren til at tale om undervisningen, og hvad man er tilfreds og utilfreds med:

- Man kan for eksempel bede om en mere differentieret undervisning i matematik, hvis man synes, at der er for nemt og for kedeligt.

Det nytter at spørge og komme med fornuftige forslag, for så er det muligt at få ændret på tingene, så de kommer til at fungere tilfredsstillende. Det er jo trods alt de unges egen uddannelse.